ret til religionsudøvelse på nærmere betingelser samt rådighed over 150 befæstede pladser. Samtidig opnåede Henri IV en ordning med paven, hvorved kirkens gallikanske friheder bekræftedes: kongen valgte bisperne, mens kirken bevarede sine godser. Denne holdning gentages ved bispernes erklæring 1682, hvor de anerkendte pavens myndighed i tros- men ikke i statssager. Vatikanet var dog ikke tilfreds og nægtede de nye franske bisper pavelig investitur, hvorpå Louis XIV måtte give efter, men den gallikanske politik, støttet bl. a. af B oss u et, forblev den franske stats politik helt til den tredie republik. Den åndelige debat under Louis XIV domineredes af striden mellem jansenister og jesuiter. De fromme herde fra Port-Royal og især Blaise Pascal, kom jansenisterne til hjælp i deres kamp for den rene augustinisme, men jesuiterne, hvis skæbne i F. havde været omskiftelig, havde ikke vanskeligt ved at overtale kongen til forfølgelser. Freden med protestanterne var heller ikke holdbar på grund af deres særlige privilegier, der gjorde dem til en stat i staten. 1685 tilbagekaldtes Ediktet fra Nantes; en stor del af protestanterne udvandrede og dannede flygtningemenigheder bl.a. i de nordiske lande, mens andre søgte tilflugt i Sydfrankrig: »kirken i ørkenen». I Paris blev bl. a. de svenske og danske gesandtskabskapeller overvintringssteder for reformatoriske kredse i hovedstaden. — Det 18. årh. blev en forfaldsperiode for den katolske kirke. Befolkningen harmedes over de store kirkelige afgifter, der gik til den højere gejstligheds forbrug, og da den franske revolution kom, var en stor del af de fattige landpræster blevet revolutionære. 1790, blev kirkens godser konfiskeret og præsterne gjort til statsfunktionærer, der skulle vælges af menighederne, men alle bisperne, undtagen 4, og et stort antal præster nægtede at aflegge ed på konstitutionen. I Notre-Dame fejrede de yderligtgående dyrkelsen af fornuftens gudinde, men 18. april 1802 lod Napoleon samme sted afsynge et Te Deum som besegling på det kon kordat, underskrevet 1801, der genindførte 937 FRANKRIG Katedralen i Chartres. Opført mellem ca. 1130 og 1224. Krypten fra det 11. årh. kirken som statsanerkendt og understøttet institution og regulerede dens forhold til staten indtil 1905. Med de protestantiske kirker gennemførtes en lignende ordning. Den katolske kirke mistede meget under revolutionen, men åndeligt set var den blevet styrket, og mænd, som de Maistre og Chateaubriand bidrog til at den blev anerkendt mellem de tænkende. — Adskillelsen mellem kirken og staten, forberedt under revolutionen, men standset af Napoleons konkordat, gennemførtes 1905, efter at F. først 1904 havde afbrudt den diplomatiske forbindelse med Vatikanet. Skolen blev konfessionsløs, og der skulle dannes kultusforeninger, som kunne få overladt kirkerne til brug. Mens protestanterne gik ind herpå, forbød Pius X en sådan ordning, og staten blev nødsaget til eftergivenhed. Efter krigen 1914—18 bedredes forholdet mellem kirken og staten betydeligt, forbindelsen 938