FREDSBESTRÆBELSER giøs grunnsetning, likesom bergprekenens bud i det hele. N. T. forutsetter overalt at staten må bruke makt — også i forhold til andre stater — og at de kristnes underordning under øvrigheten da også vil måtte gjelde deltagelsen i »rettferdige kriger» (Augsb. bekjen. XVI). Bevisstheten om krigens uunngåelighet i den nåværende verden vil imidlertid ikke hindre kirken fra av all makt å arbeide for f. og for løsningen av internasjonale tvistigheter ved fredelige midler. Se også Krig. Litt.: W. Caspari, Der biblische Friedensgedanke nach dem alten Testament (Berlin 1916); O. Hallesby, Den kristelige sedelære (Oslo 1928); W. S. van Leeuwen, Eirene in het Nieuwe Testament (Wageningen 1940); E. Stauffer, Die Theologie des N.T. (3 ed. Stuttgart 1947); Theol. Wörterbuch zum N. T. II 382—416; N. H. Söe, Kristelig etik (Khvn 1942). O. M. FREDSBESTRÆBELSER. Skønt intet af de store kirkesamfund nogensinde er gået ind for et konsekvent Nej til al krig, har den kristne længsel mod fred og kamp for broderlighed dog sat spor i en række f. Især siden 11. årh. mærkedes kirkens indflydelse ìi retning af at indskrænke lande- og slægtsfejder. Nogle konger og fyrster forpligtede sig til i visse år at forsage fejder og at straffe fredsbrydere. Berømt blev den såkaldte »Gudsfred» (treuga Dei), hvorefter visse dage og tider betragtedes som således fredhellige, at fejde på dem straffedes som krænkelse af Guds lov. Bestemmelsen herom blev fra 1095 almengyldig kirkelov. Men fra 13. årh. forfaldt atter landefreden. På reformationstiden kæmpede f. eks. Erasmus af Rotterdam ud fra en forening af kristelige og stoiske synsmåder mod al krig. Også i de følgende århundreder udsendtes adskillige skrifter mod krig, og forskellige politiske programmer, der skulle umuliggøre krige, udarbejdedes. Principielle modstandere af al krig var mennoniter og kvækere. I oplysningstiden var det især uden for kirken, kampen mod krigen førtes (f.eks. af Voltaire og Kant). Delvis under indflydelse fra kvækerne og andre religiøse kredse dannes i tiden efter 1815 (først i den engelsk- 947 talende verden) fredsselskaber, og fra 1848 holdes der fredskongresser (første gang i Bruxelles). Vigtig blev Bertha v.Suttners bog »Die Waffen nieder» (1889). Nævnes bør også voldgiftsdomstolen i Haag, der oprettedes 1899 på russisk initiativ. Stadig var imidlertid i reglen ikke-kirkelige kredse de førende i kampen mod krigen. Marxismen hævdede ofte, at dens sejr ville umuliggøre al krig, og fortsættelsen af oplysningstidens kosmopolitisme syntes at arbejde samme vej. I 1907 og 1908 begyndte mere organiserede besøg mellem engelske og tyske kirkemænd. Og lige under krigsudbruddet 1914 stiftedes »Kirkeligt Verdensforbund til Fremme af international Forståelse» (blandt lederne var tyskeren dr. Siegmund-Schultze og den engelske kvæker Hodgkin). Allerede sommeren 1919 holdt forbundet en konference i Holland. I de følgende år arbejdede det for hjælpearbejde til krigens ofre og sluttede op om den økumeniske bevægelse og mødet i Stockholm 1925. I det hele var der i mellemkrigstiden stærke kræfter, især i de vesteuropæiske og amerikanske evangeliske kirker, for at få al deltagelse i krig stemplet som direkte antikristeligt. Kvækersamfundets indflydelse gjorde sig her stærkt gældende. I Tyskland virkede navnlig Siegmund-Schultzes tidsskrift »Die Eiche», i Holland foreningen »Kerk en Vrede» på denne linje. Stor opmærksomhed vakte den hollandske professor G. J. Heerings 1930 udsendte bog »Der Sündenfall des Christentums», hvor det hævdedes, at kirken indtil Konstantin den Store konsekvent havde sagt Nej til al krigsdeltagelse, og at ændringen på dette punkt var kristenhedens syndefald. Også i Skandinavien var en kristeligt-pacifistisk bevægelse ret mærkbar bl. a. i Danmark, hvor i 1928 135 af folkekirkens præster i en skrivelse til rigsdagen forklarede, at enhver krig, også forsvarskrig, var i strid med kristendommen. Den økumeniske konference i Oxford i 1937 nåede ikke til enighed på dette punkt, selv om alle følte deltagelse i krig som et uhyre alvorligt problem for den kristne. I konfessionelt lutherske kredse i Tyskland indtog man imidlertid i reglen det gamle lutherske standpunkt, 948