hvorefter en for statens sikkerhed nødvendig krig er kristeligt berettiget. Og Karl Barth vakte opmærksomhed ved midt under den czekisk-tyske krise i efteråret 1938 at hævde, at czekiske soldater, der kæmpede mod Hitler, også ville kæmpe for kirken. Faktisk føltes under 2. verdenskrig deltagelse i krigen kun i ringe grad som et kristent problem. Men mellemkrigstidens arbejde for mellemfolkelig forståelse og fred satte frugt i det faktum, at det efter 1945 var overraskende let for kristne fra henholdsvis Tyskland og dets tidligere fjender at mødes i fuld tillid og forståelse. Konsekvent pacifisme er nu sjælden i kristne kredse. Man har i reglen forstäet, at kravet herom ikke kan begrundes ud fra N. T. Men der er adskillig forståelse for, at kirken må kæmpe for fred, dels ved at vække og opretholde afsky for krigen, dels ved i så vid udstrækning, som sandhed og menneskekærlighed tillader det, at arbejde for forsoning mellem nationerne og at modarbejde had og usand propaganda, dels endelig ved konsekvent at fastholde, at en »forebyggende» krig er ukristelig. Den katolske kirke har altid erklæret deltagelse i en »retfærdig» krig for tilladt og har ofte strakt begrebet »retfærdig» meget vidt. Dette ophæver imidlertid ikke, att paverne, ikke mindst siden Leo XIII, har arbejdet ivrigt for freden, således under begge verdenskrige. Se også Krig. Litt.: Art. Fredssagen og Gudsfred i Kirke-Leksikon for Norden 2 (Aarhus 1904); art. Friedensbewegung i Die Religion in Geschichte und Gegenwart 2 (2 ed. Tübingen 1928); art. Pacifisme (i Illustreret religionsleksikon 3, Khvn 1950); G. J. Heering, Der Sündenfall des Christentums (Gotha 1930); Samlingsverket: The universal church and the world of nations (London 1938, i serien Church, community and state); G. Weber, Die Kirche und der zeitliche Friede (i Bekennende Kirche. Martin Niemöller zum 60. Geburtstag, München 1952). N. H.S. FRELSE er et sammenfattende ord for den livspotensering, som er al religions væsen. Ligesom dets ækvivalent forløsning understreger det modsætningen til livet uden for gudsfællesskabet som fortabelse, så at f. 949 FRELSE bliver en udfrielse af et fangenskab under fordærvsmagter. Frelser er da den guddommelige person, gennem hvem udfrielsen bevirkes. Religionshistorisk. For så vidt som der i al religion er et element af dualisme, en modsætning mellem kaos og skabelse, mellem helligt og profant, mellem rent og urent, godt og ondt, rummer alle religioner et tilbud om en eller anden form for f. I primitiv religion virkeliggøres f. som skabelse, livets fornyelse i kamp mod kaosmagter, virkeliggjort i kulten. F. er her mindre udfrielse af kaosmagternes herredømme end værn imod deres indtrængen. Den i kulten skænkede f. er positivt bestemt, velsignelse. Om nogen frelser er der på dette stade ikke tale. Imidlertid rummer en række kultmyter træk, som peger i retning af en frelserskikkelse. En række agerbrugskulter, rummer myten om den døende og genoplivede guddom som udtryk for naturens kredsløb (f.eks. Osiris i Ægypten, Tammuzrz i Babylonien, Adonis i Syrien, Pers ephone i Hellas, Baal i Kanaan). Den døende og opstående guddom antager i en vis udstrækning karakteren af en frelser, udgangspunktet for disse religioners indgående i de hellenistiske mysteriereligioner, hvor den døende og opstående guddom er en mytisk frelser. Hvor, som f.eks. i kanaanæisk kultus, kongen i nytårsfestens rituelle drama spiller den døende og opstående guddoms rolle, nærmer han sig en frelsers betydning. Af en ganske anden art er den dyrkelse af kejseren som frelseren, som vi møder i de første efterkristelige århundreders romerske statsreligion, og som er imperialistisk farvet (jfr. Härskarkult). I de religioner, hvor en historisk-profetisk åbenbaring har været grundlæggende, møder vi undertiden en af den historiske religionsstifters skikkelse fremgående frelsertanke, som ofte forbindes med mytiske træk, f. eks. Zaratustra i parsismen (han er både »urmennesket» og ophavet til den eskatologiske f., Saoshyant), Buddha og Muhammed. I indisk religion kan oprindelige guder stige ned i menneskeverdenen som frelsere, (avata'ra, d.v.s. inkarnation), f.eks. 950