bruges ordet forløsning (&roXútpwoç), som indeslutter f.s fuldendelse (Luk. 21:28; Rom. 8: 23; Ef. 1: 14; 4:30), men som også kan betegne dens nutid, syndernes fo rladelse (Rom. 3: 24; Ef. 1:7; Kol. 1: 14). F.-begrebet både i G. och N. T. tilhører den positive type, som i f. ser livsfornyelse. Derfor er frelseren, Jesus Kristus, også helt igennem en historisk, ikke-mytisk person. F. er i bibelen et historisk-eskatologisk drama, hvori Gud handler i og gennem den menneskelige frelser. Dogmehistorisk. Den oldkirkelige dogmeudvikling foregår i brydningen mellem bibelsk, frelseshistorisk-eskatologisk f.-opfattelse og hellenistisk metafysik og mysteriereligiøsitet. I gnosticisme, manikæisme, nyplatonisme f. eks. er f. asketisk-dualistisk opfattet som udfrielse fra legemlighedens og timelighedens begrænsning i en tidløs oplevelse af det guddommelige. F.s og forløsningens verden skilles da fra skabelsens, som bliver den onde verden, så f.s og skabelsens gud bliver hinandens fjender. Herimod hævder den kirkelige teologi, hvis betydeligste repræsentanter er Irenæus og Athanasius i østen, Augustin i vesten, sammenhængen mellem skabelse og f. og enheden af skaber og forløser, så at f. bliver den faldne skabnings genoprejsning, og frelseren bliver den inkarnerede Gud, som i menneskeligt kød og blod overvinder fordærvsmagterne, synd, død og djævel og derved genindsætter mennesket i dets oprindelige skabelses stand (gudbilledligheden) Forsoning (ophævelsen af fjendskabet mellem Gud og synderen) og forløsning (ophævelsen af syndens, dødens og djævelens magt over mennesket) er som f.s momenter en uopløselig helhed med stærkest vægt på forløsningen som skabelsens genoprettelse, som udødelighed. Da frelserens forløsende gerning meddeles mennesket i sakramenterne, der (nadveren) kan kaldes »udødelighedens lægemiddel», har man undertiden betegnet den oldkirkelige f.-opfattelse som fysisk. Det rigtige heri er, at legemets f., opstandelsen, altid er medindesluttet i f. i kraftig polemik mod gnostisk le- 953 FRELSE gemsfornægtelse. Men det er ikke rigtigt, at opfattelsen af f. af den grund er naturalistisk eller magisk opfattet, da synd og død lige så lidt kan skilles som syndsforladelse og liv. Den stærke understregning af dødens vælde fremhæver menneskets totale afmagt til at virke sin egen f., et synspunkt, som i vesten dominerede Augustinus fremhævelse af syndens radikalitet (arvesynd) og f.s karakter af ren nåde overfor P elagius fremhævelse af menneskets moralske medvirkning i f. og frelseren som forbilledet (pelagianisme). En forskydning af f.-opfattelsen i retning af »naturalisme» kan snarere spores i den udvikling af augustinske tanker, som kom til at præge middelalderens f.-opfattelse. I Augustins opfattelse af f. findes et indslag af nyplatonisk ontologi, så f. som den salige skuen af Guds væsen bliver opfattet som en opstigning fra den lavere sanselighedens verden til den højere åndelighedens verden, dog således at legemet i opstandelsen i herliggjort skikkelse er meddelagtig i denne opstigning. Heri ligger ansatsen til den adskillelse mellem natur og nåde, som er grundlæggende for thomistisk f.-opfattelse. F. bliver da opløftelse fra »naturens» lavere plan til »overnaturens» (nådens) højere plan. Den objektive forudsætning for denne opløftelse er frelserens forløsergerning, dens subjektive virkeliggørelse sker i sakramenterne, gennem hvilken nåden, opfattet som denne.ontologiske sublimering, »indgydes» (gratia infusa, indgydt nåde). I en vis forstand kan man her tale om en »naturalistisk» opfattelse af nåden (indgydelsen af et nyt overnaturligt væsen i menneskets indre), omend det må understreges, at den i protestantiske fremstillinger almindelige tale om nåden som »fysisk kraftstof» o.l. er en grov fortegning. Som overnaturlig er nåden netop åndeligt og ikke materielt opfattet. Den augustinsk-skolastiske opfattelse af f. medførte imidlertid, at enheden mellem skabelse og f. fordunkledes ved adskillelsen mellem natur (skabelse) og overnatur (f.), og at ligeledes enheden mellem forsoning og forløsning opløses, så forsoningen bliver rent objektiv, forlagt til Kristi død (Anselm) eller 954