FRELSE hans liv og død (Thomas), og forstået som en satisfaktion ydet Gud på menneskets vegne, medens forløsning bliver en derpå følgende subjektiv forvandlingsproces. Dette får også følger for opfattelsen af frelseren, idet det menneskelige og guddommelige let falder fra hinanden, så en moraliserende efterligning af Kristi menneskelighed (imitatio Christi) og en mystisk-sakramental tilegnelse af hans guddommelige natur brydes uden at smelte helt sammen. I Luthers opfattelse af f. som retfærdiggørelse ved troen genopstår den oldkirkelige enhed af skabelse og f. I troen, som er enhed med den levende Kristus (fides Christi, Kristustro) befries mennesket fra fordærvsmagterne, fra syndens skyld straks i tilgivelsen og fra syndens, dødens og djævelens magt efterhånden, kulminerende i den fulde forløsning i opstandelsen. Hos Luther er påny forsoning og forløsning eet, som retfærdiggørelse og helliggørelse, syndens tilgivelse og syndens udrensning, er det. I troen er Kristi objektive og subjektive f.-gerning eet, hvorfor en objektiv forsoning ikke lader sig skille fra en subjektiv forløsning. F. er ikke længer naturens opløftelse til overnaturen, men den sande naturs oprejsning i tilgivelsen og opstandelsen. I opfattelsen af frelseren ser derfor Luther det menneskelige og det guddommelige helt i eet, hvad der især præger hans opfattelse af nadveren. I oplysningstidens teologi gør sig et stærkt pelagiansk drag gældende: f. bliver moralsk forbedring og frelseren det store forbillede. Eftervirkninger heraf spores også i det 19. årh.s teologi. For Schleiermacher er f. det medfødte religiøse anlægs udvikling og sejr over de hemninger, som den sanselige natur påfører den åndelige udvikling, og frelseren er »urbtilledet», den, hvis egen absolut sejrrige, af ingen dominerende sanselig natur (= »synd») hemmede, gudsbevidsthed (— religiøsitet) forplanter sig til andre og bringer deres hemmede gudsbevidsthed til gennembrud og sejr. Da kun kristendommen kender urbilledet og indeholder en forløsning gennem ham, er f. egentlig kun virkeliggjort i kri- 955 stendommen. Av lignende struktur, men præget af en kantisk præget, etisk livsholdning, er f.-opfattelsen hos Ritschl, for hvem f. er religiøs-etisk fuldkommengørelse, den religiøs-etiske personligheds selvhævdelse over for verden som dens genstridige stof, og frelseren åbenbareren af Guds kærlighed gennem sin til døden ubrydelige kaldstroskab, hvorved han forvisser mennesket om Guds tilgivelse og således nedbryder dets mistillid til Gud, så det frimodigt, trods sin ufuldkommenhed, kan gå ind i det fællesskab af personligheder, der virker mod det etiske formäåls virkeliggørelse, Guds rige. Både hos Schleiermacher og Ritschl forstås f. som udvikling af et medfødt anlæg til det fuldkomne; f. bliver en immanent udviklingsproces, og frelseren først og fremmest opfattet som det fuldkomne menneske med afstrejfning af alle »supranaturale» drag. Da f. væsentlig opfattes som en psykologisk proces, polemiserer denne »lib erale teologi» ofte mod alle former for »objektiv» forløsning og forsoning. Den lutherske ortodoksi, hvis klassiske tid var 1600-tallet, men som i visse former har holdt sig til vor tid, har søgt at fastholde det væsentlige i Luthers forståelse af f., men indordnet i et rationelt system, som ikke lader de genuint lutherske motiver komme helt til deres ret, hvad især kommer frem i adskillelsen mellem f.s objektive forudsætninger (forsoning, satisfaktion) og dens subjektive tilegnelse (ordo salutis), hvad der kan føre i retning af en pelagianiserende forståelse af menneskets frie bestemmelse i f.s tilegnelse som i mange former for vækkelsesforkyndelse, baseret på en ortodoks opfattelse af den objektiveforsoning.1I det 20. årh.s forskellige former for nyortodoksi er oldkirkens og reformationens hævdelse af enheden mellem skabelse og f. og forsoning og forløsning, ikke tilbunds forstået og genoptaget, så at f. alt for ofte skilles fra det naturlige, skabte menneskeliv som en speciel religiøs foreteelse. Dogmatisk. F. er kristeligt set skabelsens genoprettelse gennem alle gudsfjendtlige magters overvindelse. F. er derfor helt Guds 956