gerning i menneskets virkelighed. F. er derfor kun mulig ved frelseren som gudmennesket, der i en historisk mennesketilværelse virkeliggør det sande menneskeliv, som ved Helligånden meddeles den faldne menneskeslægt som syndernes forladelse i denne verden og som opstandelse fra de døde i den kommende. F. er fra menneskets side det umulige, et guddommeligt mirakel. Synd og død er de uovervindelige magter, som alene den tilgivelse, som eksklusivt er Guds ord, og den dødeopvįkkelse, som eksklusivt er Guds værk, kan overvinde. Derfor lader f. sig kun opfatte som den treenige Guds værk: i frelseren, Sønnen, gennemfører Faderen sin skabelses forløsning, som alene Helligånden ved ordet kan meddele til menneskets tro. Som den treenige Gud er een, er derfor også gudsgerningen een: skabelse og f., forsoning og forløsning, kan aldrig skilles. Og som f. helt er den treenige Guds værk, angår den hele mennesket. Kristendommen kender ingen deling af mennesket i en højere natur, som står frelseren nærmere, og en lavere natur, som den højere ved f. skal skilles fra. F. er hele menneskets f., hvorfor den legemlige opstandelse er en uløselig del af den fuldkomne f. Men i den endelige frelse som evigt liv, salighed, er det skabte menneske ført frem til den »mands modenhed» (Ef. 4: 13), som mennesket i skabelsen er anlagt på, men som først nås, når skabelsen i f.s fuldendelse ikke blot er genoprettet, men herliggjort til evig salighed. Se også Försoning. Litt.: Religionshistorisk: R. Reitzenstein, Das iranische Erlösungsmysterium (Bonn 1921); J. Wach, Der Erlösungsgedanke und seine Deutung (Leipzig 1922); A. Jeremias, Die ausserbiblische Erlösererwartung (Berlin 1927); R. Reitzenstein, Die hellenistischen Mysterienreligionen (3 ed. Leipzig 1927); E. Abegg, Der Messiasglaube in Indien und Iran (Berlin—Leipzig 1928); N. Söderblom, Den levande guden (Sthm 1932); H. Jonas, Gnosis und spätantiker Geist (Göttingen 1934); G. Widengren, Religionens värld (Sthm 1945); S. Rodhe, Deliver us from evil. Studies on the Vedic ideas of salvation (diss. Lund 1946); se også litt. under Eskatologi. — G. T.: J. Hempel, Gott und Mensch im Alten Testament 957 FRESTELSE (Stuttgart 1926); J. J. Stamm, Erlösen und Vergeben im Alten Testament (Bern 1940). — N. T.: K. Bornhausen, Der Erlöser (Leipzig 1927); H. Monnier, Essai sur la rédemption (Neuilly 1929); W. Staerk, Soter 1—2 (Gütersloh 1933—1938, også G. T.); J. W. Parker, The idea of salvation in the world’s religions (London 1935); H. v. Glasenapp, Unsterblichkeit und Erlösung in den indischen Religionen (Halle 1938); C. R. Smith, The bible doctrine of salvation (London 1941). — Dogmehistorisk: W. Bousset, Kyrios Christos (2 ed. Göttingen 1921); J. Rivière, Le dogme de la rédemption chez Saint Augustin (Paris 1928); dens., Le dogme de la rédemption (Louvain 1931); G. Aulén, Den kristna försoningstanken (Sthm 1930); F. Boström, Studier till den grekiska teologins frälsningslära (Lund 1932); R. Bring, Dualismen hos Luther (Sthm 1929, hovedværk); dens., Kristendomstolkningar (Sthm 1950, værdifuld); S. v. Engeström, Förlåtelsetanken hos Luther och i nyare evangelisk teologi (Sthm 1938); A. Nygren, Den kristna kärlekstanken genom tiderna 2 (2 ed. Sthm 1947, hovedværk, fremragende); G. Wingren, Människan och inkarnationen enligt Irenaeus (Lund 1947, værdifuld). — Dogmatisk og religionsfilosofisk: O. Moller, Gjenløsningen (Khvn 1884, hovedv., særpr.); dens., Om vor frelse fra det onde (Khvn 1888); E. Geismar, Religionsfilosofi (2 ed. Khvn 1930); O. C. Quick, The gospel of divine action (London 1933); E. Brunner, Der Mittler (3 ed. Zürich 1937, hovedv., »dialektisk»); H. W. Robinson, Redemption and revelation (London 1942); H. Ording, Forsoning og frigjøring (Khvn 1949). — Foruden i alm. fremstillinger af dogmatik og religionsfilosofi må litteraturhenvisninger endvidere søges under beslægtede artikler, fremfor alt Jesus Kristus, Kristologi, Synd, Eskatologi, Nådens ordning. R.P. FRELSENS HÆR, se Frälsningsarmén. FRELSENS ORDEN, se Näådens ordning. FRELSESARMÉEN, se Frälsningsarmén. FRELSESVISHED, FRELSESVISSHET, se Frälsningsvisshet. FRESTELSE. 1. Æxegetiskt. Enligt G. T:s uppfattning består det rätta gudsförhållandet i hörsamhet mot Guds vilja. All mänsklig framgång är beroende av gudomlig v ä lsignelse, men människan frestas ständigt att betrakta den som frukt av hennes egen duglighet. Hon är skapad till Guds av- 958