FRIHET på vad man är bunden vid och vad man är fri ifrån. Människan, som förut var träl under lagen, synden och döden, blev av Kristus friköpt från dessa fördärvsmakter och är nu hans egendom och helt beroende av honon (t. ex. Gal. 3: 13f.; 5:1; Rom. 6: 18, 32; 8:2, 21). Såsom Kristi tjänare och slav är hon alltså oberoende av sina forna herrar, av andra människor, till och med av de troendes domar och anspråk (1 Kor. 9:1 ff.; 10:29), men ingalunda fri att överträda Guds vilja (Gal. 5:13). Tvärtom måste hon av hänsyn till samlivet med bröderna vara beredd att inskränka sin handlingsfrihet (1 Kor. 8:9 ff.; 10:23 ff.). Också den paulinska f. är sålunda »lagbunden», och talet om »f:s lag» i Jak. 1:25; 2:12 överensstämmer i huvudsak därmed. Också det johanneiska f:s-begreppet rör sig på samma linje. Litt.: W. Brandt, Freiheit im N.T. (Berlin 1932). R. Gg 2. Systematisk. Libertas Christiana. F. i evangelisk forstand er det kristne gudsforholds menneskelige grundkarakter, som den »umotiverede» nåde er dets guddommelige grundkarakter. Idet gudsforholdet oprettes ved en guddommelig nådeakt, som selv er fri, fordi den ikke er motiveret ved nogen værdighed hos mennesket, således kan det kun bestå ved en fri menneskelig modtagelse af denne nåde, som ikke motiveres af noget mål, som derved søges opnået. Denne f., som er løst fra ethvert selvisk motiv, er efter evangelisk opfattelse netop troens inderste væsen, hvorfor det kristne gudsforhold på evangelisk grund hyppigst betegnes med ordet tro. Troen er den holdning, i hvilken mennesket ved sig frataget enhver mulighed for fortjeneste og værdighed, så det kun kan modtage alt som fri og umotiveret gave. Troen er f., fordi dens radikale given afkald på al fortjeneste og værdighed er den eneste virkelige befrielse fra syndens selvoptagethed. F. er i sin grund løsgørelse fra synden som selviskhed og overgivelse til troens fulde afhængighed. af Gud. F.s indhold er derfor altid lydighed. Også i fuldendelsen, da f.s negative aspekt som løsgørelse fra det 963 onde ikke mere består, fordi det onde er tilintetgjort, vil f.s positive indhold, lydigheden, udgøre gudsforholdets art, som »Guds børns herligheds frihed» (Rom. 8: 21). Troens f. med lydigheden mod Gud som indhold og frivillighedens 1øsgjorthed fra alle selviske motiver som form kendetegner det kristne gudsforhold på samme måde som kærlighedens f. kendetegner det kristne næsteforhold. Kærligheden udspringer umiddelbart af troen, fordi den er det i troens gudsforhold indesluttede næsteforhold. Som troen intet søger at opnå hos Gud, fordi den i den fri nåde på forhånd har opnået alt, således søger kærligheden heller ikke at opnå noget hos næsten, men deler frit ud til næsten af den rigdom, den i troen allerede ejer. Kærlighedens f. er derfor løsgørelsen fra selviskheden og overgivelsen til lydigheden i dens mod næsten vendte aspekt. For evangelisk kristendom er det afgørende, at troens og kærlighedens f. uafkortet fastholdes. Troens f. indeslutter, at intet andet end Guds ords egen grundløse nåde, dets betingelsesløse glæde, kan fremkalde troen. Derfor indeslutter troens f. fordringen om forkyndelsens og samvittighedens uindskrænkede frihed i menigheden. Forkyndelsens bundethed til skriftogbekendelse må ikke tolkes som bundetheden til en juridisk lov, men som samvittighedens frie underkastelse under Guds ords myndighed, hvad der udelukker en legalistisk læretugt på bekendelsens grund. I alle kampe om læren kan, hvor f. agtes, kun åndelige våben, d. v. s. kun ordets magt, finde anvendelse. Endvidere rummer troens f. umuligheden af at gøre nogen religiøs eller moralsk standard til betingelse for gudsforholdet, hvad der medfører en ubetinget respekt for individets egenart i menighedens fællesskab og udelukker religiøs-moralsk ensretning. Endelig indebærer kærlighedens frihed et radikalt brud med alle idealistiske og utilitaristiske moralteorier, som begrunder etikken på individets eller samfundets selvbekræftelse. F. gør kristen etik til den ubegrænsede åbenhed for næstens 964