fordringer i kaldets og standens ordninger. F. i den kristne kærlighed vil altid give kristen ethos et moment af det revolutionære, den hensynsløse blottelse af næstens tarv over for alle magtgruppers selvbekræftelse. F., som gøres gældende gennem e v an g eliet, nådens bærer og troens grund, udelukker ikke, men forudsætter, lovens tvang. Loven skal ved at afsløre syndens selviskhed holde mennesket fangen, indtil evangeliet kan frigøre det (Gal. 3: 23—4: 7). I den forstand er både troens og kærlighedens f. en f. fra loven. Loven skal binde »det gamle menneske» og hindre dets selviskheds ugerninger. Evangeliet frigør »det nye menneske» fra lovens tvang til troens og kærlighedens frivillige hengivelse. Idet troens og kærlighedens evangeliske f. har lydigheden som indhold, adskiller den sig radikalt fra enhver form for »selvstændighedens frihed». Hvis selvstændigheden gøres til f.s indhold, så at den bliver evnen til at vælge mellem det gode og det onde, mellem Gud og hans fjende, er f. ikke længer »ändens frihed» (2. Kor. 3:17), men »kødets» f. (Gal. 5:13). Denne kødelige f. er syndens væsen. Det er den, reformatorerne bekæmper i deres polemik mod »den frie vilje» (liberum arbitrium). Når de betonede viljens trælbundethed i sammenhæng med prædestinationen* skete det i den sande, åndelige friheds navn, hvis indhold er den ubetingede lydighed mod Gud. Mellem nåden og den sande frihed består ingen modsætning, da f. er nådens korrelat. Derimod er den »kødelige» selvstændighedens f. en fjende af nåden. Valg-f. har viljen kun mellem de handlingsmuligheder, som frembyder sig for dens allerede bestemte grundretning, som enten er troens f. eller syndens trældom, men ikke mellem disse to grundretninger. Viljens psykologiske valgfrihed (indeterminism e) udelukker ikke dens religiøse trælbundethed. Det metafysiske problem determinisme* kontra indeterminisme, som kun vedrører viljens stilling i det naturlige årsagsforløb, har således intet at gøre med den kristne f., resp. trældom, som 965 FRIKYRKA alene eksisterer i viljens forhold til Guds nåde. Den f., hvis indhold er »selvstændighed», ikke lydighed, er efter reformatorisk opfattelse trældom, idet selvstændighedens 1øsgørelse fra Gud og næsten indebærer bundethed til selvet og dets begær. Se også Viljans frihet. Litt.: I de fleste håndbøger i dogmatik og etik samt i litt. om Luther er f. behandlet. Se endvidere: M. Luther, Von der Freiheit eines Christenmenschen (i Weimarudg. VII, sv. overs. Sthm 1929); De servo arbitrio (Weimarudg. XVIII, sv. overs. Sthm 1925); A. Runestam, Den kristliga friheten hos Luther och Melanchton (diss. Sthm 1917, hovedv.); A. Runestam, Viljans frihet och den kristliga friheten (Uppsala 1921); R. Will, La liberté chrétienne (Strasbourg 1922); R. Bring, Dualismen hos Luther (diss. Lund 1929); R. Bring, Några synpunkter på problemet nåden och den fria viljan (i »Från skilda tider». Studier tillägnade Hjalmar Holmquist, Sthm 1938); H. Jonas, Augustin und das paulinische Freiheitsproblem (Göttingen 1930); N. Berdjaev, Esprit et liberté (Paris 1933, græsk.- ort. særpræget); N. Berdjaev, Slavery and freedom (London 1944). R.P. FRIKYRKA kallade sig vissa kristna samfund, som bildades på 1800-talet genom utbrytning från äldre, med staten förbundna nationalkyrkor, t. ex. Free Church of Scotland (1843), l'Eglise évangélique libre du canton de Vaud (1847), Union des églises évangéliques libres de France (1849). F. har sedan dess blivit beteckning för en viss typ av kyrkosamfund. Jfr den 1896 bildade federationen av engelska dissentersamfund, The National Council of the Evangelical Free Churches. F. i kyrkorättslig mening är ett kyrkosamfund, som i fråga om lära, styrelse och ekonomi är oberoende av statsmakten. Detta oberoende kan eftersträvas såsom det under alla omständigheter riktiga förhällandet (principiell frikyrklighet). Men en f. kan också ha bildats, emedan statsmakten vid tiden för dess tillkomst utövade ett otillbörligt tvång mot kyrkan (så skotska f., som emellertid 1929 återförenades med Skottlands presbyterianska nationalkyrka), eller därför att ifrågavarande stat vägrade att befatta sig med någon kyrka överhuvud (så 966