FYENS STIFT Sct. Knuds kirke, domkirken i Odense. Opført i anden halvdel av det 13. årh. Tornet fra 1558. gere (deraf 100.000 i Odense), er delt i 11 provstier, har 246 kirker, 156 sognepræster og 33 andre præster. Bispen bor i Odense, og sognepræsten ved domkirken er stiftsprovst. I stiftet findes foruden Odense byerne: Bogense, Middelfart, Fåborg, Svendborg, Nyborg, Kerteminde, Rudkøbing og Ærøskøbing. Reformationsrøret i 1520erne synes så temmelig at være gået udenom Fyen, først omkring 1532 høres der om reformatorisk virksomhed i enkelte byer, og samtidig gjorde den sidste katolske biskop, den højadelige Knud Gyldenstjerne (der aldrig fik kanonisk vielse) skridt til at imødegå den truende fare ved reformatoriske foranstaltninger. Han indkalte Viborg-reformatoren Jørgen Jensen Sadolin som sin »prædikant» og »medhjælper» i ordet. Politiske forhold bevirkede, at Sadolin kom til at stå meget frit, og allerede i sommeren 1532 kunne han begynde en reformation på grundlag af en af ham selv foretaget oversættelse af Luthers lille katekisme. På landemodet (stiftssynoden) greb han kraftigt ind mod præsterne i reformatorisk ånd og ledte dem ind på de nye spor. Dette gik ikke af uden protester, 995 men biskoppen støttede sin »medhjælper», der ved Gyldenstjernes afsættelse 1536 blev hans efterfølger som Fyens første evangeliske superintendent. Den efterreformatoriske bisperække rummer adskillige betydelige navne. Fra Jacob Madsen Vejle er der bevaret en højst værdifuld visitatsdagbog, som giver præcise beskrivelser af præster, kirker, sogne etc. og som både viser den filippistiske udrensning i puritansk retning mellem alle de katolske levn i kirkerne og afslører, hvor stærkt præsterne teologisk og homiletisk var bundet til Niels Hemmingsens værker, især de pastoralteologiske. 1677—1703 virkede salmedigteren Thomas Kingo som en meget nidkær luthersk-ortodoks biskop på Fyen. Stiftet er uden egentlige spor af pietistisk vækkelse, men i slutningen af det 18. årh. prægedes dets vestlige del ret stærkt af herrnhutisme (fra Kristiansfeld i Nordslesvig), og omkring 1800 begyndte, udgående fra Kerteminde-egnen i nordøst, en kraftig lægmandsvækkelse at gøre sig gældende. Den var en del af bondestandens selvstændiggørelsesbevægelse, og dens grundpræg var i overensstemmelse med den andagtslitteratur, som førerne især dyrkede, pietistisk i nogen grad i lovmæssig forstand. Vækkelsen bredte sig til hele det østlige og sydlige Fyen og til Langeland, og det kom til heftige sammenstød mellem de vakte og myndighederne, som på grundlag af konventikelplakaten af 1741 skred hårdt ind mod de vaktes møder, med bøder, fængselstraffe etc. Biskop var i dette tidsrum den strengt rationalistiske Frederik Plum, som så med største harme på vækkelsens »fanatisme». I 1840erne ændrede vækkelsen på Fyen under grundtvigsk indflydelse karakter. Der foregik en stærkt socialt betonet spaltning: gårdmandsklassen gik ind for grundtvigianismen, og den stærke sammensmeltning af grundtvigsk tro og livssyn og bondebevægelse gav Fyen en central plads såvel i kampen for kirkelige friheder, i højskolens og friskolens verden og ikke mindst inden for venstrepolitikken. Af største betydning for den kirkeligt orienterede grundtvigianisme blev præsten Vilhelm Birkedal, der 1849 996