G GALATERBREVET er et af Paulus’ »store breve», skrevet på hans tredje rejse. Efter at han havde forladt de galatiske menigheder, var de begyndt at holde sig til falsk lære, der forkyndtes af tilrejsende brødre. Paulus vender sig i G. mod dem og deres tilhængere med en sådan kraft, at ordene i brevet ofte snubler over hinanden, og meningen på nogle steder ville være os utilgængelig, hvis vi ikke i Romerbrevet havde parallelle, men omhyggeligere udførte passager, hvor de manglende led findes. Modstanderne er kommet senere end Paulus og har fremstillet hans evangelium som ufuldstændigt: der mangler krav om omskærelse og overholdelse af i hvert fald en del af loven. Når det mangler, er det, fordi han kun er en apostel, udsendt af mennesker, nemlig af de ansete i Jerusalem, men ude mellem hedningerne har han slået af på kravene og forlangt mindre end dem, der udsendte ham. Derfor må Paulus her over for kort fortælle historien om sin kaldelse, hvorledes Gud selv udvalgte og kaldte ham ved Damaskus (1: 15—17), og føre bevis for, at han kun ved to lejligheder ganske kort har haft berøring med de ansete i Jerusalem, første gang et personligt besøg, hvor han kun mødte Peter og Jakob, Herrens broder (1:18—24), og anden gang et møde, hvor hans evangelium blev anerkendt af de ansete, nemlig Jakob, Peter og Johannes, der i ham så apostlen til hedningerne, ligesom Peter var jødernes apostel (2:1—10). Endelig har han en gang i Antiokia sat Peter i rette og henvist til, at retfærdighed er af tro, ikke af lovens gerninger (2:11—21). Loven kan nemlig ikke bringe frelse, men kun forbandelse ved at kræve, hvad intet menneske kan opfylde, men denne lovens forbandelse har Kristus 1051 taget på sig, for at retfærdigheden af tro, som det var forjættet Abraham, kunne blive hedningerne til del (3: 6—14). Loven er ringere end forjættelsen, den er kommet senere, den er ikke givet direkte af Gud, og den er begrænset i betydning og begrænset i tid, idet den er ophørt at gælde ved Kristi komme, hvorefter der ikke længere er forskel på jøde og hedning mellem Guds børn (3:15—29). Det ville betyde det samme som at vende tilbage til trældommen før Kristi komme, hvis galaterne nu overtog at holde den jødiske lov (4: 1—11). Så ville de ligesom jøderne leve under lovens slaveri i stedet for at efterligne Isak, der er type på den retfærdige af tro (4:921— 31). I de to sidste kap. (5—6) fremhæver Paulus meget dilettantisk overholdelse, de samme modstandere, at den nye frihed for den kristne ikke betyder frihed til at synde. Modstanderne henviser til de ansete i Jerusalem, men er næppe udsendinge derfra. De kræver omskærelse, men med hensyn til loven er det tydeligt, at det kun er en delvis og for en udlært skriftklog som Paulus meget dilettantisk overholdelse, de forlanger. 6:13, hvor der skal læses præsens: »de, der lader sig omskære», viser, at modstanderne er hedningekristne. Det er da en hedningekristelig bevægelse, der er opstået inden for de paulinske menigheder, og som nok påberåber sig Jerusalem, men som i ingen henseende — det kan vi se af Paulus’ polemik i kap. 1—2 — understøttes af de ansete der. En parallel udvikling har vi i Kefas(Peter)-partiet i den ligeledes hedningekristne menighed i Korinth (1. Kor. 1:12; 3:10—23). Konflikten giver Paulus lejlighed til at udvikle sine tanker om lov og forjættelse, om Ånden og troen. De hedenske galatere har modtaget Ånden, 1052