dengang de modtog troen (3:1—5), men nu kan de ikke både have loven og retfærdighed af tro. Kristus er det nye liv for den, der er død bort fra alt det gamle, loven indbefattet (2:19—20). Skulle loven kunne bringe retfærdighed, så var Kristus død forgæves (2:21). Ved disse polemiske udførelser falder hårdere ord om loven end ellers hos Paulus: den er givet ved engle, ved en midlers hånd (3:19—20), ja, den stilles lige med det hedenskab, som galaterne forlod for at tro på Kristus, og kaldes »de svage og fattige elementarånder» (4:8—10). Mens man tidligere altid søgte galaterne i landskabet Galatien, har man i nyere tid villet finde dem i den romerske provins Galatia, der foruden landskabet også omfattede byerne det pisidiske Antiokia, Ikonium, Lystra og Derbe. Mens vi ved at følge den nordgalatiske hypotese og søge menighederne i landskabet Galatien, kun — bortset fra to bemærkninger i Apostlenes Gern. (16:6 og 18:23) — har G. som kilde til menighedernes forhold, får vi ved at følge den sydgalatiske hypotese adskilligt at vide om menighederne i de omtalte byer i Apostl. Gern. 13—14. Et meget vigtigt problem ved disse undersøgelser er den rette opfattelse af det i 2: 1—10 omtalte møde i Jerusalem. Er det identisk med det i Apostl. Gern. 15 omtalte såkaldte »Apostelmøde», hvor det blev afgjort, at de hedningekristne ikke skulle overholde Moseloven. Hvis man stoler på opregningen af Paulus’ rejser både i G. og i Apostl. Gern., er det ikke muligt at identificere Paulus’ anden rejse til Jerusalem i G. med hans tredje rejse dertil i det sidstnævnte skrift. Man antager da, at der to gange har været forhandlet om dette spørgsmål, og at mødet i G. 2:1—10 har fundet sted på den rejse, der er omtalt i Apostl. Gern. 11:830 og 12:25. Dette eksempel viser en svaghed ved diskussionen om G., nemlig at man har været tilbøjelig til at sætte de meddelelser, som Apostl. Gern. indeholder, på lige fod med de oplysninger, vi finder i Paulus’ breve. Og trods megen skarpsindighed er det ikke lykkedes at finde noget afgørende argu- 1053 GALLIKANISMEN ment for den sydgalatiske hypotese, således at begge de to hypoteser stadig finder deres tilhængere. Mens det for forståelsen af brevet ikke gør nogen stor forskel, hvilken af dem der hævdes, er det af betydning for G.s affattelsestid. Følger man den sydgalatiske hypotese, er disse menigheder allerede blevet grundlagt på den første rejse, og man har derfor formodet, at G. er blevet skrevet på den anden rejse før noget andet af de bevarede breve. Efter den nordgalatiske hypotese kan brevet først være skrevet på den tredje rejse, og man antager da som regel, at G. er affattet under det lange ophold i Efesus (Apostl. Gern. 19). Det nære forhold mellem G. og Romerbrevet, der viser sig deri, at man kan udlægge det ene brev ved hjælp af det andet, gør det naturligt ikke at lægge for stor tidsafstand mellem de to breve. Se også Paulus. Litt.: J. B. Lightfoot, Epistle to the Galatians (10 ed. London 1890); Th. Zahn, Der Brief des Paulus an die Galater (3 ed. 1932); E. de Witt Burton, A critical and exegetical commentary on the epistle to the Galatians (London—Edinburgh 1921); H. Lietzmann, An die Galater (3 ed. Tübingen 1932); H. Schlier, Der Brief an die Galater (Göttingen 1949); 7. W. Manson, St. Paul in Ephesus: 2. The Problem of the Epistle to the Galatians (Bulletin of the John Rylands Library 24, 1940, s. 59—80); R. Bring, Till frågan om Pauli syn på lagens förhållande till tron (Svensk teol. kvartalskrift 21, 1945, s. 26—54); O. Linton, En dementi och dess öde (Svensk exegetisk årsbok 12, 1947. Johannes Munck GALLIKANISMEN betegner den franske katolske kirkes krav på relativ selvstændighed i forhold til pavedømmet. G. optræder dels som en kongelig g., der vil flytte kirkemagten fra paven til kongen, dels som en kirkelig g., der kræver selvstændighed for kirken både overfor pavemagt og kongedømme. G. har sine rødder langt tilbage i historien. Størst har statens magt over kirken været på Karl den stores tid. Filip IV den smukke (1285—1314) hævdede ret til at beskatte gejstligheden. Pavernes residens i Avignon (1309—77) er et udtryk for pavernes afhængighed af de franske konger. I 1438 udstedte Karl VII — i nærværelse af 1054