DET GAMLE TESTAMENTE et nationalt kirkemøde — i Bourges »den pragmatiske sanktion». Heri fastslås, at et kirkemøde har overhøjhed over paven, og pavens indtægter fra Frankrig begrænses. Konkordatet i 1516, der indtil revolutionen bestemte den franske kirkes stilling i forhold til pavedømmet, gav kongen udnævnelseretten til de højere gejstlige embeder, pavens judicielle magt over kirken begrænsedes, og kongens ret til beskatning af gejstligheden hævdedes. På Henrik IVs tid sammenfattede Pierre Pithou i 1594 den gallikanske kirkes fordringer. Da Ludvig XIV stod på højdepunktet af sin magt, tiltog han sig større myndighed over kirken. Da dette førte til strid med pavedømmet, sammenkaldte kongen biskopperne til et møde i Paris (1681—82), hvor biskop Bossuet af Meaux spillede hovedrollen. Her vedtoges »declaratio cleri gallicani» (den franske gejstligheds erklæring): Paven har kun magt på det åndelige område. Den apostolske stol er kirkens højeste ledelse, men konciliet står over paven. Paven skal rette sig efter den gallikanske kirkes regler og skikke. Pavens afgørelser i trossager er først inappellable, når de har fået hele kirkens godkendelse. Da det gik tilbage med Frankrigs magtstilling, tilbagekaldte kongen dog i 1693 de forordninger, hvormed han havde givet »declaratio» retskraft. Med de organiske artikler, som Napoleon I 1802 føjede til sit konkordat med paven (1801), fornyedes g., der også spillede en rolle i de sidste Bourboners kirkepolitik. Men efter Napoleons fald gik den franske katolicisme væsentligst i ultramontan retning. Da Vatikanerkonciliet 1870 fastslog dogmet om pavens ufejlbarhed, var der ikke længere jordbund for g. indenfor den katolske kirke, og ved adskillelsen mellem stat og kirke i Frankrig 1905 bortfaldt grundlaget for en statslig g. Ordet g. bruges overført om andre nationalkirkers krav på selvstændighed i forhold til pavedømmet (f.eks. »tysk gallikanisme»). Litt.: G. Desdevises du Dezert, L'église et létat en France depuis l'édit de Nantes jusqu’à nos jours (1598—1906) 1—2 (Paris 1907—09); V. Martin, Les origines du gallicanisme 1—2 (Paris 1055 1939). Om 1681—82: L. Pastor, Geschichte der Päpste seit dem Ausgang des Mittelalters 14:2 (Freiburg im Breisgau 1930, s. 841 ff.). K.B. GAMLA KYRKAN, se Oldkirken. DET GAMLE TESTAMENTE er de kristnes navn på Iste del av bibelen, som også er jödenes hellige skrift. Urkristendommen opfattet seg som det nye Israel, som i kraft av »den nye pakt» ved Jesus Kristus hadde avlöst »den gamle pakt» (grek. Sia0x, lat. vetus testamentum), og arvet forjettelsene til paktfolket; sml. Mark. 14: 22 ff.; Gal. 4:24. Derfra er navnet gått over på den gamle pakts åpenbaringsdokument, som de kristne hadde overtatt og utvidet med »den nye pakts» (testaments) åpenbaringsskrifter. Jödenes navn »Loven, Profetene og Skriftene», svarer til de 3 hoveddeler: 1. »Loven»: de 5 Moseböker; 2. »Profetene»: Jos., Dom., Sam., Kon. (»de tidligere profeter»), Jes., Jer., Ezek., Tolvprofetboken (»de senere profeter»); 3. » (de övrige) Skriftene»: Salmene, Ordspr., Job, Höis., Rut, Klages., Pred., Ester, Dan., Ezra-Neh., Krön. I alt 24 böker; noen (f. eks. Josefus, Filon) regner 22; (etter hebr. alfabets 22 bokstaver); de er da vel påvirket av den avvikende rekkefölgen i Septuaginta*, som henförer Klages. til Jer. og Rut til Dom. Språket er hebraisk, med unntak av Ezra 4: 8—6: 18; 7:22—26; Dan 2:4b—7: 28; Jer. 10:11 og 2 glosser resp. 1. Moseb. 31:47 og Salm 139: 12, som er på aramaisk. Rekkefölgen svarer til vurderingen i jödedommen: Loven det opr., i virkeligheten evige, livsgrunnlag; profetene og skriftene fortolkere av loven og formanere til å overholde den, med henvisning til historiens lære. Tilsammen utgjör de jödenes »Kanon», d. e. den inspirerte, avgrensede og avsluttede, autoritative guddommelige »rettesnor» for liv og lære. Tredelingen og rekkefölgen avspeiler også i hoveddragene Kanons historie. Skrifter som blev tillagt guddommelig ophav og autoritet hadde man i de fleste av den gamle Orients religioner; også i det gamle Israel har man sikkert tillagt f. eks. opskrevne kultusritualer, kultussalmer o. |l. 1056