DET GAMLE TESTAMENTE Håndskrift fra det 9. årh. 1 Mos. 50: 23— 2 Mos. 2: 14. ståelse av sammenhengen mellom G. T. og de andre religioner. Se også Bibel, Bibelöversättning, Septuaginta og de forskjellige bibelbøker. Litt.: Aa. Bentzen, Introduction to the Old Testament I—II (Khvn 1948, med utförlige litteraturhenvisninger); S. Mowinckel, Det Gamle Testament som Guds Ord (Oslo 1938); H. S. Nyberg, Hoseaboken (Uppsala 1941); G. Gerleman, Studies in the Septuagint I—II (Lund 1946); S. Mowinckel, Prophecy and tradition (Oslo 1946); P. Kahle, The Cairo Genizah (London 1947); G. Widengren, Literary and psychological aspects of the Hebrew prophets (Uppsala 1948). S.M. G. T:s håndskrifter. Indtil for nylig var det en almindelig fastslået kendsgerning, at der ikke fandtes håndskrifter til hele G. T. eller større dele deraf, som var ældre end fra tiden mellem 900 og 1000 e. Kr. Til enkelte mindre dele af G. T. fandtes dog håndskrifter, som er langt ældre. Den såkaldte Nash-papyrus, som indeholder de 10 bud og »trosbekendelsen» fra 5. Mos. 6: 4 f. 1067 må sættes betydeligt tidligere, måske til ca. 100 f. Kr., men i hvert fald næppe meget senere end 100 e. Kr. Selvom denne papyrus ikke er noget egentligt bibelhåndskrift, men snarere kan kaldes en liturgitekst, er den værdifuld både af palæografiske grunde og fordi den viser os, hvilken ordlyd de anførte bibelsteder har haft på den tid. Af større håndskrifter bør først og fremmest nævnes det berømte håndskrift til hele G.T. fra den sefardiske synagoge i Aleppo. Ifølge efterskriften er det skrevet i 1. halvdel af 10. årh. Det er senere gennemset af Maimonides (d. 1204), som erklærede, at det var en ben-Asher tekst, d. v.s. det gengav den tekst, som traderedes af ben Asher familien, hvis mest kendte medlem var Ahron ben Moshe ben Asher (virkede i 1. halvdel af 10. årh.). Jøderne i Aleppo har ikke tilladt, att håndskriftet blev fotograferet, men en lidt senere afskrift blev taget i Kairo, og dette håndskrift findes i Leningrad (codex B 19A), hvorfra det udlåntes til P. Kahle, da han udarbejdede 3. udg. af R. Kittels Biblia Hebraica (1929—37), der helt igennem holder sig til ben Asher teksten i modsætning til tidligere udgaver af Kittel og andre udgaver, som mere eller mindre byggede på de håndskrifter fra 13. —14. årh., som Jakob ben Chajim anvendte ved sin udgave af G.T. hos Bomberg i Venedig 1524/25. Foruden de to allerede anførte tusindårige håndskrifter kan nævnes en profetcodex fra 895 fra Karæersynagogen i Kairo, som imidlertid ikke er så typisk en ben Asher tekst, som man en overgang havde troet. Ved siden af ben Asher familiens tekst ved vi, at der fandtes enben Naftali tekst, som var nær beslægtet hermed, men med visse karakteristiske afvigelser. Det mest kendte håndskrift af denne type er den Reuchlinske codex i Karlsruhe fra 1105. Ben Asher og ben Naftali var de berømteste masoreter fra Tiberias. Gennem P. Kahles undersøgelser er det fastslået, at der over for denne »vestlige» tradition fandtes en »østlig» i Babylonien. Denne kendes bl. a. fra et stort håndskriftfund omkr. 1890 i et synagogepulterkammer i Gammel- 1068