Kairo. Ifølge P. Kahle stammer en del af disse håndskrifter, som gengiver den østlige tradition, fra 6.—9. årh. Kernepunktet i P. Kahles undersøgelser og synspunkter er, at forud for den enhed, som man fra ældre tid har været vant til at betragte som karakteristisk for den masoretiske tekst, ligger en mangfoldighed af ældre tekstformer og vokaliseringssystemer. Efterat jøderne omkr. år 100 e. Kr. havde afgrænset kanon, fortsattes arbejdet med at fastslå den rette ordlyd, herunder også den rette udtale, af den tekst, der skulle være autoritativ, og efterhånden som en bestemt tekstform vandt overhånd, modarbejdedes alle afvigelser herfra, idet de enten kasseredes eller fordømtes. Heri ligger forklaringen på, at man tidligere fejlagtigt kunne tro, at alle håndskrifter gik tilbage til et enkelt håndskrift (den såkaldte archetype-teori). Dette hævder P. Kahle, at han gennem sine studier har modbevist. Hans syn på disse spørgsmål står ikke uimodsagt. De springende punkter er hans dateringer af håndskrifter af de afvigende typer samt hans vurderinger af den tradition, der ligger bagved, d. v. s. om de er ældre traditioner, der forsvinder med tekstens uniformering, eller de er afvigende, degenererede typer, som ikke kan sidestilles med den egentlige masoretiske tradition. Såfremt der kunne opnåes enighed om bestemmelsen af fundene fra hulen ved det døde hav, var løsningen af disse spørgsmål betydeligt nærmere ved målet end før. Men endnu er den videnskabelige diskussion om dateringen af den komplette Jesajatekst (A) og den ukomplette tekst til samme profetskrift (B) ikke ført til ende og dermed heller ikke af de talrige fragmenter til 1., 3. og 5. Mos., Dommerbogen, Daniels bog og Jubilæerbogen, ligesom man heller ikke er enig om det karakteristiske ved den tekstform, der repræsenteres ved disse fund. Håndskrifterne fra hulen ved Det døde Hav er skrevet på ruller af skind (ikke på pergament, der blev opfundet omkr. 2. hundredår e.Kr. og kom i alm. brug i 4. årh.). Alle teksterne er uvokaliseret, men med en langt hyppigere anvendelse af halv- 1069 DET GAMLE TESTAMENTE Et blad af de såkaldte Chester Beatty papyri fra det 2. årh. e. Kr. Dele af 4 og 5 Mos. vokaler end i det tiberiensiske system. Nogle forskere hævder, at håndskrifterne er middelalderlige (6.—8. årh.), hvorimod andre (heriblandt W. F. Albright) daterer den komplette Jesajatekst til mellem 150 og 100 f.Kr. og den anden noget senere. Mange af fragmenterne til de andre bøger i G. T. er i modsætning til Jesajateksterne skrevet med den gammelhebraiske skrift og anses i almindelighed for flere hundrede år ældre end Jesaja A. Fra forskellig side er Jesaja A betegnet som en vulgærtekst, fordi den i mange detailer afviger fra den gængse tekst. Det vil være rigtigere blot at fastslå, at den repræsenterer en særlig teksttradition, som har holdt sig i det samfund, der ejede håndskrifterne fra hulen ved Det døde Hav, og som ikke har været ortodokst-jødisk. Det 1070