GERMANSK RELIGION Paul Gerhardt. Samtidigt stik. retning findes hos G.s yngre samtidige Johan Scheffler (Angelus Silesius), fra hvem den egentlige pietistiske digtning får givet tonen an, Gotfr. Arnold, Freylinghausen, C. F. Richter, Gerh. Tersteegen m. fl. Sammenlignet med ovennævnte udmærker G. sig ved stort mådehold. G. har indsuget luthersk rettroenhed med modermælken — moderen af streng ortodoks gejstlig slægt, faderen borgmester og kromand i flækken Gräfenhainichen, ikke langt fra Wittenberg, hvor G. studerer teologi fra 1627. Universitetet her var stadig en højborg for luthersk rettroenhed, i det 17. årh. med skarp front mod de reformerte. I begyndelsen af 40erne finder vi G. i Berlin som huslærer og privatiserende poet. Først 1651 modtager han på udtrykkelig opfordring kaldelse til provst i Mittenwalde, vender dog efter kun 7 års forløb tilbage til sit kære Berlin i det beskednere embede som diakon ved Nikolai-Kirken. Efter en beklagelig, i G.-litteraturen meget omtalt, konflikt med kurfyrst Friedrich Wilhelm, der, sely reformert, i sin iver 1083 for at nærme de to bekendelser til hinanden afkræver de lutherske præster stærke edelige forpligtelser, trækker G. sig under svære samvittighedskvaler tilbage fra sit embede. Får dog kort efter — 1669 — embede i den saksiske flække Lübben, hvor han er til sin død. De senere år er præget af mange sorger og manglende forståelse. Digterisk tavshed. G.s frugtbareste tid som digter er omkr. 1650. Tidsbaggrunden fornemmes tydeligt, direkte i klage over krigens gru, glæde over freden, og som baggrund for de for G. vel allermest karakteristiske forsyns- og trøste-salmer, »Befiel du deine Wege», o. m. a. En stærk Kristus-tro møder vi i G.s jule- og navnlig passions-salmer: »Ein Lämmlein geht und trägt die Schuld» og gendigtninger af middelalderlige lovprisninger af den lidende Kristi ledemod, bl. disse: »O Haupt voll Blut und Wunden». Forsyns- og forløsningstanken er fast sammenbundet i den mægtige trøste- og frydesang over romerbrevets kap. 8: »Ist Gott für mich, so trete». Litt.: Originaludgaver ved Joh. Grüger, Praxis pietatis melica (3 ed. 1647) og J. G. Ebeling, Pauli Gerhardi geistliche Andachten (Berlin 1666—1667); — G. Kawerau, Paul Gerhardt (Schr. des Vereins für Reformationsgesch. Nr. 93, Halle 1907); Hj. Holmquist, Paul Gerhardt (Uppsala 1914, populær); H. Petrich, Paul Gerhardt (Gütersloh 1914, hovedværk); K. Hesselbacher, Paul Gerhardt (Leipzig 1936, populær). H. V. GERMANSK RELIGION. En religionshistorisk särställning bland germanerna intaga de nordiska folken, vilkas religion vi känna förhållandevis väl tack vare de rikflödande litterära källorna. För de övriga germanska folken inskränker sig vår kunskap till vissa gudanamn, några mytologiska särdrag samt kännedom om dödsbruk o. dyl. En särskild plats bland urkunderna intaga de latinska inskrifterna på germanskt område, främst i Rhenländerna. Viktigaste litterära källor äro Caesar, »De bello Gallico»; Tacitus, »Germania» (98 e. Kr.), vidare vissa arbeten av Plutarchos, Suetonius, Marcellinus och Prokopios. (Se härom i K. Clemen, Fontes Historiae Reli- 1084