Vers 1 av denna psalm utgör nämligen en parafras av Luk. 2:14 och vers 2—5 av Laudamus. Svenska kyrkans nuvarande handbok av år 1942 föreskriver »Allena Gud» eller (företrädesvis under fastan) »Ära ske Gud som från sin tron» som det normala, medan Laudamus är förbehållen högtidsdagarna. Den norska kyrkans Alterbok 1920 har bestämmelsen att g. kan utelämnas under fastan. I den nu gällande danska kyrkohandboken saknas gloriamomentet. Litt.: C. Blume, Der Engelhymnus Gloria in excelsis Deo (i Stimmen aus Maria-Laach. 73. (1907); J. Brinktrine, Zur Entstehung und Erklärung des Gloria in excelsis deo (i Röm. Quartalschrift 35, 1927). H. J—son GLÄDJE, se Glede. GNOSTICISMEN. G. er en sammenfattende betegnelse for forskellige synkretistiske bevægelser ved tiden omkring og efter kristendommens oprindelse, i hvilke forskellige religiøse motiver som dualisme mellem den himmelske verden og den jordiske eksistens, altings udgang fra guddommen (emanation) og tilbagevenden til den og en forløsningsmyte, hvor forløserens skæbne er identisk med de forløstes vej til frelse, optræder i forskellige former. Mens man på 1800-tallet væsentlig kendte de sekter, der bekæmbpedes af kirkefædrene, er der siden fundet og fremdraget et stadig større tal af tekster, der bliver regnet til g., ligesom adskillige længe kendte skrifter, f. eks. de nytestamentlige, også er blevet taget med ind under undersøgelsen af g. Således tales der nu om en hedensk g., og dertil regnes først og fremmest de hermetiske skrifter. Beslægtet med dem antages de hellenistiske mysteriereligioner at være og i et lavere plan magien, alkymien og astrologien, mens der i den senantikke filosofi, særlig nyplatonismen, skal være gnostiske elementer. Længst har man kendt g. på kristelig grund gennem de kætterbekæmpende kirkefædre som Irenæus, Tertullian, Hippolyt og Epiphanios, foruden Klemens fra Alexandria og Origenes. De førstnævnte refererer og citerer kætterne 1097 GNOSTICISMEN og polemiserer imod dem, hvorved de direkte og indirekte er kilder til vor viden om sekter som valentinianismen, markionitismen o. s. v., men i reglen kender de disse sekter i en senere populær form, der ligger langt fra deres oprindelige skikkelse. Derimod er Tertullian gennem sit skrift mod Markion en vigtig kilde til dennes tanker, ligesom Klemens og Origenes har kendt de gnostiske sektstifteres originale værker, ligesom den alexandrinske teologi er påvirket af sin kampstilling mod den kætterske g. Desuden vil man nu finde g. bag det N. T. f. eks. bag Korinthierbrevene og Kolossenserbrevet ligesom bag Johannesevangeliet (se nedenfor) og i den apokryfe litt. og i den senere munkemystik. Vigtigt er det, at en række fund af gnostiske tekster, især på koptisk — således i de senere år en hel litt., der endnu er uudgivet (se tidsskriftet Vigiliae Christianae 1947 f.) — har øget vor viden om g. i kristelige kredse meget betydeligt. Endvidere er mandæismen*, hvis traditioner først er nedskrevne i muhammedansk tid, blevet opfattet som en tidlig gnostisk bevægelse, ældre end kristendommen, der skulle danne forudsætning for Johannesevangeliet. Ligeledes er manikæismen*, der tidligere kun var kendt gennem modskrifter, nu kendt gennem bevægelsens egne skrifter, navnlig gennem fundet af et manikæisk bibliotek på koptisk, hvori stifterens hovedværk »Kephalaia» fandtes, og er inddraget i undersøgelserne over g. Denne udvidelse af kildematerialet til g., der for en stor del er den religionshistoriske skoles fortjeneste, har modificeret forskningen over g., uden dog indtil nu at bidrage til større klarhed over den. Den ældre kirkehistorie anvendte betegnelsen g. om de sekter, som kirkefædrene angreb, og havde dermed en bekvem terminus technicus for de synkretistiske samfund, der søgte at drage kristendommen ind i datidens almindelige religionsblanderi. Endnu A. Hilgenfeldt kunne i 1884 behandle g. sammenfattende i en bog under titlen »Die Ketzergeschichte des Urchristentums» (Leipzig 1884). Den kort derefter begyndende religionshistoriske forskning fandt 1098