GOD allerede kendte, men ubenyttede tekster frem, og inddrog de nyfundne dokumenter i sin undersøgelse af g., idet den med beskedne krav om lighed som basis for identifikation og med meget løst underbyggede hypoteser søgte at samle og systematisere alle disse kilder i en ny og broget g., hvor man særlig lægger mærke til, at det nu er muligt at tale om en hedensk g., skønt den kirkehistoriske terminologi ved g. forstod kristne sekter. Allerede W. Bousset (»Hauptprobleme der Gnosis», Göttingen 1907) opfatter g. som en sådan enhed, og denne opfattelse er senere i modificeret skikkelse blevet sat i system af Hans Jonas (Gnosis und spätantiker Geist, Teil 1, Göttingen 1934), der antager, at g. er et selvstændigt og nyt indhold, der giver udtryk for en hel tidsperiodes inderste væsen, og derfor genfinder han g. i næsten alt i tiden, også i det N.T. Denne religionshistoriske opfattelse er den gængse i nyeste tid, hvor man fortrinsvis søger lighed, men ikke prøver at begrænse de enkelte fænomener og motiver i forhold til hinanden. Over for denne opfattelse står den historiske opfattelse af g., oprindelig repræsenteret af Ad. von Harnack i hans ungdomsarbejder og i »Marcion» (Texte u. Unters. 3. R., Bd. 15, Leipzig 1924), og af E. de Faye (Introduction à l’étude du gnosticisme au IIe et au IIIe siècle, Paris 1903, opr. artikler i Revue de Vhistoire des religions, Bd. 45—46, og Gnostiques et Gnosticisme, ed. 2, Paris 1925), der begge søger at bestemme de enkelte sekters kronologi, deres indbyrdes forhold og forbindelsen med den græske filosofi og med kristendommen. Det store og stadig voksende materiale, som religionshistorien har tilført forskningen over g., bevirker, at denne endnu længe vil være ude af stand til at give et helhedssyn, opbygget på et indtrængende studium af de enkelte tekster, deres indbyrdes forhold og de enkelte motivers vandringer og betydningsændringer. Derfor må man i dag enten overtage en blændende syntese som Jonas’ uden beviser eller stille sig skeptisk over for sådanne foregribende forsøg på en forklaring af g. som helhed. Kun 1099 gennem enkeltundersøgelser er der håb om at nå frem til løsning af forskningens grundspørgsmål som f. eks. disse: Er g. med de Faye at opfatte som en græsk bevægelse, der er blevet overtaget på orientalsk grund, eller med Jonas som en bevægelse, der klarest fremtræder i de orientalske kilder? Og dernæst: er de fænomener, der regnes til g., således sammenhørende, at de må betegnes som gnostiske, eller er de blot i almindelighed synkretistiske, mens de bevægende kræfter er faktorer som kristendommen f. eks., der i sin kirkelige form er med til at skabe de sideløbende bevægelser, som den nødes til at bekæmpe. Se även Hermetismen, Synkretismen. Litt.: Foruden den allerede anførte: W. Bauer, Rechtgläubigkeit und Ketzerei im ältesten Christentum (Tübingen 1934). Johannes Munck GOD. G. är ett av etikens grundbegrepp. Då någonting bedömes såsom g., avses därmed icke att fastställa ett sakförhållande utan att verkställa en värdering. Enl. den objektivistiska uppfattningen är förutsättningen för varje etisk värdering erkännandet av vissa objektiva värden, som stå fast oberoende av all subjektiv inställning. Dock får det etiska omdömets likhet med ett teoretiskt omdöme icke förleda till att likställa dem. Ifall något fastställes vara svart och något annat vara g., så skilja sig dessa omdömen grundväsentligt trots den formella likheten. Enl. den subjektivistiska uppfattningen är det överhuvud omöjligt att tala om värde, resp. etiskt omdöme, utom i relation till ett subjekt. Det finns m. a. 0. inga egenskaper som oberoende av det individuella subjektets beskaffenhet och tillvaro kunde värderas såsom g. Denna värdenas subjektivitet har givit upphov till den hedonistiska etiken. Enl. dessa skall den etiska värderingen taga sikte på nyttan, lyckan eller njutningen. Emot denna lyckomoral ställde Kant upp sin lära om det kategoriska imperativet. Enl. honom är den goda viljan det enda som i ordets egentliga mening kan kallas g. »Det högsta goda»* har spelat en stor roll i den västerländska tankens historia. För Sokrates var det det sista och högsta målet 1100