GRUNDTVIG N. F. S. Grundtvig. Tegning af P. C. Skovgaard. áreng den første undervisning og grundfæstede gennem levende fortælling hans kristendom, danskhed og historiske sans for hele livet og gav ham forståelse for hjemmeundervisningens betydning. Ni år gammel sendtes drengen til Tyregod i Midtjylland for hos præsten Laurits Feld at forberedes til latinskolen i Århus, som han gennemgik 1798—1800. Her klarede han sig pænt, men sløvedes under skolelivets ensformighed og åndløshed og mistede sine fleste åndelige interesser. Disse år danner baggrunden for hans senere skarpe kritik af »den sorte skole». Är 1800 drog han til København som student »uden ånd og uden tro». Også universitetsundervisningen fandt han dræbende kedsommelig, og da han 1803 blev teologisk kandidat, drømte han mere om at blive digter og historiker end om at blive præst. Under et ophold 1805—08 som huslærer på herregården Egeløkke på Langeland bragte en ulykkelig forelskelse i husets frue ham ind i en stærk åndelig gæring. Hans medfødte moralske sans rejste sig til kamp mod denne syndige kærlighed, som han søgte at overvinde ved at kaste sig ind i et lidenskabeligt studium af Nordens gamle gudelære. I kampen mellem aser og jætter, mellem godt og ondt, fandt G. en 1123 overensstemmelse med den kamp, der rasede i hans eget indre. Han blev dybt betaget af »Nordens kæmpeånd» og af de gamle nordboers dualistiske livssyn og levede længe som i en »asarus». På Langeland blev G. revet ud af sin selvsikre tro på egne kræfter og lærte, at kærlighed er en overmenneskelig magt. Gennem en længere brydningsperiode oplevede han her, bl. a. ved sit møde med romantikkens tanker, både en poetisk, en religiøs og en national vækkelse, den sidste fremkaldt af englændernes bombardement af København 1807. I disse år begyndte han sin skribentvirksomhed og sin vækkende digtergerning. 1808 revser han i et digt »Maskeradeballet i Danmark» sine forlystelsessyge landsmænd, som trods Danmarks inddragelse i Napoleonskrigene 1807 —14 »danser paa Randen af Danmarks Grav». Samme år udsendte han sin første lille bog »Nordens Mythologi», 1808, hvori han giver en udsigt over Eddalæren og fremstiller asalæren som et stort sejrsdrama, »en herlig, betydningsfuld Digtning, oprundet af en uimodstaaelig Trang til at løse Tilværelsens Gaade». Årene 1808—10 tilbringer G. som historielærer i København og fortsætter sin nordiske digtning med et stort værk »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord», 1809—11, der gav ham et vist ry som nordisk skjald. Da hans gamle far ønskede ham hjem som hjælpepræst, holdt G. i marts 1810 sin dimisprædiken over teksten »Hvi er Herrens Ord forsvundet fra hans Hus?» Den opfattedes som et angreb på samtidens præstestand og vakte stor harme. G. følte sig i denne tid kaldet til at reformere kirkelivet i Danmark, men ramtes i dec. 1810 af det personlige spørgsmål: »Er du selv en Kristen»? Han kom i svære anfægtelser, der bragte ham på sindssygens rand, ydmygede ham dybt og førte til en afgørende kristelig vækkelse. Han opgav nu alle karrieredrømme for at stille alle sin kræfter i Guds tjeneste og drog hjem til Udby som kapellan 1811—13. G. var i sine første præsteår en nidkær, ortodoks moralprædikant, der gang på gang 1124