GRUNDTVIG godt, fordi der intet sogn var knyttet til kirken, hvorfor han stod meget frit. Ved Vartov kirke øvede han nu gennem 33 år, 1839—72, sin manddomsgerning som præst. En stor kreds samlede sig om hans forkyndelse, og snart voksede der i den lille prunkløse kirke et stærkt og rigt menighedsliv frem, præget af fællesskab og samhørighed. Mange unge studenter søgte til Vartov og førte senere som præster og højskolemænd G.s kristelige og folkelige syn ud over hele landet. I Vartov kirke toges G.s salmer først i brug, og den levende, kraftige salmesang blev Vartovmenighedens særkende. G. stod gennem mange år som en ensom kæmpe i skarp opposition til den officielle kirke. Så længe han overvejende var domsprædikant og moralist, vandt han intet gehør, men da han med årene blev en håbets og evangeliets forkynder og skabte menigheden en ny lovsang, fik han større og større følge. I sine senere år betragtedes han som en stor åndelig fører, næsten som en kirkefader. Ved sit 50 års præstejubilæum i 1861 fik han af Kong Frederik VII tildelt biskopstitelen som tak for sin salmedigtning. Og da han døde d. 2/9 1872, omtrent 89 år gammel, blev han fulgt til graven som en høvding af en meget stor folkeskare, hvoriblandt 300 præster og mange af hans tidligere modstandere. Han er begravet i en gravhøj ved Gl. Køgegård, hvorfra hans anden hustru stammede. For G. var tilværelsens store modsætninger liv og død. Disse to ord er grundord i hans liv og digtning. Hele hans kamp gjaldt livets fremme. Menneskelivet var efter hans mening af guddommelig art og derfor underfuldt. Alt, hvad der er stort og ædelt i menneskelivet, er en guddomsvirkning. Derfor bekæmpede han rationalismen, som ville eliminere det underfulde, og pietismen, som ville indsnævre menneskelivet. Derfor kæmpede han for menneskets ret til at vokse i frihed. Kun hvor menneskelivet leves rigt og fuldt, er jordbunden beredt for kristendommen, og menneskelivet når efter G.s mening sin højeste udfoldelse i det folkelige. Derfor lå det ham så stærkt på sinde at fremhjælpe folkelivet. Hertil skulle bl. a. 1127 folkehøjskolen tjene. På grundlag af hans højskoletanker voksede i Danmark en højskolebevægelse frem, som senere har bredt sig til alle Nordens lande. Og G. æres overalt som folkehøjskolens fader. G.s pædagogiske hovedtanker er, at menneskets udvikling skal foregå »i Naturens Orden». Børneskolen skal være en hjemmets skole. Den bedste skolealder er årene mellem 18 og 25, hvor livets problemer melder sig for den unge slægt. Højskolens undervisning skulle overvejende være mundtlig og gives på modersmålet. Historien, der for G. er »Universalhistorie» og »Menneskeslægtens Levnedsløb», og poesien skulle være de vigtigste fag. Politisk var G. længe tilhænger af enevælden, men da han 1848 blev medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og senere af folketing og landsting, blev han en varm forkæmper for folkestyret, men krævede en udbredt folkeoplysning som dets forudsætning. G. var ikke partimand og kunne vanskeligt indordne sig under rigsdagslivets rammer. Han kæmpede for danskhed og frihed og virkede ved sin personlighed inspirerende på dansk politik i samtid og eftertid. Som digter hører han til de helt store. Selv kaldte han sig mere skjald end digter, fordi han med sin digtning altid ville forkynde og være »Herrens Medarbejder». Hans forfatterskab er af et så uhyre omfang, at det først i vore dage er blevet fuldt registreret. Det tæller en lang række mytologiske, historiske, religiøse, pædagogiske og lejlighedsprægede værker, ofte tunge og vanskelige, af en stor sproglig spændvidde og med en særpræget symbolik, men altid fyldt med syner og dybe tanker. Også hans digte kan være langtrukne og formløse, men de bedste er præget af kraft og fuldendt skønhed og kan spænde fra kosmisk vælde til barnlig inderlighed. G.s samlede værker er endnu ikke udgivet, men der foreligger flere gode udvalg af hans skrifter. I de senere år er der i Danmark opstået en videnskabelig Grundtvigforskning, og der er om G. skrevet mere end om nogen anden dansk forf. Gennem salmerne 1128