GRUNDTVIGIANISMEN og skal uden alle andre Hensyn besvares af Apostlene og de første Kristne, det andet er ... et Samvittighedsspørgsmaal, som enhver maa have Lov til paa eget Ansvar for sig selv at afgøre» (1824, U.S. IV, 226). G. gør hermed front mod subjektivismen, mod alle vilkårlige forsøg på at tillempe kristentroen efter, hvad der passer mennesker. Vi må søge oplysning om den oprindelige kristendom i den apostolske trosbekendelse (og apostelskriften). Føler vi, at den svarer til, hvad hjertet kræver, må vi tage den i sin helhed på menighedens autoritet og bie på, at led, der foreløbig for os ser ud som gråsten, i livets fylde skal afsløre sig som kostelige perler. 3. »Derfor føler jeg i mit Livs Aften ... Aandens Drift til at vidne ... at det var Herrens Aand som talte, hans Ord og ikke mine, som laa mig paa Tunge og lød fra mine Læber, naar jeg døbte i Faderens og Sønnens og den hellig Aands Navn, oprettede Daabspagten og lyste Velsignelsen» (Vennemøde 1869). — Grundtvigs »mageløse Opdagelse» var, at det slog ham, at Kristus er nærværende i sit ord i menigheden, hvor den lejrer sig om døbefont og nadverbord. Kristendommen skal ikke med besvær af lærde teologer udledes af den hellige skrift, men møder os kort og fyndigt i dåbsordet. G. går bag om både protestantisme og katolicisme ved at pege på det levende ord: »Kun ved Badet og ved Bordet høre vi Guds Ord til os». Ikke af egen magt, ej heller på et helligt embedes vegne eller bare med fuldmagt fra menigheden udfører præsten dåb, men som Guds stedfortræder, i det han blot låner mund og hånd til handlingen. Gennem hele menighedens levnedsløb har lægfolket levet på troens ord ved dåben, håbets ord (Fadervor) og kærlighedens ord (ved nadveren). Dåbspagten er den klippegrund, jeg trygt tør bygge mit liv på. Det rører mig ikke, at hin bekendelse ikke ordret anføres i N. T. Hvorfor skulle man dengang i lejlighedsskrifter optegne livsordet, som alle kristne kendte fra menighedens forsamling? Apostlene kunne ikke bekende troen fuldt ud, før de modtog Helligånden pinsedag. Troens ord i spireform har vi i Matt. 16, 1131 Peters pinseprædiken har den til tekst (incl. nedfarten). Det er fejlagtigt, når man har villet gøre det til hovedsagen, at Grundtvig med » Ordet af Herrens egen Mund» ville hævde, at trosbekendelsen var formuleret af Jesus selv, et »diktat» fra de 40 dage. Dette er en teori, noget afledet, ikke det centrale i Grundtvigs kirkesyn. Budskabet om hvad der fra Guds side er gjort til menneskers frelse, må dog i sit grundindhold stamme fra Jesus selv, ellers stod det ikke til troende. Der kan tænkes et lignende forhold mellem Apostolicum og det gammelromerske symbol som mellem den kortere og længere form af Fadervor hos Luk. og Matt., hvorimod Nicænum klart er udvidet til lærebekendelse. Der er grundtvigske teologer, der har gjort et stort arbejde for at påvise led af Apostolicum hos kirkefædrene (Fr. L. Grundtvig, d. 1903, Clausen-Bagge, d. 1948). 4. Apostelskriften er en afspejling af livet i menigheden. Vi har fået troen og ånden ved Guds ords hørelse, ikke ved skriftlæsning (Vennemøde 1863). Vi har ikke fundet kirken i skriften, men skriften i kirken, vi skal ikke stå på bogen og lede om troen, men stå med troen og læse i bogen (»Efterskrift» 1828). Den hellige skrift er en mageløs oplysningsbog om de ting, der hører til Guds rige, og bidrager usigelig meget til dåbspagtens rette forklaring. Jesu ord i N. T. er ikke talt til mig direkte, men de bliver mig til trøst, fordi jeg er Guds barn i dåben. Grundtvig satte bibelen højt, hans salmer er spækket imed sjældne bibelord. Mænd af hans skole har lagt et stort arbejde i gode danske oversættelser og fortolkning (J. Chr. Lindberg, Skat-Rørdam, Konstantin-Hansen). På N. Daels menighedsskole Liselund har gennem 40 år bibeltimer haft en hædersplads (præsterne N. P. Petersen, d. 1916, Thv. Helweg, d. 1917, M. Larsen, d. 1936). Det er ikke den kirkelige anskuelse, men dansk magelighed, der er skyld i, at bibelen næppe læses meget i grundtvigske kredse. Takket være Grundtvig anfægter den videnskabelige forskning og kildekritik os ikke. 5. I grundtvigske menigheder bæres gudstjenesten af lovsange (»Du blandt vore lov- 1132