sange bor», »vi har ham, vi slippe ham ej» — »den glade kristendom») og samling om sakramenterne, måske med dåb til indledning og nadver til slut, så prædiken beskedent viser tilbage til dåben med appel om tilegnelse af dens gave og op mod nadverbordet som højdepunktet. Der tales sjældent om enkelte synder, men om syndens væsen som ulydighed, vantro, egoisme; det, vi forsømte, giver et sværere regnskab, end det vi forbrød. Gud faders og helligåndens gerning ligestilles med sønnens. Menigheden er det største af alle undere. Kristendom er handling her og nu til menneskers frelse. Liturgi lægges der liden vægt på; ofte er messeklæder aflagt; en uordineret lægmand kan hjælpe præsten ved nadveruddelingen. Præsten er menighedens tjener, ikke dens hyrde endsige sognepave. 6. Der er uro i de bønner, vi selv former, men hvile i Fadervor (L. Schrøder). Vartovpræsten V. J. Hoff, d. 1907, sætter det i sin andagtsbog »Fra Kirken og Lønkamret» som et mål at lægge alt, hvad vi trænger til, ind i Fadervor. 7. Genfødelse. Grundtvig glemmer ikke, at »Mennesket er i Guds Billede skabt med levende Ord paa sin Tunge». Syndefaldet er ramme alvor, men der et bevaret noget, som kan genfødes og er genfødelse værd, 1længsler, som kun evigheden kan tilfredsstille. Synden gjorde ikke mennesket til en djævel, så kunne Guds søn ikke være blevet menneske, og frelsen var udelukket. »Menneske først og kristen saa». »Det ny (genfødte) Liv er samme Lov underlagt som det gamle (naturlige), at det ... har et dunkelt Udspring og maa vokse efterhaanden... Vi skal ikke fortvivle, om dette Liv ikke straks er os fuldt bevidst ej heller indbilde os, at vi alt har grebet det, men det er et fremskridende Liv, hvor Kronen først naas ved Maalet» (Vennemøde 1865). Grundtvig ivrer ikke for en brat omvendelse eller afgjorthed. Grundtvig ønsker, at de barnedøbte mä blive ved Kristus (»menighedsbørn»). Lykkelig den, der ikke husker, når han lærte troens ord og Fadervor gennem hjemmets levende brug deraf. Vi kan ikke for tidligt komme ind i Guds rige. Der er forskel på kristenliv 1133 GRUNDTVIGIANISMEN hos børn, unge og ældre. »Alting ventes i Naturens Orden». Til det menneskelige hører at erfare sin egen magtesløshed i sin higen mod livets lysende mål. At omvende sig er at vende sig til sin dåbs nåde. 8. Det menneskelige møder vi kun i folkelig skikkelse. Kristendommen kommer som »en himmelske gæst til et jordisk fædreland», kristendommen tager form efter den forskellige folkelige jordbund, den plantes i (Norges kristne, Sveriges kirke, Danmarks menighed). På missionsmarken bør man ikke løsrive den enkelte fra sin slægt; vi skal ikke pånøde Inderne vore former for kristenliv, men bane vej for en ny folkemenighed (Løventhals missionssyn, d. 1917 videreført af Porto-Novo-missionen). 9. De grundtvigske menigheder fremstod ved mødet mellem de gudelige forsamlinger, som brødremenighedens emissærer fra Christiansfeld havde plejet i rationalismens vinter, og Grundtvigs første præstevenner. Lægprædikant P. Larsen-Skræppenborg (d. 1873) besøgte fra slutningen av 20erne de kredse Herrnhutterne tilså. Vilh. Birkedal blev i 1840 præst i Midtjylland, han vandt P. Larsen for den kirkelige anskuelse; fremtidig ville denne nøjes med at være »ordets køresvend» og lade g.s præster tale. 10. Grundtvigs oprindelige højskoletanke sigtede på en medborgerskole, men da Chr. Kold på Fyn havde stillet oplivelsen forrest, gav Grundtvig ham tilslutning (højskolesangens ord: »Langt mere værd end det røde Guld, det er sin Gud og sig selv at kende» 1856). Grundtvigs unge venner fra »lille teologicum» (Schrøder, Trier, Baagø, Nørregaard), der rejste deres retninggivende skoler efter 1864, gav det kristelige større plads i undervisningen, end Grundtvig havde tilsigtet i Sorø. De ville udføre en Johannes’ Døbergerning: berede Herren et velskikket folk. Om flere af disse folkehøjskoler groede der grundtvigske menigheder frem (Ryslinge, Rødding, Vallekilde, Askov). 11. Børnene tilhører forældrene, ikke samfundet. Magter de ikke at hjemme undervise dem, bør en kreds af samstemte forældre ansætte en lærer, der kan undervise børnene i hjemmets ånd, synge med dem og 1134