GRUNDTVIGIANISMEN Grundtvigs mindekirke på Bispebjerg i København. Bygget 1921—1940 af arkitekterne P. V. Jensen Klint og Kaare Klint. fortælle for dem, så drenge, der lytter, gå ud som mænd (Koldske friskoler). 12. G. stoler på, at ånden virker kun i frihed. Deraf det kirkelige frihedskrav. Målet er frie menigheder om frie præster under statens tilsyn. For det danske folks skyld skulle menighederne blive indenfor folkekirkens ramme. Lægfolk skal ikke være bundet til deres sognepræst (»sognebåndsløsning» gennemført 1855); en kreds af familier kan selv vælge og lønne deres præst indenfor folkekirkens orden (valgmenighedsloven 1868), fra 1903 kan de benytte sognekirken. Når de gammeldagstroende således sikres, kan den tålsomme, rummelige folkekirke omfatte alle, der siden reformationen har haft hjemstedret her: ortodokse, pietister, rationalister, højkirkelige, alle, der regner Luther for lærefader. Det var Grundtvig en hjertesorg, at ikke alle hans præstevenner var med på hans krav om præstefrihed: 1135 præstens ret til at afvise mennesker, han ikke kan betjene med god samvittighed (kun gennemført ved fraskiltes vielse), og til at forkynde ordet og betjene nådemidlerne ubundet af løfter og forskrifter, men som han kan forsvare det for Gud og sin samvittighed (forkyndelses- og en rimelig ritualfrihed). (Jfr. Frimenighed, Valgmenighed.) 13. G. har ikke gjort sig stærkt gældende i den teologiske verden. G.s modsætningsforhold til »den sorte skole» og opposition mod det teologiske fakultet gjorde vel sit til, at de højt begavede lærde mænd af hans første discipelkuld blev lukket ude (J. Chr. Lindberg, d. 1857, P. Chr. Kierkegaard, d. 1888, sen. Skat-Rørdam, d. 1909). I Gylling sad eneboerpræsten Otto Møller (d. 1915) og udformede sin ejendommelige tænkning samlet om genløsningen og med »Danske lov» (sandheden) som tugtemester til Kristus. Det var mest kirkehistorie, Grundtvigs venner dyrkede (Fr. Hammerich, d. 1877, L. Helveg, d. 1883, Fr. Nielsen, d. 1907), særlig salmehistorie (C. J. Brandt, d. 1889). Praktisk kirkeligt arbejde og folkeoplysning drog kræfterne til sig. Flere præster har ydel værdifulde bidrag til den opbyggelige litteratur (E. Koch, Odense, d. 1923, C. Koch, Ubberup, d. 1925), enkelte i nær føling med tidens almindelige kulturelle strømninger (O. Geismar, d. 1950). J. Knudsens forfatterskab (d. 1917) var utænkeligt uden g. — Nationalt har g. betydet så meget, at Slesvigholstenerne er nær ved at identificere dansk åndsliv med g. Skønt de grundtvigske frimenigheder i Nordslesvig med Rødding (fra 1874) som udgangspunkt kun var få, fik de stor indflydelse, da vidtskuende mænd med rod i disse kredse ledede udviklingen op til genforeningen i 1920. I dag virker forholdsvis mange grundtvigske præster og lærere i Sydslesvig. — I hovedstadspressen spores næppe noget grundtvigsk islæt; derimod står den liberale provinspresse i velvillig vekselvirkning med grundtvigsk oplysning. 14. G. har altid haft svært ved at holde samlet front. Spørgsmål om den hellige skrifts værdi, om moral, politik, organisation er debatteret for åbent tæppe i kirkelige blade (Kirketidende, hø jskoleblade, Me- 1136