GRØNLAND hetsmøte på Sagatun 1886 da ny-grundtvigianerne allierte seg med fritenkerne, mens gammel-grundtvigianerne ble stående på trosbekjennelsens grunn. Til de første hørte V. Ullmann, til de siste Fr. Wexelsen og Chr. Bruun*. G. gikk nå snart sin undergang i møte som kirkelig parti. Men da var imidlertid en rekke av Grundtvigs salmer kommet inn i den norske salmebok i 1869 (M. B. Landstads Kirkesalmebog), og i det nye høymesseritual 1887 og Alterboken 1889 var Apostolicum kommet inn i gudstjenesten som fast ledd, endog i den korrekte form. Og både folkekirke- og frihetsidéene fortsatte å leve i 90-årenes frilynde og nasjonale ungdomsbevegelse, mens anvendelsen av Apostolicum som uttrykk for den uoppgivelige kjerne i kristendommen opplevde en renessanse i den konservative teologis kamp mot de liberale i det 20. århundre. G. var da forlengst forvandlet fra kirkelig parti til et ikke partibundet incitament i norsk kirkeliv. Litt.: A. Skrondal, Grundtvig og Noreg. Kyrkje og skule 1812—1872 (Bergen 1929); dens., Grundtvigianismen i Noreg. Kyrkje og skule 1872—1890 (Bergen 1936); E. Molland, Fra Hans Nielsen Hauge til Eivind Berggrav (Oslo 1951). E. M. GRÆKENLAND, se Balkanländerna. GRÆSK, se Grekisk. GRØNLAND. Ved Hans Egedes ankomst 1721 var grønlænderne et primitivt, næsten uberørt naturfolk. De tænkte sig naturen befolket af væsener, der boede i lys og mørke, luft, hav og strand. Vigtigst var tôrnårssuk, mulig »den lille el. usynlige skytsånd», havkvinden, der beherskede sødyrene og sila, luftens ånd. Åndemanerne (angákut) formidlede disse kræfter og håndhævede retsordenen. Gudsbegrebet var uklart og fjernt. Dog omtaltes pínga, »den hist oppe». Blodhævn og snigmord var hyppige, ligesom man efterstræbte sin fjende med tryllemidler. Konebytning under »lampeslukningslegen» menes at have haft kultisk karakter. Utallige taburegler lagde tryk på tilværelsen, hvorfor kristendommen kom som en befrielse. Dog ejede grønlænderne 1139 en rig verden i deres sagn, digte og trommesange. Under sin virksomhed på »Håbets ø» og ved Godthåb nåede Hans Egede (1686—1758) kun at døbe ganske få. Sproglige vanskeligheder, kolonisternes dårlige eksempel og foretagendets usikkerhed voldte alvorlige hindringer. Efter koppeepidemien, der også kostede hans hustru, Gertrud Rasch, livet, var Hans Egede udslidt og hjemrejste 1736. Her virkede han ved sine grønlandske beskrivelser og sproglige arbejder. Sønnen Poul Egede grundlagde missionen i Nord-g. Herrnhutterne var 1733 kommet til Godthåb, men samarbejdet med Hans Egede var, grundet lærestridigheder, ikke det bedste. Siden anlagde herrnhutterne andre stationer i Syd-g. med periodisk stærk tilslutning på grund af deres livligere salmesang og følelsesbetonede forkyndelse. Den dansknorske, mere ortodoks prægede mission gjorde omvendt en grundigere indsats på det undervisningsmæssige område. — Efter Egedernes tid bredte missionen sig jævnt og havde mod 18-de årh.s slutning god fremgang gennem betydelige missionærer som Glahn, Sverdrup (viceprovst Nord-g.), Thorhallesen (viceprovst Syd-g.) og sprogforskeren og zoologen Otto Fabricius. Krigen med England 1807—14 nedbrød meget ved den hyppigt svigtende forbindelse. En overgang var kun een missionær i G. Overtro og usædelighed bredte sig, og planlagte reformer måtte skrinlægges. Dog gjorde indfødte kateketer, især af blandingsslægt, et betydeligt arbejde f. eks. Fr. Berthelsen (senere ordineret). Fra 1845 medførte oprettelsen af seminarierne ved Godthåb og Jakobshavn (dette sidste nedlagt) store fremskridt for kateketarbejdet. Mod 19. årh.s slutning var mis sionen for længst af sluttet på vestkysten, sidst ved Upernavik. Foruden en del kirkelig litteratur, en række udg. af salmebog, lærebog, ritual m. m. forelå nu bibelen i samlet grønlandsk oversættelse. Særlig medvirkede Sam. Kleinschmidt, der var overgået fra herrnhutterne til Godthåb seminarium. Herfra øvede samtidig seminarieforst. N. E. Balle vidtrækkende indfly- 1140