GUD ter. Der er 23 præster, hvoraf 16 indfødte. Foruden sit rejsetilsyn sammenkalder provsten tjenstlige konventer med indstillingsret i kirkelige sager overfor myndighederne i Danmark. En af præsterne er viceprovst i Nord-g., idet dog lov af 1950 giver mulighed for embedets nedlæggelse. G.s præstegæld er af betydelig udstrækning, nogle indtil ca. 330 km. Præsterne bor hovedsagelig i kolonierne og berejser distrikterne i motorbåd eller (i Nord-g.) i hundeslæde. Kateketer af stærkt varierende uddannelse bistår præsterne ved kolonierne og er deres stedfortrædere ved udstederne. De kan ikke forrette vielse og altergang, dog med visse begrænsninger barnedåb. Der er flere gode kirker, ved mindre steder »skolekapeller». Ved de mindste pladser holdes gudstjeneste og undervisning i hjemmene. — M enighedslivet er nu knap så stærkt som i samfundsbevægelsens bedste dage. Flere af menighedssamfundene er afløst af foreninger med alment kulturelt program. Drikkeri og kønssygdomme har i senere år voldt stor skade. Kirkegangsprocenten er aftagende, men dog gennemsnitlig betydelig højere end i Danmark. Den forstærkede brydning mellem gammelt og nyt har vanskeliggjort kirkens arbejde. Målet må være også i en urolig overgangstid at vejlede vore dages blandingsgrønlænder til selvstændig tilegnelse af kristendommen. G. sely håber herunder på fortsat støtte fra den danske moderkirke. Litt.: H. M. Fenger, Bidrag til Hans Egedes og den grønlandske missions historie 1721—60, (diss. Khvn 1879); H. Ostermann, Den grønlandske missions og kirkes historie (Khvn 1921); Chr. Ludwigs, 1721—1921 (Khvn 1921), herunder Schultz-Lorentzen, Fra mission til kirke; Greenland I—III (Copenhagen, London 1928—1929) herunder K. Balle, The Church of Greenland of the present day; J. Lagerkrantz, Hans Egede (Sthm 1942); L. Bobé, Hans Egede, Grønlands missionær og kolonisator (i Meddelelser om Grønland — bd 129:1, Khvn 1944); Finn Gad, G.s historie (Khvn 1946); N. A. Barfoed, Hans Egede, Grønlands apostel (Stavanger 1950); Birket-Smith (red.), Grønlandsbogen I—II (Khvn 1950) herunder Aage Bugge, Den grønlandske kirke. Aa. B. 1143 GUD. I. Eksegetisk. 1. Den ene Gud. At G. er G. og at G. er en, er grunnforutsetningen for hele bibelen. Moselovens første bud lyder: »Du skal ikke ha fremmede guder for meg», og det nytestamentlige Kristusbudskap er uløselig forbundet med kallet til å vende om fra avgudene og tjene den levende og sanne G. (2. Mos. 20: 2, 1. Thess. 1: 9 f.). G., den ene Herre, har krav på å bli elsket, tilbedt og adlydt av et helt og udelt sinn (5. Mos. 6: 4 f.). Bibelens G. er en virkende og handlende G. Han forkynnes i N.T. som den som skal dømme verden og la sitt rike komme, og som alt har sendt Kristus og oppvakt ham fra de døde. I kirken virker han gjennom sin Hellige Änd. Denne G. er tillike G. T.s G., han som har talt gjennom profetene og handlet i Israels historie, fedrenes G., verdens skaper. Heller ikke blant hedningene har han latt seg uten vitnesbyrd. Ukjent av dem, har han gitt dem liv og alle ting. At den ene Herre, Kristus, kan nevnes ved siden av den ene G., Faderen, eller at Faderen, Sønnen og Ånden kan stilles sammen i triadiske formler, står i N.T. ikke i noen motsetning til den bibelske mon o te isme*. I Kristus og i den Hellige Ånd erkjennes og æres nettopp den ene, sanne G. Uten Kristus og Ånden har en heller ikke den virkelige G. N.T. kan derfor sies å inneslutte tanken om G.s treenighet, sely om det ikke har noen utformet lære om den. 2. Guds navn. Så å si alt som sies i bibelen har relasjon til G., men det tales ikke så meget, og mest i hymniske lovprisninger, om hvem G. i og for seg er. De johanneiske formuleringer: »G. er ånd,» »G. er lys,» »G. er kjærlighet,» fremhever bestemte aspekter men gir ikke uttømmende definisjoner. Bibelen taler mest om G. slik han har gjort seg kjent, om G.s »navn», hans gjerninger og vilje, og om menneskenes stilling for G. Bare i bakgrunnen skimtes i G. T. forbindelseslinjer mellom israelitisk gudstro og fororientalsk mytologi. Navnet Jahve er det sammenfattende uttrykk for Israels G.s vesen, til forskjell fra andre guder. Men med stigende klarhet er det blitt erkjent at disse andre guder bare er »såkalte guder.» Selve 1144