GUDS RIKE sakramente skabte samfund af troende. Her er G. skjult under korset, engang skal det åbenbares synligt i herlighed. På jorden eksisterer G. i stadig kamp imod Djævelens rige, men sejren er vis. G. er ikke statens modsætning, thi også staten er Guds tjener og her på jorden nødvendig for G. Luther kan ligefrem kalde staten G., men kun »das reych mit der lincken Hand» i modsætning til »sein rechtes reych», hvor Han selv regerer, og hvor evangeliet forkyndes for de fattige (Weimar Auflage 52, 26, 1 f.). G.- tanken må holdes fri såvel for kristelig imperialisme som for Cæsareopapisme. 5. Den kollektivistiske, religiøs-sociale forståelse. Tanken om G. som et menneskeligt samfund er gjort gældende i nyere teologi af Schleiermacher og — navnlig — af Ritschl med hans opfattelse af kristendommen som en ellipse med to brændpunkter: forløsningen i Kristus og G. Dette er samfundet af mennesker i gensidig given og modtagen, bestemt ud fra Guds kærlighed. G. er korrellatet til Guds kærlighed og er det mål, til hvilket Gud skabte verden. G. er her en dennesidig størrelse, bestemt ud fra Ritschls etisk idealistiske, af Kant prægede personlighedsforståelse, hvor det nytestamentlige eskatologiske motiv ganske er forsvundet. En særlig udformning af denne immanente G.-type finder vi i den religiøse sociale forståelse af G., navnlig repræsenteret i Amerika. G. er Guds kongeherredømme, der skal realiseres her på jorden ved en gennemgribende, i Kristi ånd foretaget forandring af alle sider i det menneskelige samfunds liv. Kristendommen er forkyndelsen af en ny, samfundsomskabende etik, der angår hele menneskelivet (The social gospel). »No doctrine of the incarnation and no theory of redemption can take the place of the historical Jesus as the source of goals and dynamic for social change» (John Bennet). En ejendommelig forståelse af G. som en religiøs social størrelse, forbundet med syn for betydningen af inkarnationen, det ydre kirkesamfund og af eskatologien finder vi hos flere engelske teologer, f. eks. F. D. Maurice, Westcott, Gore og Temple. 1171 6. Den universalistiske, eskatologisk-realistiske, frelseshistoriske forståelse. Med udgangspunkt i pietismen ser Bengel og efter ham J. T. Beck G. som et frelseshistorisk drama, Guds kamp for trods alle hindringer at føre sit rige frem til sejr. En særlig stærk og særpræget udformning får dette syn i de to Blumhardter, fader og søn, med deres profetiske og realistiske forkyndelse, båret af håbet om en ny åndsudgydelse og af troen på Jesu sejrende magt. Frelse er ikke først og fremmest den enkelte sjæls frelse, men G.s komme i kraft. »Jesus ist Sieger!» Hos den yngre Blumhardt får dette syn stærkt sociale konsekvenser. Under indflydelse af den nytestamentlige eksegeses fornyede forståelse af det nytestamentlige budskab og af »tidernes tegn» kæmper nutidens teologer for en ny forståelse af G. Afgørende er forståelsen af det universalistiske »rigsperspektiv»: frelse er ikke blot den enkeltes salighed, men rigets gennembrud. Hovedsynspunktet er ikke »religionsperspektivets» statisk metafysiske modsætning mellem »dennesidig» og »hinsidig», men »rigsperspektivets» levende, dynamiske modsætning mellem den »gamle» og den »ny» tid, mellem historiens »før» og »nu». G. tilhører ikke mystikken, men historien. Derved kommer det eskatologiske til sin ret. Eskatologien forstås ikke individualistisk-»rumsligt», men universalistisk-tidsligt: Gud fører igennem frelseshistorien sit rige til sejr, Gud »henter sin skabning hjem». G. er fremtid i streng eskatologisk forstand, men dette »kommende» virker som levende nærværende nutid »hic et nunc». Kristus er riget selv, »autobasileia», som Origenes udtrykte det, på een gang den, i hvem G. brød levende nutidigt ind i den gamle tid, og den, der bringer fuldendelsen, det kommende G. Her udfra er det tillige muligt at nå til et positivt forhold mellem G. og kirke. Thi kirken har sin plads i dette bibelske, universalistiske og eskatologiske »rigsperspektiv». Litt.: F. D. Maurice, The Kingdom of Christ (3 ed. London 1883); J. S. Candlish, The King- dom of God (London 1884); A. Robertson, Regnum Dei: 8 lectures on the Kingdom of God in 1172