dels som nationale protester mod den slesvigholstenske landskirke. Efter genforeningen blev disse frimenigheders stilling vanskelig og i grunden meningsløs, men afviklingen må ifølge sagens natur foregå langsomt og forsigtigt. Fra middelalderen var der et kollegiatkapitel i Haderslev, hørende under Slesvig bispestol, og kapitelskirken var den skønne gotiske katedral »den salige Jomfru Maries Kirke», som 1922 blev gjort til domkirke for H. Der udnævntes også en stiftsprovst, som imidlertid først fra 1951 er sognepræst ved domkirken. Stiftet dækker det østjyske område fra Flensborg fjord til Horsens fjord, en lang, men ofte ganske smal strimmel land (ved Kolding kun ca. 1 km bred); det omfatter 3438 km?, har 300.000 indbyggere, 7 provstier, 158 kirker, 121 sognepræster og 26 andre præster; det rummer byerne: Haderslev, Ābenrå, Sønderborg, Kolding, Fredericia og Vejle. Stiftets åndelige grundpræg er meget varieret. De gamle kongerigske dele består overvejende af en solid bondebefolkning — frugtbar jord er almindeligst — med stærkt præg af både grundtvigske og indremissionske vækkelser. De sønderjyske landsdele får deres profil mejslet af de nationale modsætninger, som er størst i stiftets sydøstlige hjørne (»den truede firkant»), og som har kaldt et særpræget dansk, folkeligt liv frem i nu mere end 100 år. Den ældre danske modsætning mellem grundtvigsk og indremissionsk vækkelse spores også i de sønderjyske områder, men har et noget andet præg end nordpå. Den grundtvigske bevægelse har et større indslag af det nationale, fremfor det kristelige og folkelige (i grundtvigsk forstand), og Indre Mission har modtaget stærke impulser fra tysk Innere Mission. Biskopper: V. Ammundsen 1923—36, C. W. Noack 1937—. Litt.: V. Ammundsen, Det aandelige liv (i Sønderjyllands Historie V, Khvn 1932—33, 307— 410); Slesvigs delte bispedømme (Festskrift ved Slesvig bispedømmes 1000 aars jubilæum 1948, Khvn 1949); Kirkelig håndbog (8 ed. af P. Nedergaard, Khvn 1951). P.G.L. 1209 HAGGAJ HAGGAJ er navnet på den profet, hvem det tredjesidste af tolvprofetbogens skrifter tillægges. I overskriften betegnes han udtrykkelig som profet (hebr. nabi’). Han omtales sammen med profeten Zakarja i Ezr. 5:1 og. 6:14 som ivrende for genopførelsen af templet i Jerusalem i 520. Bortset herfra har vi ingen historiske oplysninger om H. H.s skrift falder i 2 kap. og består af 4 daterede taler, som alle hører hjemme i perserkongen Darius’ 2. regeringsår d. v. s. 520 f.Kr. Hele skriftet er formet i prosa, muligvis bortset fra rytme i oraklerne. Den første tale (1: 1—11) er dateret til den 1. dag i den 6. måned og opildner den persiske statholder Zerubbabel (en sønnesøn af kong Jekonja) og ypperstepræsten Josua til at genopføre templet, som endnu ligger i ruiner, mens de fornemme selv bor i luksuriøst udstyrede huse. Profeten hævder derfor, at den materielle ngd og misvæksten i landet skyldes den manglende omsorg for templet efter hjemkomsten fra eksilet*. Det følgende lille afsnit (1:12—15) beretter, at talen resulterede i påbegyndelsen af tempelbygningen på den 24. dag i den 6. måned. Den anden tale (2: 1—9) er dateret til den 21. dag i den 7. måned og lover de mismodige, som mindedes det gamle tempel, at det nye tempels herlighed vil overgå det tidligeres, idet det skal fyldes med skatte fra folkeslagene. Den tredje tale (2: 10—14), som hidrører fra den 24. dag i den 9. måned, forelægger præsterne det rituelle spørgsmål, om det hellige og det urene smitter ved berøring. Da svaret går ud på, at alene det urene smitter, tager profeten heraf anledning til at forklare, at sådan forholder det sig med »dette folk», der gør alt urent. Hermed er rimeligvis tilsigtet en afvisning af samaritanerne og de tilbageblevne judæere, som ville være med ved genopførelsen af templet. Til den tredje tale slutter sig en forjættelse (2: 15—19), gående ud på at misvæksten herefter skal afløses af rig velsignelse. Den fjerde og sidste tale (2:20—23) er ligeledes dateret til den 24. i den 9. måned. 1210