således rent parentetisk, at med præsteskabet er også loven ændret, 7: 12. Hovedtemaet behandles til slutningen af kap. 10, hvorefter troen er emnet i kap. 11 med en lang række gammeltestamentlige eksempler, og kap. 12 giver disse betragtninger anledning til konkrete formaninger. Mere i smag med de virkelige breve i det N.T. er formaningerne i kap. 13, der i de sidste vers får en næsten paulinsk klang. Også i de mere dogmatiske kapitler, der søger at opstille en lære om Kristus ved den omtalte sammenligning med englene og de gammeltestamentlige personer og forhold, især tempelkulten, findes lejlighedsvise formaninger, f. eks. 5:11—6:12. Det er et omstridt spørgsmål, om disse formaninger tager sigte på konkrete forhold i en menighed, så de forudsætter en bestemt læserkreds eller eventuelt en bestemt tilhørerkreds, så at H. er et virkeligt brev eller en oprindelig præken, der ved afsendelsen har fået en brevslutning i kap. 13, eller om H. er en epistel, altså et kunstbrev, der kun tilsyneladende henvender sig til en snævrere kreds, men i virkeligheden taler til kristne læsere i hele verden. Dette spørgsmål kan kun 1¢øses i sammenhæng med spørgsmålet om, hvem der har skrevet H. Undersøger man H.s ældste historie, vil man finde, at det er benyttet og således første gang bevidnet i 1. Klemensbrev (fra ca. 96), men at det længe var omstridt og havde vanskelighed ved at blive optaget i kanon. Først da den østlige kirkes opfattelse af H. som et Paulusbrev, der allerede var fremført af Klemens fra Alexandria, vandt almindelig tilslutning, fandt H. plads i kanon ved siden af Paulus’ breve. Og det er først efter reformationen, at den opfattelse er trængt igennem, at H. ikke er skrevet af Paulus. Hverken sprogligt eller tankemæssigt kan H. hidrøre fra ham. Romersk-katolske forskere betragter dog vedvarende H. som et Paulusbrev. Efter at den opfattelse er trængt igennem, at forf. ikke er Paulus, har der været fremsat nye hypoteser om, hvem forf. har været, men ingen af dem har vundet almindelig tilslutning. På grund af den paulinske klang i brevets sidste vers og hentydningen 1233 HEBRÆERBREVET til »vor broder Timotheus» i 13: 23 har man søgt forf. blandt Paulus’ medarbejdere. Man har foreslået Lukas, som allerede Klemens og Origenes havde formodet var medansvarlig for H.s nuværende form. Andre har antaget, at forf. er Barnabas, der var hellenistisk jøde og levit, og som Tertullian angiver som H.s forf. Andre forslag er: Apollos, Silas eller ægteparret Akvilas og Priskilla. Det er umuligt at føre bevis for eller at gøre det sandsynligt, at netop en af disse personer har skrevet brevet, men det kan på den anden side heller ikke i alle tilfælde modbevises. Vigtigt er det at fastslå, at den ukendte forf. tilhører en senere generation end Paulus. Det ses af 2:3 og af hentydningerne til tidligere forfølgelser, 10:32 39. Ligesom det er klart, at aposteltidens kamp om lovens gyldighed for de kristne er et overstået stadium. Det er derfor rimeligt at antage, at H. ikke kan være skrevet meget tidligere end dets ældste bevidnelse i 1. Klem., således at dets affattelse kan sættes til ca. 90. Ved en sådan ansættelse vil en del af de lige nævnte forslag om brevets forf. vise sig at være usandsynlige. Sammenhængende med spørgsmålet om forf. er problemet om H.s læsere, hvad enten vi skal søge dem i en bestemt menighed eller i almindelighed i et kristeligt publikum. Fra gammel tid bærer brevet titlen »Til hebræerne», og man har deraf sluttet, at det skulle være rettet til jødekristne, men da denne titel må være en senere tilføjelse, har den ingen værdi som kilde, men betegner blot en lidt senere tids opfattelse af brevet. Man har dog også i nyere tid villet fastslå, at H. er rettet til jødekristne, fordi det forudsætter et indgående kendskab til det G. T. hos læserne, men fra Paulus’ breve ved vi, at han forudsætter et lige så indgående kendskab til det G. T. hos de hedningekristne læsere af Romerbrevet og Galaterbrevet. Og det med H. næsten samtidige 1. Klemensbrev forudsætter det samme hos de hedningekristne læsere i Korinth. Der kan da ikke sluttes noget om læserne ud fra denne stærke anvendelse af det G.T. Man har også i H.s sammenligning af den gamle og den nye pagt og fremhævelse af, at den 1234