HEDBERG første ikke længere er gyldig, villet finde bevis for, at læserne er ved at falde fra kristendommen og vende tilbage til jødedommen, men steder som 3:12 og 6:1 f. viser, at frafaldet betyder tilbagevenden til hedenskabet. Sammenligningen af Kristi soning med den gammeltestamentlige tempelkultus er for den sidstes vedkommende alene opbygget på tekster fra det G. T., uden at der synes at være fare for, at læserne skulle vende tilbage til den jødiske kultus, der da også må være ophørt (i 70), inden H. er skrevet. Anvendelsen af det G. T. i H. har man ofte henført til Alexandria, idet vi for denne bys vedkommende er vidende om en jødisk litt. på græsk, der søger at forbinde bibelsk tankegang med græsk filosofi. Selv om der er lighed i den måde, hvorpå gammeltestamentlige begivenheder og institutioner gøres til skygger af noget tilsvarende i den himmelske verden, så er dog H.s lære om Kristus, der er brevets centrale emne, ikke præget af den jødisk-alexandrinske litt., men står under et bibelsk, åbenbaringshistorisk synspunkt. Mens H. endnu kender forskel mellem den gamle og den nye pagt, har 1. Klemensbrev og Barnabas’ brev fuldstændig overtaget det G.T. som udtryk for den nye pagt, mens alle tre breve er fælles om en stadig beskæftigelse med det G. T. Ligesom i H. skildres også i 1. Klem. Kristus ved hjælp af gammeltestamentlige citater (kap. 16). Således tyder alt på, at H. er blevet til efter apostlenes tid, ikke længe før 1. Klem., men det er vigtigt, at forf. ikke har søgt at få sit brev frem under en apostels navn, således som det ellers var almindeligt i denne del af det 1. årh. Ganske vist kunne 13:22—25 tyde på, at det var tilsigtet at udgive brevet for et Paulusbrev, men disse vers adskiller sig fra det øvrige brev og kan være en senere tilføjelse. Ellers er enhver hentydning til læserne vage, så de lige så vel kan stå om tidens hedningekristne i almindelighed som om medlemmerne af en enkelt menighed, hvortil brevet skulle være stillet. Det er derfor naturligt at opgive tanken om H. som et virkeligt brev til en bestemt menighed eller en præken, som ligeledes er talt til en bestemt me- 1235 nighed, under hensyn til, at brevets hovedtema, den omhyggelige fremstilling af læren om Kristus ved stadig nye sammenligninger med det G. T., næppe har nogen konkret anledning i en bestemt menighed, men har ligget forf. på sinde, således at han har forfattet sit skrift for at give en dogmatisk belæring om Kristus, men at han i den kristne verden ikke har haft nogen anden mulighed for at optræde som forf. end den at skrive et tilsyneladende lejlighedsskrift af den art, som apostlene havde skrevet, og som hans egen tid nu forfattede i apostlenes navne. Et sådant kunstbrev kalder vi for en epistel, og H. er — bortset fra de sidste vers i brevet — et klart eksempel på en epistel. Se også Paulus. Litt.: F. Torm, Indledning til det Ny Testamente (3 ed. Khvn 1940, s. 351—367); H. Mosbech, Nytestamentlig Isagogik (Khvn 1946—49, s. 551—571); F. Buhl, Hebræerbrevet (Khvn 1922, 2. ed. ved H. Mosbech 1941); W. Leonard, The authorship of the epistle to the Hebrews (London 1939); B. Frost, To the Hebrews. A dogmatic and devotional commentary (London 1947); O. Michel, Der Brief and die Hebräer (Kritisch-exegetischer Kommentar über das N.T. 8 ed. Göttingen 1949); J, Cambier, Eschatologie on hellenisme (i Analecta Lovaniensia biblica et orientalia. Ser. 2:12, Louvain 1949). Johannes Munck HEDBERG, Fredrik Gabriel (1811—1893), föddes i Salo i Finland nära Brahestad, där fadern var kronolänsman. Efter skolgång i Uleåborg och Brahestad blev han 1826 student i Äbo och avlade 1832 fil. kand.examen och prästvigdes 1834. Han blev adjunkt till en början i Sjundeå och därpå i Lojo i Nyland. I Lojo stiftade han bekantskap med församlingslivets olika grenar och förestod tidtals en kyrklig skola. Påverkad av den s. k. studentpietismen i Helsingfors trädde han i förbindelse med den religiösa folkväckelsen. 1838 blev H. nådårspredikant i Pemar nära Åbo, där han genom andaktsstunder arbetade i väckelsens anda. På grund av H:s pietistiska ståndpunkt förflyttade domkapitlet honom 1840 såsom fängelsepredikant till Uleåborg, där han vistades till 1842. Han bedrev här ytter- 1236