HELGESEN H. bedriver missionsverksamhet i Kina (sedan 1890) och Sydafrika (sedan 1891). Enl. 1947 års uppgifter voro missionärerna 74 och utgifterna för den yttre missionen omkr. 486.000 kronor. Evangelisternas antal var då 387 och de anslutna församlingarnas 60. Kassaomslutningen uppgick till omkr. 314.000 kronor. Förbundsorganet »Trons segrar» utgår i omkr. 9.000 ex. Litt.: Se de olika minnesskrifter som utkommit till 25 års-, 40-, 50- och 60 årsjubileerna; G. Westin, Trossamfund i Sverige (Uppsala 1945). Hg PI. HELGESEN, Poul (Paulus Helie) (ca. 1485 —ca. 1535), dansk karmeliterprovincial og reformkatolsk forf. P.H. blev som barn optaget i karmeliterklostret i Varberg, kom senere til Helsingør og udnævntes 1519 til »Regent» for ordenens nye kollegium i København. Samtidig skulle han holde bibelske forelæsninger på universitetet, hvor han snart samlede en begejstret discipelskare om sig. Da han 1522 havde vakt Christian IIs vrede, genkaldte denne gavebrevet til kollegiet, hvorefter P.H. flygtede til Jylland for at slutte sig til oprøret mod kongen. Men også Frederik JI, der begunstigede den lutherske bevægelse, skuffede P. H. Han udsendte i disse år en række stridsskrifter mod reformationens talsmænd i Danmark og Sverige. På herredagen i København 1530 optrådte han i prælaternes følge sammen med de indkaldte tyske teologer. Ved processen mod Hans Tausen* 1533 søgte han at godtgøre dennes kætteri i nadverlæren. Dernæst opholdt han sig i Roskilde, antagelig som læsemester ved domkapitlet. Han betonede nu nødvendigheden af gensidig tolerance og forsoning. Med udgangen af 1534 ophører alle efterretninger om ham. Af P. H.’s talrige skrifter (bl. a. flere oversættelser af Erasmus) må nævnes den såkaldte »Skibykrønike», der i et yderst livfuldt sprog gengiver hans bitre kommentarer til tidens begivenheder og personer, et af de interessanteste kildeskrifter til dansk reformationshistorie. P.H. er bibelhumanismens* betydeligste repræsentant i Danmark. Hans 1255 Første side af Skibykrøniken. mål var en forening af »gudfrygtig lærdom» og »lærd gudfrygtighed». Han ivrede for skriftstudiets fornyelse, men bibelen skulle fortolkes efter kirkefædrene. Han revsede gejstligheden og de kirkelige misbrug, men Luther, som han i begyndelsen havde hilst velkommen (1526 udkom hans oversættelse af »Betbüchlein»), afviste han bestemt, da han forstod, at Luthers lære førte til kirkebrud, thi »Misbrug ophæver ikke Brug». Også i frelseslæren afviste P.H. Luther; han betonede, at frelsen alene skyldes Guds nåde, men vi frelses ikke ved troen alene; uden gode gerninger kan ingen bestå på dommens dag. P.H. indtog et uholdbart mellemstandpunkt: Medens han af de gammeltroende blev beskyldt for at være Lutheraner, bley han af sine disciple, der tilsluttede sig reformationen, kaldt en »Vendekåbe»; begge dele med urette. For den historiske udvikling fik P.H.s bibelhumanisme stor betydning som posetiv forberedelse for reformationen. Se även Reformationen, Reformkatolicismen. 1256