DEN HELLIGE ÅND 1—2 (Paris 1935); F. Cumont, Recherches sur le symbolisme funéraire des Romains (Bibliothèque archéologique et historique 35, 1942); K. Prümm, Religionsgeschichtliches Handbuch für den Raum der altchristlichen Umwelt (Freiburg i. Br. 1943). M.P.N. HELLIG, se Helig. HELLIG TRE KONGER, se Heliga tre konungar. HELLIGDAG, se Fester och helgdagar. HELLIGE STEDER, se Heliga platser. DEN HELLIGE ÅND. 1. Bibelteologisk. Israelitten taler ikke som grækeren metafysisk, filosofisk om Gud, men om Gud som en levende, handlende og talende person. Gud er ikke filosofiens tidløse Gud, men historiens Gud, der handler frem imod et mål. Når bibelen taler om Guds ånd, betyder det derfor Guds aktive magt og energi (se f. eks. Es. 31: 3), Guds egen tilstedeværelse. Kun tre steder i det G. T. betegnes ånd som hellig (Es. 63: 10 og 11; Ps. 51:13) d.v.s. den ånd, som er Gu ds i modsætning til alt menneskeligt. Vi møder senere udtrykket i den jødiske synagoge, og derfra går det over i urkristendommen. Som levende aktivitet er Gud nærværende i sin skabning (1. Mos. 1:2; Job 26:183; Ps. 104: 28 f.; Es. 32: 15). Jahves ånd virker i naturen og skaber liv af døde, orden af kaos. En prægnant betydning får Guds ånd, når den tager bolig i særlige mennesker, igennem hvilke Jahve regerer og leder sit folk. Således i dommerne (Dom. 3:10; 6:34; 11:29; 13:25) og i kongerne (l. Sam. 10:6; 11:6; 16:13). Et særligt problem byder forholdet mellem ånden og profeterne. I Israels tidligere historie viser ånden sig i ekstase (1. Sam. 6: 10), senere i profetens urokkelige bevidsthed om at tale Jahves ord. Jfr. det hyppigt tilbagevendende »Så siger Herren». Viser ånden sig tidligere som uovervindelig kraft i handling og dåd, fremtræder den senere i konkret aktuel åbenbaring af Guds vilje. Afgørende er forbindelsen mellem Guds ånd og Messias. Den kommende Messias skal være bærer af visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd (Es. 11:2). Gud 1283 lægger sin ånd på ham, for at han skal udbrede ret (Es. 42: 1 f.), med Herrens ånd skal han salves til at gå ud med glædesbud, lægedom og frihed (Es. 61: 1 f.). Ejendommeligt for den eftereksilske tid er dels tilbageblikket til tidligere tider som en særlig åndens tid, dels forventningen om en ny åndsudgydelse, der skal gøre det døde folk levende (Es. 37: 1 f.), så profetien genrejses og nye syner skues (Joel 3:1—2). I N. T. spiller Guds hellige ånd en overvældende rolle. Alle nytestamentlige skrifter, undtagen 2. og 3. Joh. brev taler om dens virksomhed. Urmenigheden behøvede ikke at se tilbage og ikke længselsfuldt at skue frem, thi ånden var en levende virkende kraft i nutiden. Allerede i evangelisternes skildring af Jesus ses åndens betydning. Løb G. T.s tale om ånd ud i disse to linier: den kommende Messias som bæreren af Guds ånd og forventningen om en ny åndsudgydelse, kan man sige, at de synoptiske evangelier lægger vægten på det første, Ap.G. på det sidste. 1 det bibelske perspektiv ses det som to stadier i samme udvikling. Navnlig kan dette studeres hos Lukas. I synopsen ses ånden i forlængelse af den oprindelige opfattelse af ånd som kraft, som Ñúvxu. Således ved Jesu undfangelse (Luk. 1:35), således i Jesu liv, der ses som et liv i åndens fylde og kraft. Den overnaturlige undfangelse ved ånden forhindrede ikke, at Jesus ved begyndelsen af sin offentlige virksomhed i dåben salvedes med ånden til sit messianske kald, hvorved profetien i Es. 42:1 opfyldtes. Fordi han nu er fyldt af ånden, kan han efter at have besejret fristeren vende tilbage i »äåndens kraft» (Luk. 4:14), tale i åndens overbevisning (Luk. 4:16 ff.), udføre sine undere (Malt. 12: 28; Ap.G. 10:38) begejstres og opløftes (Luk. 10:21). Derfor kan han nu love sine udsendinge åndens bistand (Luk. 12: 12). Han er den, der efter døberens profeti skal døbe »med den hellige ånd», det, som opfyldtes pinsedagen (jfr. Ap.G. 1:15). Sålænge Jesus er Messias i skjulthed, kan ånden ikke gives til alle. Det gådefulde sted Joh. 7:39 står som fortegn for alle evangelisternes tale om Jesus og åndens udgydelse. 1284