Riget selv kom ikke, men midt på den gamle jord, der endnu bestod, oplevede disciplene efter Jesu opstandelse en åndsudgydelse, der bevidnes og virker i hele N. T., selvom der er forskel i synet på den og i skildringen af den. Lukas lægger i Ap.G. mest vægt på det ekstraordinære, de rent håndgribelige tegn på åndens nærvær: på tungetale, på syner og åbenbaringer, overnaturlige indskydelser, profetier og forudsigelser. Der er næppe et kapitel i denne første kirkehistorie, hvor ånden ikke arbejder på særlig ekstra måde. Paulus benægter ikke disse ting, tværtimod; også han ved om de »karismatiske nådegaver», men der er hos ham en større tilbøjelighed til i højere grad at se selve kristenlivet i tro, håb og kærlighed som et udslag af åndens virksomhed. Hos ham bliver ånden det nye kristenlivys grundlæggende og beherskende princip, både som samfundsånd og som den ånd, der bor i det enkelte menneske. Ånden er kirkegrunden de. Kristenlivet er ikke isolation og individualisme, men fællesskab (1. Kor. 12: 4 ff., se navnlig v. 13). Nådegaverne er forskellige, men alle er eet i åndens enhed (Ef. 4:1—7). At bryde enheden er at gå imod ånden. Ud af menigheden vælger ånden sine redskaber (Ap.G. 13:2) og derfra går ordet ud »i hellig ånd og kraft» (1. Thess. 1:5; Gal. 3: 2— 5. Jfr. Ap.G. 10:37). Ånden skaber erkendelse af Kristus (1. Kor. 12:3; Ef. 3: 17). I sig selv er mennesket ude af stand til at fatte Guds visdom, men »vi modtog ikke verdens ånd, men ånden fra Gud, for at vi kan kende det, som er skænket os af Gud» (1. Kor. 2: 12). Ånden er Kristi ånd, der skaber livssamfund med den ophøjede Herre, Sønnen, så vi nu ikke længere er trælle, men børn, der råber »Abba Fader» (Rom. 8: 15; Gal. 4: 6). Ånden er den nye, kommende verdens element, gudsrigets virkelighed på den gamle jord. Derfor sætter ånden mennesket i kamp imod »kødet» (Rom. 8:5 f.; Gal. 5: 16 f.), imod »bogstaven» (2. Kor. 3: 6) og imod »denne verdens grundelementer», der igen vil fange os under lovens 1285 DEN HELLIGE ÅND trældom (Gal. 4:8 f.). Ånden skaber f rih e d fra synden og loven ikke som påskud for tøjlesløshed, men som anledning til kærlighed (Gal. 5: 13 f.). Som den nye verdens ånd skaber den længselen efter den fuldstændige forløsning, thi den er en »førstegrøde» af (Rom. 8:23) og et »håndpant» på (2. Kor. 1:22) den kommende herlighed. Også hos Joh. spiller ånden en overvældende rolle, navnlig i de såkaldte parakletkapitler, hvor åndens personlige virksomhed i disciplene og over for verden skildres. N. T. forsøger ikke at beskrive ånden. Både for Jesus og Paulus og Johannes var ånden først og fremmest en erfaring, hvis magt over dem gik ud over al forståelse. Derfor talte de mere ud af ånden end om ånden. Spørger vi alligevel, hvorledes de så på ånden, bliver svaret, at der tales om den både som en gave, en kraft og som en person. Skildringen af ånden som en person er så karakteristisk, at der næppe kan være tale blot om en poetisk personifikation, og navnlig peger den hyppige sammenstilling af ånden med Faderen og Sønnen (se f. eks. 2. Kor. 13:13; Matt. 28: 19; Ef. 4:4 f.), stærkt i retning af, at urmenigheden forstod ånden som en person, som Guds og Kristi personlige repræsentant — og dog ikke uden videre det samme som Faderen og Sønnen. En spekulativ udformning af en treenighedslære er det N. T. fremmed. 2. Dogmehistorisk. Alle kirkens ældste symboler indeholder leddet om den hellige ånd. Oscar Cullmanns teori (»Die ersten christlichen Glaubensbekenntnisse», 1943, s. 37 f.) at leddet om ånden ikke er oprindeligt, men er kommet i stedet for nævnelsen af dåben som dennes største og vigtigste gave, hviler ikke på fast grund, da vi ikke kender spor af nogen dåbsbekendelse, der ikke har ånden. Men rigtigt er derimod, at ånden sikkert har fået plads i bekendelsen i kraft af den treleddede dåbsformel. I det gammelromerske symbol, moderformen til vort apostolske symbol, står kort og godt: »Og (jeg tror) på den hellige ånd». Udtrykket »at tro på ånden» er ikke ny- 1286