DEN HELLIGE ÅND testamentligt, og forskere, f. eks. Th. Zahn (»Das apostolische Symbol», 1893, s. 79) mener, at det ikke kan være det, men at udtrykket i symbolet tyder hen på en tid, da ånden ikke mere var »mærkbar» og erfaredes utvetydigt, ledsaget af ydre kendetegn. I urmenigheden »troede» man ikke på ånden. Imidlertid: tror man på Gud, Faderen, og på Kristus, Sønnen, er skridtet ikke langt til også »at tro på ånden» som den, der talte gennem profeterne, fyldte Messias med kraft, og som nu er givet til hele menigheden som parakleten, fortaleren eller hjælperen. Apostolicum har ikke en udformet lære om ånden. Det opfatter den som den apostoliske tid på een gang som kraft og som person uden derved at føle noget problem, og nogen udformet treenighedslære foreligger ikke vid dets formning ca. midten af 2. århundrede. Senere er treenighedslæren naturligvis lagt ind deri. En udformet lære møder vi i det nikænsk-konstantinopolitanske symbol fra slutningen af 4. århundrede. Her er der gjort op med de såkaldte »pneumatomakere», der benægtede åndens ligestilling med Faderen og Sønnen og hævdede, at ånden var skabt: Ånden var den tredje, ikke bare i værdighed og orden, men i natur. Nu hævder den ortodokse kirke ånden som den tredje person i treenigheden, »Herren, den levendegørende, som tilbedes og æres sammen med Faderen og Sønnen». Et omstridt punkt blev senere spørgsmålet om åndens »udgang». Udfra Joh. 15:26 tales der dels om en »sendelse» (ëxneu!s, missio) i tiden, som sker både fra Faderen og Sønnen, og som fuldbyrdes pinsedagen og fortsættes igennem kirkens historie, dels om en »udgang» (êxnópsuois, processio), der sker fra evighed af i treenighedens skjulte guddomsliv. Den østlige kirke hævdede, at Sønnen og ånden begge selvstændigt »udgår» fra Faderen, mens man i vesten igennem Augustin nåede til, at ånden »udgår» fra Faderen og Sønnen (filioque). Denne tilføjelse spillede en stor rolle i adskillelsen mellem den vestlige og den østlige kirke, der mente, at ånden herigennem fik en tilbagetrængt stilling, rent bortset fra, at 1287 det var en krænkelse af fællesskabet egenmægtigt at rette symbolet. (Se Ortodoxa kyrkans teologi.) Om forsøg på udligning, se »Kristen gemenskap», 1947, s. 73 f. Den romersk katolske kirkes tale om ånden begynder altid med fremstillingen af åndens indre, evige forhold til Faderen og Sønnen. Ud fra den gensidige kærlighedens hengivelse mellem Faderen og Sønnen fremstår den tredje guddommelige person, der fremgår »aus dem Herzblut des Vaters und des Sohnes» (Scheeben). Så stor er kærligheden mellem Faderen og Sønnen, at den tager skikkelse i en person af samme væsen som dem, »der süsseste Kuss des Vaters und des Sohnes» (Bernhard af Clairvaux). Thomas af Aquin har en yderst subtil, nyanceret og spekulativ udformning af åndens forhold til Faderen og Sønnen (Summa theologica I, Quaestio 36 ff.). Som den tredje person i Guds evige væsen er ånden med i al guddommelig virken, ganske særlig i menneskets skabelse og forløsning, primært som kirkens ånd, som den enkelte får del i som led af kirken. »Kun i det mål, et menneske elsker kirken, har det den hellige ånd» (Augustin). I den enkelte tager ånden bolig igennem den helliggørende nåde og gennemtrænger hele mennesket med den guddommelige kærlighed (Se Rom. 5: 5). Luther fastholdt den gamle kirkes lære om ånden, og dog sker der en fornyelse i synet ud fra hele den evangeliske grundopfattelse. Det er først og fremmest åndens virken i frelsen, der er afgørende for Luther. Uden ånden, ingen syndserkendelse, uden ånden bliver Skriftens ord til bogstav og lov, ikke til livgivende evangelium, uden ånden, overhovedet ingen tro på Kristus (se Lille Katekismus til 3. art.). Uden ånden ville Kristi gerning være død og uden betydning, fordi ingen ville vide derom, men ånden føjer ordet til Kristi gerning og lader budskabet gå ud i evangeliets prædiken samtidig med, at den virker i den enkelte og skaber tro derpå. Åndens gerning er at »helliggøre», hvilket vil sige »at bringe til den Herre Kristus» (St. Katekismus til 3. art.). Sin gerning ud- 1288