fører ånden gennem kirken og den hellige forsamling, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv (sammesteds), d. v. s. at åndens gerning begynder med dåben og fortsætter igennem livet gennem død og opstandelse til det evige liv. Åndens liv er »det liv, hvor hjertet i troen modtager Kristus som sin retfærdighed, mens legemet som Guds instrument øver kærlighedens gerninger mod næsten i det jordiske kalds slidsomhed» (Prenter). Åndens gerning har med hele menneskelivet at gøre. Imod sværmerne og deres opfattelse af åndens direkte, uformidlede og mystiske virken hævder Luther, at ånden gives gennem nådemidlerne, ordets mundtlige forkyndelse og sakramenterne, og dette fordi ånden er Kristi ånd. Fordi Kristus er Guds åbenbaring i historien, fordi han er den menneskevordne, kan åndens vidnesbyrd ikke ske uden om det historiske Kristusvidnesbyrd i N. T., der igen er det centrale midtpunkt i forkyndelsen og sakramenterne. Samtidig fastholder Luther åndens suverænitet og frihed, der aldrig kan bindes til noget menneskeligt middel, men »blæser hvorhen den vil». Denne spænding i Luthers syn på ånden må fastholdes. Enheden ligger i, at den hellige ånd altid er Kristi ånd og Kristi ånd er Guds ånd. I lutherdommens teologi møder vi ånden i det væsentlige på tre punkter: 1. ved behandlingen af Skriften som den af ånden inspirerede, 2. i læren om treenigheden, hvor den gamle lære søges begrundet ud fra bibelen, og 3. i læren om frelsen, hvor ånden ses som den, der virker frelsen i det enkelte menneske. Men den oprindelige, hele teologien og kristenlivet bestemmende betydning af ånden, som vi mødte hos Luther selv, er gået tabt. En af teologiens vigtigste opgaver i dag er at trænge ind i den bibelsk realistiske, reformatoriske forstäelse af den hellige ånd, langt fra en spekulativ treenighedsmystik, men endnu længere fra en modernistisk spiritualisme, for hvilken ånden er »den individuelle friheds princip», løst fra enhver historie som fra enhver åbenbaring, fra enhver ydre skikkelse og form. Det er 1289 HELVETE af overmåde betydning at se, at den hellige ånd og kirken hænger nøje sammen. Uden Guds frie og suveræne hellige ånd bliver kirken, hvor »levende», bekendelsestro og sakramental den end er, kun en religiøs, menneskelig styret fromhedsanstalt uden Guds ord og kraft og uden Guds forjættelse. Uden kirken er ånden hjemløs og forveksles med menneskelig religiøsitet, med en spiritualistisk forstået »geschaffene Regung in Kreaturen» (Augsburgske konfession art. 1). Det er Guds ånd, der som Spiritus Creator alene skaber kirken og styrer og opretholder den på jorden, »indtil Han kommer». Litt.: Foruden de pågældende afsnit i fremstillingerne af nytestamentlig teologi og i de forskellige katolske og evangeliske dogmatikker nævnes af den uoverskuelige litteratur følgende: H. Gunkel, Die Wirkungen des heiligen Geistes ` (Göttingen 1909); Lyder Brun, Guds aand (Norsk Teol. Tidskrift 1909, s. 305 ff.); F. Büchsel, Der Geist Gottes im Neuen Testament (Gütersloh 1926); R. Asting, »Parakleten» i Johannesevangeliet (Teologi og Kirkeliv, Oslo 19831, s. 85 f.); S. Mowinckel, Die Vorstellungen des Spätjudentums vom hl. Geist als Fürsprecher und der Johannäische Paraklet (Zeitschrift f. neutestam. Wissenschaft 1933 s. 97 f.); dens., Han, som kommer (Khvn 1951); The doctrine of the Holy Spirit: four lectures by members of the staff of Wesley College, Headingley (London 1937); C. K. Barret, The Holy Spirit and the gospel tradition (London 1947); F. Kattenbusch, Das apostolische Symbol 2 (Leipzig 1900, s. 663 ff.); M. J. Scheeben, Natur und Gnade. Die Herrlichkeiten der göttlichen Gnade (Gesammelte Schriften 1, Freiburg im Br. 1941, katolsk); K. u. H. Barth, Zur Lehre vom heiligen Geist (München 1930); H. Sasse, Jesus Christus der Herr (i Mysterium Christi, Berlin 1931); R. Prenter, Spiritus Creator (Aarhus 1944); R. Prenter, Le Saint-Esprit et le renouveau de l'Église (Cahiers théologiques de l'actualité protestante 23/24, Neuchatel & Paris 1949); R. Koch, Geist und Messias (Wien 1950); Th. Rüsch, Die Entstehung der Lehre vom Heiligen Geist (Zürich 19532). K.E. Sk DE HELLIGES SAMFUND, se De heligas samfund. HELLIGGØRELSE, se Helgelse. HELVETE af oldnord. Hel-viti Hels (dødsgudindens) straf. Religionshistorisk. Forestillingerne om menneskenes tilstand efter 1290