HELVETE døden er undertiden (f.eks. i mange primitive religioner, i Babylon, som regel også i den græske religion) ganske farveløse, dødsriget er skyggernes land. Undertiden (f. eks. i Orphicisme, Parsisme, Hinduisme, Buddhisme) hævdes ud fra en mere eller mindre klart opfattet moralsk livsopfattelse, at den balance i tilværelsen, som menneskelivet og historien ikke synes at skabe, virkeliggøres efter døden eller efter verdensdommen i en hinsidig verden. Ved h. forstås så de fordømtes opholdssted. Tilstanden der kan tænkes enten som en foreløbig (eventuelt lutrende) eller som en stedsevarende. Et hyppigt træk er en nøje korrespondance mellem brødens og straffens art. I udmalingen af de fordømtes lidelser har den menneskelige fantasi fejret sande orgier. G.T. og jødedom. G.T. kender intet til forestillingen om h. Israels gamle religion er principielt dennesidigt orienteret. Jahves løn og straf erfares i det jordiske liv (se Dom), om nogen straf efter døden tales ikke. Dødsriget (hebr. she’ol, grek. hades) i jordens indre er mørkets land, hvor alle er lige (Es. 14:9f.), hvorfra ingen vender tilbage (Job 7:9), og hvor man er afskåret fra samfund med de levende, ja med Jahve (Ps. 88: 11 f.). — I senjødedommen fører tanken om opstandelsen og verdensdommen til udvidelse af perspektivet. Allerede i dødsriget sker der en differentiering. Der skelnes mellem de retfærdiges og de ugudeliges opholdssteder (Æth. Henok 22). Pinestedet for de ugudelige (Hades-h.) er dog noget foreløbigt og en legemløs tilstand. Først efter opstandelsen og dommen kastes de fordømte i det egentlige h., Gehenna, (4. Esra 7:36). Gehenna (hebr. ge-Hinnom, Hinnoms dal) er oprindelig en lokalitet syd for Jerusalem. Her var drevet Molok-kult med børneofringer (2. Kong. 16:3; Jer. 7:32), her skulle dommen over hedningerne finde sted (Es. 66:23). I apokalyptiken bliver Gehenna først det sted hvor h. skal åbne sig på dommens dag (Æth. Hen. 90:26), siden overføres navnet på h. selv. Det er præeksistent, men træder frem efter dommen som et brændende sted, 1291 hvori Satan, dæmonerne og de gudløse kastes. Snart tænkes der på udslettelse, snart på evig pine til sjæl og legeme. Hos nogle rabbinere af Schammais skóle ses h. som lutrende for de mennesker, hvis overtrædelser og fortjenester står lige. N.T. Her svarer talen om h. gennemgående til de senjødiske forestillinger. I parablen om den rige og den fattige (Luk. 16: 19 f.) skildres (med ret nøje paralleller i Ægypten og inden for rabbinsk litteratur) pinestedet i Hades, altså de ugudeliges tilstand i tiden mellem døden og dommen, lige som de faldne engles (midlertidige) opholdssted lejlighedsvis nævnes (2. Pet. 2:4, måske også 1. Pet. 3: 19). Men ellers er det —- svarende til N. T.s eskatologiske grundindstilling — især det egentlige Gehenna-h., som omtales, hvor sjæl og legeme (opstandelsen er forudsat) går tilgrunde (Matt. 10:28). Jesus henviser i sin udlægning af buddene til »ildens Gehenna», som de, der gør sig skyldige i overtrædelse af Guds vilje, også vrede og begær hjemfalder til (Matt. 5:22, 30), sml. også Mark. 9:47 med allusion til Es. 66:24, og Matt. 13: 42: ildovnen, mens andre steder taler om mørket udenfor med gråd og tænderskæren (udtryk for kulde, allerede hos rabb.) Matt. 8:12; 24:51, eller i almindelighed om evig straf (Matt. 25:46). Hos Paulus forekommer glosen Gehenna ikke, men dels bruges det negative udtryk »ikke arve Guds rige» (1. Kor. 6:10), dels tales om fortabelsen (Fil. 3:19) og »evig undergang, bort fra Herrens ansigt» (2. Thess. 1:9). I Johannes’ åbenbaring skal djævelen, antikrist og alle de gudløse kastes i »søen, der brænder med ild og svovl» (14:10 m. fl.). Det er næppe muligt med sikkerhed at fastslå, om h.i N.T. er tænkt som udslettelse eller som evig pine. Kun i Åb. tænkes der utvetydigt på det sidste. I sammenligning med den jødiske apokalyptiske litteratur og h.-skildringer i andre religioner er det iøjnefaldende, at N. T. ikke giver nogen udmaling af tilstande i h. Det er et plastisk udtryk for Guds definitive dom og bruges som et motiv (ikke det eneste) i bodsforkyndelse og formaning. 1292