Dogmehistorisk. Oldkirken bliver ikke stående på N.T.s tilbageholdende stade. Under tydelig påvirkning fra orientalskhellenistisk hold gives f. eks. i den apokryfe Peters åbenbaring (c. 150) en Tystende skildring af de raffinerede straffemetoder i h. Origenes tager med sin lære om apokatastasis afstand fra tanken om det evige h., men den athanasianske trosbekendelse (c. 500) fastslår, at efter dommen skal de, som har gjort det onde, indgå til den evige ild. Denne lære bliver den sejrende. Efter romersk-katolsk dogmatik bringer h. straffe for arvesynden og de dødssynder, som ikke er udslettet ved dåbens eller bodens sakramenter, dels negative (ikke at se Gud), dels positive pinsler, både sjælelige og legemlige. Forestillingerne om h.s pinsler har spillet en stor rolle både i billedkunsten (kalkmalerier) og digtekunsten (Dante*). — Indenfor protestantismen lærer den augsburgske bekendelse, at Kristus skal fordømme de ugudelige og djævelen til at pines uden ende (art. 17), mens Konkordieformlen (art. 9) i tilslutning til Luther overtager motivet: Kristi nedfart til helvede (sml. 1. Pet. 3: 19) og fastslår, at Kristus har ødelagt h. for de troende og befriet dem fra den evige fordømmelse. — I de populære h.-forestillinger indgår oftere træk, som ingen rod har i N. T., f. eks. når h. tænkes som det sted, hvor djævelen opholder sig, hvorfra han virker (dog måsk Jak. 3:6), og hvortil han henter de afdøde ugudeliges sjæle. Dogmatisk. I den kristelige troslære kan læren om h. ikke indtage nogen selvstændig plads, men må tolkes ud fra evangeliets centrum: åbenbaringen i Kristus. Hele det ydre apparat af forestillingsmateriale kan, præget som det er af en bestemt tids verdensbillede og folketroens forestillinger, ikke have nogen erkendelsesværdi. H. er udtryk for, at hvis den mulighed (som N. T. regner med), at mennesket siger definitivt nej til Guds kærlighed i Kristus, bliver virkelighed, er dette ensbetydende med menneskets definitive undergang. Nogen mulighed for at afgøre, om denne undergang er en udslettelse eller en evig pine i 1293 HEMMINGSEN erkendelsen af den selvforskyldte udelukkelse fra Gud, giver N.T. ikke. At ombøje talen om h. til at udtrykke noget dennesidigt svarer ikke til N. T.s tale. Her er h. netop udtryk for det uoprettelige. Se også Dom, Livet efter døden. Litt.: E. Aurelius, Föreställningen i Israel om de döda och tillståndet efter döden (diss. Uppsala 1907); H. Gressmann, Vom reichen Mann und armen Lazarus (Abhandlungen der kgl. preuss. Akad. der Wissenschaften zu Berlin 32, Berlin 1918); K. Kohler, Heaven and hell in comparative religion (New York 1923); A. Bertholet, Zu den babylonischen und israelitischen Unterweltsvorstellungen (Festschrift P. Haupt 1926); Edwin Rodhe, Psyche (10 ed. Tübingen 1926); T. Skat Rørdam, Evig frelse og evig fortabelse (5 ed. Khvn 1901, popul.); J. Kroll, Gott und Hölle (Leipzig-Berlin 1932); M. P. Nilsson, Straff och sällhet i den andra världen i förkristen religion (Sthm 1937); R. Eklund, Life between death and resurrection according to Islam (diss. Uppsala 1941); H. R. Ellis, The road to hell (Cambridge 1943); A. Rüegg, Die Jenseitsvorstellungen vor Dante und die übrigen literarischen Voraussetzungen der »Divina Commedia» 1—2 (Köln-Einsiedeln 1945); F. Bar, Les routes de lautre monde (Paris 1946); H. R. Gatch, The other world according to descriptions in mediæval literature (Harvard—Oxford 1950); O. Schilling, Der Jenseitsgedanke im A.T. (Mainz 1951). P.V.H. HEMMINGSEN, Niels (1513—1600), dansk teolog. H., »Danmarks almindelige lærer», en af de få danske teologer, der har vundet europæisk berømmelse, var bondesøn fra Lolland, drog efter adskillige års skolegang endelig 1537 til Wittenberg, hvor han tilegnede sig Melanchthons teologiske og humanistiske grundsyn. 1542 vendte han hjem, blev 1543 professor i græsk, 1545 i dialektik og 1553 i teologi. Ved sin fremragende begavelse og tankeklarhed, sin omfattende lærdom og sine fortrinlige pædagogiske evner blev N.H. snart den ledende skikkelse indenfor universitet og kirke. Hans teologiske forfatterskab, der omfattede eksegese, dogmatik, etik (med naturret) og pastoralteologi, er uden sidestykke på dansk grund. En samlet udgave af hans fortolkninger til N.T.s breve kom i 1294