rigsgreve, 1700—60) var et religiøst geni og et organisatorisk talent, i hvem mange af 18. årh.s impulser smeltede sammen. Han kom fra et fromt adelshjem, var opdraget i det halleske Pædagogium, studerede jura i Wittenberg og påvirkedes af den moderne empiriske filosofi og naturrettens samfundstanker, ligesom han fordybede sig i studiet af Luther. Tidligt lagde han en udpræget religiøs modtagelighed for dagen — både mystisk inderlighed, sværmeriske anlæg, aktivitetstrang og samfundsstiftende evner, og med sin tid delte han en optimistisk livsbetragtning. Luthersk retfærdiggørelse og pietistisk missionsiver var hos ham forenet med personlig charme og høj kultur. Af selvsyn lærte han andre kirkeforhold end de lutherske at kende; det styrkede hans sans for overkirkelig økumenisme, og som lægmand var han tilbøjelig til at søge kristendommens kerne, ikke i læren, men i hjerteforholdet til frelseren. Zinzendorfs religion var en enestående kristocentrisk »hjertereligion». Ikke blot trådte de andre personer i guddommen fuldstændig tilbage for forsoneren (hvis kærlighed smelter hjertet, modsat hallenserpietismens krav om »bodskamp»), men forkyndelsen af korset skulle gå forud for forkyndelsen af skabelsen, og hans lidenskab for den korsfæstede gav sig tit uhyggelige udslag i religiøs-erotisk Jesuskult og »blodteologi». I Zinzendorfs spor betegner h. ikke nogen ny dogmatisk anskuelse, man kan knap tale om dens specielle teologi; dens idéhistoriske betydning ligger afgjort i at gøre alvor af »hjertereligionen»; i så henseende har den haft afgørende betydning for romantikkens religionsforståelse, jfr. f. eks. Schleiermacher, der stedse betegnede sig som en »herrnhut af højere orden». 1722 åbnede Zinzendorf på sit gods Berthelsdorf (Sachsen) en koloni for landflygtige (nu ret pietistiske) »böhmiske brødre». Den kaldtes Herrnhut (unter des Herrn Hut og auf des Herrn Hut — i lige grad), og da kolonien, som radikaliseredes af sværmeriske elementer, kom i konflikt med den lutherske sognekirke, forlod Zinzendorf sin 1309 HERRNHUTISMEN Nikolaus Ludwig von Zinzendorf. Maleri af Johann Kupezky. pezky statsstilling og skabte en organisation, der indlemmede kolonien som en »eccľlesiola in ecclesia» i sognemenigheden. En altergang 1727 blev den nye menigheds fødselstime, og dens levende organisme blev »hjertereligionens» centrum. Menigheden organiseredes med Zinzendorf som forstander og en kreds af ældste; den indrettede sin liturgi og kirketugt efter oldkristne forbilleder. Lodkastning afgjorde vigtige sager. Zinzendorfs forbindelser åbnede 1732 vej for mission, og han skabte den moderne selskabsmission, som arbejder udfra rent religiøse motiver, uden støtte i kolonimagter og med selvstændige indfødte kirker som mål. Lægmandsvidnesbyrdet dominerede også i missionen, der dog snart gjorde det kirkelige embede nødvendigt. 1735 overførtes bispeembedet fra den mähriske kirke til h. Det førte til brud med den lutherske kirke, og Zinzendorf blev udvist af Sachsen, 1310