HERRNHUTISMEN men fik derved kontakt med langt videre kredse, i Vesttyskland, hvor Herrnhag stiftedes 1738 som reformert modstykke til det lutherske Herrnhut, i England (hvor h. fik afgørende indflydelse på metodismen) og i Amerika. Zinzendorfs fravær i Tyskland medførte vanskeligheder, fordi hans — trods egen ordination — mere lægmandsmæssige syn og ønske om at gøre h. til det overkirkelige element i alle kirker stred mod samfundets udvikling henimod en regulær kirke med luthersk konfession og mährisk succession. Samtidig udbrød den såkaldte sigtelsestid (se Luk. 22:31), hvor Jesuskulten og blodrusen gik over alle bredder. 1743 blev ved et kompromis en ordning i tre troper (luthersk, reformert, mährisk) fastslået; hovedvægten skulde ligge på hjertereligionen, men udviklingen skred frem, og efter Zinzendorfs død blev h. en kirke — et Unitet (definitivt 1775) — delt i 4 områder (tysk, engelsk, nord- og sydamerikansk). Lovgivende var synoden, styrende Unitetets ældste-konferens. De enkelte menigheder styres af ældste-konferens og menighedsråd. Bispeembedet er bevaret som et åndeligt, ikke administrativt embede. Lægmandselementet er fremherskende, kirketugten streng, al vægt ligger på den indbyrdes kærlighed. Normgivende for h.s lære blev Spangenbergs »Idea fidei fratrum» (1779). »Confessio Augustana» anerkendtes som officiel bekendelse. Udenfor det egentlige Unitet samles adskillige medlemmer af de lokale landskirker i Brødre-societeter; på den måde kommer de, uden at bryde med deres kirker, under h.s åndelige indflydelse og drages med ind i dens missionsarbejde, og på denne vis har h. haft en betydelig økumenisk indflydelse. Nu omfatter Unitetet ca. 50.000 medlemmer, 1/3 i Europa, resten i Amerika; de tyske menigheder har luthersk præg, de engelsk-amerikanske overvejende et reformert. Missionen er h.s vigtigste arbejdsfelt, og fortrinsvis har man opsøgt de fjerneste egne og laveststående folkeslag; der er 14 missionsmarker i Amerika, Asien og Afrika med (1947) 147 missionærer og ca. 175.000 hedninge-kristne. Indtil 1914 var missions- 1311 styrelsen samlet i Herrnhut, hvor også Unitetets vigtige arkiv fandtes, senere er den blevet delt. Herrnhut led hårdt under den anden verdenskrig. Zinzendorf var i Tyskland under stadig kritik fra luthersk ortodoksi, hallesk og radikal pietisme; den fulgte hans bevægelse overalt. Til Danmark kom de første udsendinge fra Herrnhut 1727, og 1731 fik Zinzendorf kontakt med hoffet, hvilket åbnede adgang til mission i Vestindien og på Grønland (hvor missionærerne stødte sammen med den ortodokse Hans Egede). Fra 1732 mærkes det halleske arbejde på at udkonkurrere h. i Danmark, og da den danske regering 1733 slog ind på en streng statskirkelig hallesk kurs, blev Zinzendorf udvist, og det kom til hårde bestemmelser mod h. Dog kunne et societet 1739 grundes i København, og gennem udsendinge (diasporaarbejdere) og bogspredning virkede h. i det stille stærkt gennemsyrende i jævnere befolkningslag. Meget kom i så henseende kolonien Kristiansfeld (1773) til at betyde; i mere end 50 år var den et åndscentrum indenfor en radius af ca. 50 km. (Sydjylland og Vestfyen), og dens indflydelse i Danmark tabte sig først, da den dansk-tyske nationalisme blev et problem. Det 19. årh.s vækkelser (måske særligt de grundtvigske) står i gæld til h. stilfærdige arbejde, der ofte betød en tiltrængt ambulancetjeneste efter den halleske pietismes mere hårdhændede fremfærd. Den danske brødremenighed driver siden 1843 gennem et særligt selskab mission i Østafrika og Vestindien. I Norge mærkes h. især omkring Oslofjord og i Bergens-distrikterne, også her fik den stor betydning for det 19. årh.s vækkelse og missionsinteresse. Til Sverige kom h. 1731. Zinzendorf besøgte Sverige 1735, men det egentlige gennembrud kom i årene efter 1739 (Stockholm, Göteborgegnen og Sydsverige) og gennem A. Gradin oprettedes en svensk-herrnhutisk kontakt, som gav h. vækstbetingelser. Mest virkede h. også her ved bogspredning (Nådens ordning, Sions sånger og Dagens lösen). Stockholm fik et societet (Evangeliska brödraförsamlingen), ligeså Göteborg og en tid Karlskrona, men 1312