HESEKIEL sømte stift og hans betydning som den, der indbankede protestantisk kristendom i en af reformationen væsentligt uberørt befolkning, blev overordentlig. Han bragte administrationen i overensstemmelse med dansk kirkelov og enevældens kirkelige principper og for pietismen arbejdede han ved at indføre konfirmationen, oprette skoler og udbrede pietistisk andagtslitteratur; han var en næsten utrolig flittig visitator og holdt skarp opsigt med præsterne. Da han blev Sjællands biskop virkede han i samme spor, men noget hæmmet af regeringens nærhed og den pietistiske hofklikke; hans uvilje mod denne fjernede ham noget fra pietismen i kirkepolitisk forstand, f. eks. hævdede han bispeembedet overfor den pietistiske kontrolinstans, kirkeinspektionskollegiet, men han fastholdt sin grundanskuelse og gik hårdt mod al separatisme og herrnhutisme. H. er en den typiske repræsentant for statskirkelig hallenser-pietisme. I sine 5 bind ordinationstaler fremstillede han pietismens pastoralteologiske program og tegnede et ideal af præsten som menighedens eksempel. Flere af hans opbyggelige skrifter var folkelæsning i ca. 100 år. I sine sidste leveår ængstedes han af den frembrydende oplysning. Se også Pietismen. Litt.: P. G. Lindhardt, Peder Hersleb I (diss. Khvn 1939); Bjørn Kornerup i Den danske kirkes historie V (Khvn 1951). P.G. L. HESEKIEL, sönn av Buzi, fra Jerusalem, av presteslekt, derfor vel fortrolig med kultusvesen og kultusfromhet i tempelkretsene; blant de först bortförte sammen med kong Jojakin, 598 f. Kr., kalt til profet sommeren 3594 (kallelsesvisjonen i kap. 1); det siste daterte utsagn (32:17) er fra mars 5386. De ekstatiske oplevelser synes å spille en större rolle hos ham enn hos de eldre »reformprofeter». På den annen side viser hans billede avy inspirasjonen: han får en bokrull med alle ulykkesspådommene å ete, at han i sitt preste- (og skriver-) miljö er vant til å regne med skrevne tekster av guddommelig proveniens. — H.s virkekrets var jödekolonien Tell Abib ved Eufratkanalen Kebar (bab. na'ru kabiru, 1315 »Storkanalen») nær Nippur i Sörbabylonia, hvor eksulantene levde som jordbrukere og småbyhåndverkere og kjöpmenn i lokalt selvstyre under sine »eldste». Spörsmäålet om hans profetiske art og innholdet av hans forkynnelse henger nöye sammen med problemet om H.s-bokens litterære art. Der er en rekke påfallende dobbeltheter: tilhörerne fremstilles som eksulanter i Babylonia, men en rekke steder trær fram som realiter talt til jödene i Judea og ut fra deres situasjon. Ved siden av utsagn i gammel poetisk profetstil, med rytmisk form og fantasifylte, ofte mytologiske, billeder, står lange monotone prosataler, i ikke liten utstrekning preget av »deuteronomistenes» ideer og språkbruk. Ved siden av visjonære opplevelser og ekstatiske tilstander og virkekraftige (»symbolske») handlinger i den ekstatiske nabiismes ånd står nökterne lovbestemmelser i prestelig ritualstil og et sterkt skjematiserende »utkast» til en slags »kirkestatsforfatning» (kap. 40 ff.). Den forklaring at H. har virket i Jerusalem en tid för bortförelsen, stemmer ikke med kallelsesvisjonen og dens preg av en initiasjonshandling, og med det forhold at både prosatalene og »forfatningsutkastet» ofte avspeiler de indre religiöse problemer i menigheten etter »hjemkomsten». Noen har villet löse problemet litterærkritisk, ved å sondre mellom en oppr. H.-»bok» og en senere »redaksjon»; andre har likefrem erklært boken for en pseudepigraf og den babyloniske skueplass for en fiksjon. I de förste forsökene er der en riktig kjerne, nemlig at der — selv om man ikke vil gå så langt som f. eks. Hölscher — må sondres mellem den eksilske H., og taler i dels profetisk, dels parenetisk stil, til jödemenigheten etter hjemkomsten. Lösningen må ligge på den tradisjonshistoriske linjen. Om H. har der samlet seg en »disippelflokk» av likesinnede, som har fortsatt hans verk ut fra de nye forhold og problemer etter restaurasjonen; for dem har H.s utsagn blitt utgangspunktet for nye profetiske ord, ofte i tilslutning til og som utvidelser av mesterens, ofte også ut fra den videreföringen av hans ideer som 1316