HOLBERG IEIRA l B i Hr i m s E MTT m i Ludvig Holberg. Kobberstik fra 1752. WUTAI Tt l blev huslærer hos lektor og vicebiskop N. P. Smed eller Smith. Dennes rejsedagbøger vakte rejselysten hos H.; hans liv og udvikling kom derved ind i en fase, der blev afgørende for ham, også i religiøs henseende. Betydning fik især den romanske rejse 1714—16. H. mødte i Paris 1714—15 danske, som havde konverteret til katolicismen; særlig den berømte anatom Jacob Winsløw der har sendt H. hen i Saint-Sulpice kirken, hvor den behændige pater Casset prædikede mod ikke-katolikker. Kort sagt, H. kom midt op i de målbevidste katolske konversionsbestræbelser, og resultatet af hans reaktioner heroverfor blev et dobbelt. Under presset fra katolikkerne bliver H. sig sin protestantiske grundholdning bevidst; da en omvendt landsmand påstår, at lutheranerne knap nok fortjener at kaldes kristne, bliver H. vred; der var noget af arven fra de to foregående århundreders vagtsomme protestantisme i denne nordiske teolog. Fra da af kan vii H.s forfatterskab følge en klar antikatolsk linje; med glim- 1343 . dommelighed»; rende polemisk fremstillingskunst gør han regnskabet op, under omtale af sin 2. Pariserrejse 1725—26, hvor han konstaterer at de katolskes omvendelsesiver er taget kendelig af siden sidst. Det andet resultat opstod ved katolikkernes fremhævelse af kirkens autoritet, der syntes at svække Skriftens. Derved faldt H. i tvivl, ikke om Guds eksistens, »som jeg aldrig har tvivlet om», men om »de kanoniske bøgers gudhan bragtes over disse tvivl især ved at læse kalvinisten Jacques Abbadie’s bog »Om den kristne Religions Sandhed»; over for verbalinspirationens problem vovede H. dog aldrig at udtrykke nogen eentydig holdning. 1717 fik H. et professorat ved universitetet, og fra det øjeblik havde han tid og ro til i København at udfolde en mægtig skribentvirksomhed som digter, historiker og filosof. Med sine komedier (1723— 31) stillede H. sig i skarp modsætning til den pietisme, som fordømte teatrets forlystelser; han kritiserede da også pietisterne hvor kan kunne komme helskindet fra det, således i den fantastiske roman »Niels Klim» (1741). I to store værker behandlede H. som historiker kristendommens indhold. »Almindelig Kirke-Historie fra Christendommens første Begyndelse til Lutheri Reformation» (1738) holder sig smukt fra ensidige polemiske standpunkter, uden derfor at kaste slør over visse pavers levned. »Jødisk Historie fra Verdens Begyndelse fortsat til disse Tider» (1742) forbinder en kronologisk genfortælling af G. T. med kulturhistoriske beskrivelser av hebræernes »Religion, Love, Videnskab og Handel». Allerede 43 år gammel, 1727, udgav H. sin første erindringsbog, »Epistola ad Virum Perillustrem», der efterfulgtes af to andre latinske levnedsbreve, 1737 og 1743. Sammen med den danske epistel 1744 danner disse meddelelser H.s memoirer. Fra det første levnedsbrev har vi de oplysninger om H.s religiøse udvikling som tolkedes ovenfor. Med det tredje brev trådte H. frem som filosof; det er tanker herfra der videre udformes i hovedværkerne »Moralske Tanker» (1744) og »Epistler» (1748—55). 1344