de kirkelige misbrug og gejstlighedens (væsentlig tysk) pengebegær og usædelighed billigedes i beg. af kongen og ærkebiskoppen, men da han angreb Johannes XXII], der 1411 udskrev aflad for at få penge til en krig, bandlystes han og måtte 1412 forlade Prag. H. fortsatte som prædikant i Bøhmen, og bevægelsen vandt stor udbredelse. Under H.s ledelse begyndte tjekkerne nu at løsrive sig fra pavekirken. Kirkemødet i Konstanz indkaldte 1415 H. til forhør. Forsynet med lejdebrev fra kejser Sigismund (eller blot et rejsepas?) drog han afsted, men fængsledes af tyskerne, anklaget for wiclifitisk kætteri. Samtidig begyndte hans tilhængere at uddele nadver under begge skikkelser. H. nægtede at tilbagekalde og døde på kætterbålet 6. juli 1415. Efterretningen om den tjekkiske nationalhelts martyrdød fremkaldte væbnet opstand i Bøhmen. 1420 formulerede H.s tilhængere deres krav i de 4 Pragartikler: Evangeliets frie forkyndelse, nadver under begge skikkelser, gejstlighedens opgivelse af verdslig magt og virkeliggørelse af fattigdomsidealet, streng kirketugt efter Guds lov. Snart svækkede indre strid hussiterne; de moderate calixtinere (af calix, bæger, kalk) el. utraquister (sub utraque, under begge skikkelser), der især bestod af adelige og teologer, krævede blot Prag-art. opfyldt, mens en radikal fløj, taboritterne (efter byen Tabor i Syd-Bøhmen), håndværkere og bønder, forkastede alt, der ikke var foreskrevet i bibelen og krævede en social-religiøs revolution og en af stat og kirke uafhængig menighedsorganisation. Foreløbig kæmpede de dog sammen. Under ledelse af taboritternes fører, den fremragende feltherre Johan Zizka og (efter hans død 1524) den gifte præst Prokopius d. Store bekæmpedes sejrrigt de »korstogshære», pave og kejser sendte mod dem. Hussiterkrigen spredte rædsel over hele Tyskland, mens H.s socialreligiøse ideer udbredtes blandt byernes brede lag. 1431 måtte Baselkonciliet indbyde kætterne til forhandling. Herved splittedes de; calixtinerne antog de såkaldte Baselerkompaktater (1433), der indrømmede dem lægmandskalk, fri hus- 1357 HUS sitisk prædiken og væsentlig opfyldte Pragart. Den nu følgende borgerkrig førte til et afgørende nederlag for taboritterne 1534. Utraquisterne organiserede sig som en af paven uafhængig katolsk nationalkirke, ledet af ærkebiskop Johan Rokyczana, d. 1471, derefter af et konsistorium af præster og lægmænd. De måtte fortsat kæmpe hårdt for at bevare deres rettigheder, påvirkedes af reformationen og opløstes ved modreformationens endelige sejr i Bøhmen 1620. Taboritterne dannede grundstammen i de bøhmiske broødre*, der opstod islutn. af 1l430erne. Anført af den betydelige lægmand Peter af Chelċic (d. 1460) forkastede brødrene alt krigsvæsen og ville, uafhængige af staten og i mindst mulig berøring med verden, leve efter den første kirkes sociale kærlighedsideal og under streng kirketugt. De udsondrede sig fra den utraquistiske landskirke og dannede 1467 det bøhmiske brødreunitet (Unitas fratrum). En dygtig organisator fik de sidst i 15. årh. i Lukas af Prag, der gjorde dem mindre afvisende overfor stat og kultur. De påvirkedes af Luther. Under stadige forfølgelser drog nogle til Polen, hvor den berømte pædagog Amos Comenius (d. 1670) blev en fremragende leder, andre til Sachsen, hvor de dannede grundstammen i den herrnhuttiske brødremenighed. Efter revolutionen 1918 har rester af hussiterne og bøhmiske brødre sammensluttet sig i »De tjekkiske brødres evangeliske kirke» (ca. 8300.000 med]l.). 1920 dannede reformvenlige katolikker »Den tjekkoslovakiske kirke (ca. 800.000 medl.), der bygger på hussitiske traditioner og er uafhængig af Rom. Litt.: J. Loserth, Beiträge z. Gesch. d. husit. Bewegung, I—V (Wien 1877—95); H.s samlede skrifter (Opera omnia) ed. W. Flajshans (Prag 1903—08) ; G. V. Lechler, J. H. (Halle 1890, sv. övers. Uppsala 1915); A. Hauck, Studien z. J. H. (Leipzig 1916); 7. G. Masaryk, J. H. Zagneb 1923); F. Strunz, J. H. (München-Planegg 1927); J. Loserth, H. u. Wiclif (2 ed. München 1925); J. Th. Müller, Gesch, d. böhm. Brüder, I—II (Herrnhut 1922—31); F. Hrejsa, Tjeckoslovakiens nya kyrkoutveckling (Kyrkohist. Årsskr. 1923); Ekklesia, bd 5:20 (Leipzig 1937). N.K.AA. 1358