HYMNE Kirchenrecht, 1886); E. Billing, Luthers lära om staten 1 (Uppsala 1900); H. Pleijel, Från hus- tavlans tid (Sthm 1951). Hg PI. HYMNE. Betegnelsen h. (græsk ÜÚpuvoç) brugtes i hedensk tid om lovsange til guder og halvguder, i N.T. (Ef. 5:19; Kol. 3: 16) om kristelige lovsange uden nærmere artsbegrænsning. Ordet kan bruges om den meste kirkelige sangdigtning, afgrænses dog ofte til en særlig del deraf, allersnævrest til de latinske breviar-h. anvendt i tidebønnen. Rimeligt kan det være her at lade ordet omfatte den tidlige (oldkirkelige og middelalderlige) kirkelige sangdigtning på de tre hovedsprog syrisk, græsk, latin. Mange digtninge, der først forefindes på græsk, har syrisk (aramæisk) forlæg, således de digteriske indslag i N.T. navnlig de såkaldte Cantica i Luk. 1. og 2. kap., der viser nær forbindelse med gammeltestamentlige salmer. Man har nævnt visse steder i Pauli breve (1. Kor. 13; Rom. 8:31 —839 m. fl.), som har poetisk karakter og kan være genklang af menighedssang. Alt er dog her usikkert. Lovprisningerne i Joh. Äb. (navnlig 4:11) har i højere grad præg af egentlig sang. I værket De Apostolske Konstitutioner (4. årh.) findes to digte, der på det nærmeste er beslægtede med nytestamentlige h. og h.- tilløb, en morgen- og en aften-h., sikkert ældgamle og af syrisk oprindelse. Morgenh. indledes med englesangen, Luk 2:14, og fortsættes med en lovprisning i fri digtning uden noget påviseligt versprincip. I fri latinsk gendigtning er den blevet til det berømte Gloria, senere fast led i romermessen. Et virkeligt gennembrud af nydigtning til menighedssang får vi først i det 4. årh. med syreren Efraim (Afrem, d. ca. 370), der som modvægt mod den kætterske (gnostiske) Bardesanes’ sange digter ortodokse h. Formen er meget fri, kun de enkelte linjers stavelsestal ligger fast. Digtene er højst vidtløftige med billedopremsning, hyppigt sat op i parvis modsætning (antiteser). Ved siden af meget højst besynderligt kan man hos Efraim finde ting af virkelig poetisk værd. Hos hans efterføl- 1363 gere på syrisk grund udarter digtningen til svulst og retorik. En syrer (jøde?), Romanos, bliver i det 6. årh. banebryder for en rig syrisk-præget digtning på græsk. Tidligere græske tilløb til h.-digtning, hos Klemens af Alexandria, Gregor af Nazianz, Synesius af Kyrene er — stærkt bundne til klassiske forbilleder, som de var — næppe kommet i kirkeligfolkelig brug. Hos Romanos og hans skole finder vi fuldstændigt brud med den klassiske græske verskunst, der kan nærmest tales om en efter naturlig sprogbetoning foretaget tilpasning til foreliggende melodier. Stroferne er lange og meget talrige. Ofte findes store skønheder. Den tidligtbyzantinske h.-digtning vinder flere og flere beundrere. Et af Romanos’ berømteste digte, hans jule-h., er oversat til svensk af Hj. Gullberg. Den sen-byzantinske kirkedigtning (8.—12. årh.), Johannes af Damaskus, Kosmas af Jerusalem m. fl., udvikler endnu større vidtløftighed, den enkelte h. opdeles i flere mindre sange (oder). Af langt større betydning for vor tid og vore himmelstrøg er den latinske h.-digtning. Banebryderen og vejviseren er her — efter en alt for lærd begyndelse hos Hilarius af Poitiers — Ambrosius*. Hans 4-linjers strofe med 4-fods jamber står for næsten al eftertid som den egentlige h.-form. Ambrosius’ egen digtning er ret omfattende, men svær at afgrænse, da megen digtning af beslægtet præg benævnes ambrosiansk. Det er tidebøns-h., med klart præg af datiden. Jævnbyrdig som digter — om ikke overlegen — var i samtiden Prudentius (d. ca. 405), af hvis længere digte — oprindeligt ikke beregnet til liturgisk brug — flere hymner er dannet. H.-digtningen fortsætter i det angivne spor hele middelalderen igennem, uden at dog begyndelsens højde nås, den 4-linjede strofeform bibeholdes, idet dog ordbetoning afløser det klassiske versprincip, stavelseslængden, og rimet fæstner sig mer og mer. Blandt senere h.-digtere kan nævnes Venantius Fortunatus, pave Gregor den Store, Hrabanus Maurus, Thomas af Aquino. Middelalderens egentlige indsats på den 1364