kirkelige latinske digtnings område er den såkaldte sekvens, en tildigtning af tekst (oprindeligt kun som hukommelsesstøtte) til de lange tonerækker på sidste stavelse af Halleluja, sunget mellem epistel og evangelium ved højmessen, navnlig på festtider. Den ældste form er primitiv, en ren tilpasning efter toner, mindende meget om de græske, tidligt-byzantinske hymner, således hos Notker Balbulus, der regnes for begynderen af denne digtemåde; et ekko-princip med gentagelse (gerne i vekselsang) af ret korte melodifigurer fremtvinger dog en vis symmetri. Ret hurtigt udvikler sig fastere former, den høj- og senmiddelalderlige sekvens med sin typiske symmetriske dobbeltstrofe udstyret med en overdäådighed af rim. En overgangsform har vi i Wipos påskesekvens. Højdepunktet findes hos Adam af St. Victor (Paris), fra ham nærtstående hold haves pinsesekvensen, »Veni sancte Spiritus», Kom, Gud Helligånd, kom brat. Først sent optræder sekvensen syd for Alperne, dog nogle af de berømteste skyldes senmiddelalderlige (italienske) digtere tilsluttet tiggerordnerne, dødsmessens »Dies Irae», Vredens dag, og »Stabat Mater», om Marias smerte ved Kristi kors, disse to og de ovennævnte påske- og pinse-sekvenser samt Thomas af Aquino’s >»Lauda Zion Salvatorem», Zion pris din saliggører, er de eneste, som overlevede den skarpe udrensning, som af Tridentinerkonciliet 1570 foretoges med hele den middelalderlige latinske digtning. Også hymnerne gik det hårdt ud over, mange forsvandt af kirkelig brug eller omdigtedes efter tidens smag. Litt.: Ephraem Syris, Hymni et Sermones, ed. Th. J. Lamy (Mechelen 1882—1902); Ausgewählte Schriften des heiligen Ephräm von Syrien, ed. P. Zingerle (Kempten 1870—76); Afrem Syrer, Aandelige Digte, ed. 7. Skat. Rørdam, (Khvn 1879); Klemens af Alexandria, Gregor af Nazianz, Johannes af Damaskus må søges i de forsk. udgivelser af kirkefædre; Paul Maas, Frühbyzantinische Kirchenpoesie (græsk, Lietzm. Kleine Texte, 2 ed. Berlin 1931); Analecta sacra, ed. J. B. Pitra (Paris 1883); Anthologia graeca ed. W. Christ et M. Paranakis (Leipzig 1871). Af de utallige udgaver af latinsk digtn. skal kun nævnes Analecta hymnica ed. Blume og C. M. 1365 HYMNOLOGI Dreves, (Leipzig 1886 ff., 55 bd). — Litt. om h. se under Hymnologi. H. V. HYMNOLOGI (af græsk üpvog Ooch AÀóyoç) hymne-lære, den videnskabsgren, der beskæftiger sig med hymnen’, ordet dog her taget i allervideste forstand, omfattende al kirkedigtning og -sang, hovedsagelig tekstligt betragtet. Som teologisk fag hører h. ind under liturgiken og har, som alle pastoral-teologiske discipliner, en historisk og en systematisk side. Desuden betegner h. et grænseområde mod den almene litteraturhistorie og poetik. I h. søger kirken fra alle sider at omfatte den i den kirkelige sangdigtning foreliggende skat. Allerede oldkirkens diskussion for og imod gudstjenestelig anvendelse af ikke-bibelsk digtning er h. I sit ordnende arbejde med messens og tidebønnens sangstof er pave Gregor den Store hymnolog, selv om hans indsats er vanskelig at fastlægge. Særlig betydningsfuld — og skæbnesvanger! — er Tridentinerkonciliets hymnologiske indsats, den store udrensning af den latinske sangskat. Ud fra udpræget lærd-humanistisk synspunkt, med ensidig foragt for det middelalderligt barbariske fjernedes eller ændredes alt, som ikke stemmede med tidens smag. Fra protestantisk hold, spec. luthersk, er reformationstidens h. præget af det rent praktiske hensyn at få egnede salmer på modersmålet. Der skete i stort mål oversættelse fra latinen og mellem de lutherske lande indbyrdes, således til de nordiske sprog navnlig fra tysk. I det 17. årh.s h. begynder æstetisk formelle hensyn, som i reformationstidens var ganske tilbagetrængte, at gøre sig gældende. Pietismens store salmeudgivelser gør en rig hymnologisk virksomhed nødvendig, iøvrigt er al h. i de første århundreder efter reformationen praktisk salmebogsarbejde. Således også oplysningstidens h., præget af en ganske enestående mangel på pietet over for både historiske, digteriske og kristelige værdier. Først i reaktionen herimod opstår i det 19. årh. en egentlig h., der, løsrevet fra direkte praktisk formål, arbejder på at fremlægge og tilegne sig de forskellige tids- 1366