HÅB aldres frembringelser af kirkelig digtning. Vi får de vældige samlerværker: H. A. Daniels Thesaurus hymnologicus, Leipzig 1841 —55, A. J. Rambachs Anthologie christlicher Gesänge aus allen Jhd.en, Altona 1816—22, C. Simrocks Lauda Zion, altchristliche Kirchenlieder lateinisch und deutsch, Köln 1850, Ph. Wackernagels Das deutsche Kirchenlied, Leipzig 1862—1867, G. v. Tuchers Schatz des evangelischen Kirchengesangs, Leipzig 1848. I Danmark er Grundtvigs Sangværk til den danske Kirke I, 1837, med sine gendigtninger frą alle kirkesangens områder tænkt lige så meget som en hymnologisk som en digterisk indsats. I hans spor »samler og ordner» Brandt og Helweg Den danske Psalmedigtning, Khvn 1846. I England betyder den højkirkelige bevægelse en vældig opblussen af den hymnologiske interesse, ved siden af J. H. Newman er hovednavnet her J. M. Neale med sin Sequentiæ ex Missalibus Germanicis, Anglicis Gallicis... collectæ, London 1852. Litt.: Antallet af fremstillende og forklarende værker er overvældende, kun en meget lille del kan nævnes:J. M. Neale, History of the Holy Eastern Church (London 1850); viktig for græsk h. er K. Krumbacher, Geschichte der byzantinischen Litteratur, i Handbuch der klassischen Altertums-Wissenschaft 9:1 (München 1891, 2 ed. 1897); og både for græsk og latinsk A. Baumgartner, Geschichte der Weltliteratur IV; Die lateinische u. griechische Lit. der christlichen Völker (Freiburg i Br. 1900); G. M. Dreves, Die Kirche der Lateiner in ihren Liedern (Kempten 1908); om Prudentius, se: J. Bergman, Fornkristna hymner (3 ed. Sthm 1916); Joh. Kayser, Beiträge zur Geschichte u. Erklärung der ältesten Kirchenhymnen (Paderborn 1881 og 86); A. Schulte, Die Hymnen des Breviers ... (4 ed. Paderborn 1920); CI. Blume, Unsere liturgischen Lieder (Regensburg 1932); af fremstilling af kirkedigtning på levende sprog kan her kun nævnes E. E. Koch, Geschichte des Kirchenliedes (3 ed. Stuttgart 1866 ff.); iøvrigt må henvises til art. Psalmdiktning og Psalmbok. — Opslagsværker: U. Chevalier, Repertorium hymnologicum (Louvain 1892—1920); J. Julian, A dictionary of hymnology (London 1892); A. F. W. Fischer, Kirchenliederlexicon (Gotha 1878—79, Supplement 1886). H.V. 1367 HÅB betyder i kristendommen forventning til den fremtid, som ligger i Guds hånd, i modsætning til det antikke begrep om h., som betyder en rent neutral fremtidsforventning, som både omfatter det gode og det onde. Både i bibelen og i kristen tænkning betyder h. derfor altid en forventning om det gode, og nærmere bestemt: forventningen om opfyldelsen af det gode, Gud har lovet. I G.T. er h. som forventning til Gud i hovedsagen dennesidigt orienteret. H. er i det gamle Israel frem for alt forventningen til Guds hjælp i timelig nød. For denne forventning til Guds nådige indgriben i menneskets nøgd findes en række hebraiske ord, som især findes i salmernes bog: bæœ'tach, kœ'sæl, tiqva'h, miqvæ'h, machsæ'h, tochæ'læt, chul. H. bliver i denne sammenhæng omtrent identisk med tro eller fortrøstning (Ps. 33:18). H. er i G.T. altid rettet mod Jahve. Han er h.s grund (Ps. 38:16; 62:6; 146:5), ja, Jahve kan selv kaldes h. (Ps. 71:5; Jer. 14:8; 50:7). Efterhånden som syndsbevidstheden øges, og den kultiske fromhed træder tilbage for lovfromhed og eskatologisk forventning, rettes h. mere og mere mod den fjerne fremtid, da Jahve skal gribe ind og vende folkets skæbne. H. bliver eskatologisk. Denne udvikling er forberedt af den profetiske domsforkyndelse, som skyder frelsesmuligheden ud i den fremtid, som skal følge efter dommen og straffen (Jer. 29: 11; 31: 17). I N.T. er h. (êìrntg) helt igennem eskatologisk bestemt, omend selve glosen forbigående kan bruges også om en dennesidig forventning. H. er i N.T. det samlende udtryk for kristenstanden som eskatologisk bestemt (Rom. 8:24; 1. Pet. 1: 3), ligesom hedningerne kan karakteriseres ved deres manglende håb (1. Tess. 4:13; Ef. 2: 12). Som i G.T. er også i N.T. h. rettet mod Gud (2. Kor. 1:10; 1. Tim. 4:10; 5:5; 6:17; 1. Pet. 1:21), men med den karakteristiske betoning, at den Gud, h. rettes imod, er ham, som har åbenbaret sit frelsesmål i Jesus Kristus, så at h. til Gud bliver h. til Kristus (1. Kor. 15:19; 1368