Kol. 1:27; 1. Tess. 1:3; 1. Tim. 1:1; 1. Pet. 1:3). H.s indhold bliver derfor helt bestemt af åbenbaringen i Kristus. Ofte betegnes det som »herlighed», d. v. s. Kristi eskatologiske majestæt i hans genkomst. Idet h. rettes mod ham som den kommende, bliver det en forventning om delagtighed i hans herlighed (Rom. 5:2; 2. Kor. 3:12; Kol. 3:27, 1. Johs. 3:3), som også kan betegnes som retfærdighed (Gal. 5:5), frelse (1. Tess. 5:8), evigt liv (Tit. 1:2; 3:7). Udtrykkene veksler, men indholdet er det samme: den kommende Kristus. H. træder derfor i nær forbindelse med tro, ja, er i grunden intet andet end troens fremadvendthed (Rom. 4:18; Hebr. 11:1, sml. Rom. 8:24). Men også med kærligheden er h. i nær slægt, idet kærligheden er h. i dets anvendelse på andre. Kærligheden håber alt — for de andre (1. Kor. 13:7). Tro, håb og kærlighed kan derfor stilles sammen som indholdet af den kristne eksistens (1. Kor. 13:13; Kol. 1:4—35; 1. Tess. 5:8). Var i G.T. h. forankret i Jahves nåde og som sådant fast og liggende uden for den enkeltes sjæleliv som en fast grund, hvortil han søgte (Ps. 71:5—98), er i endnu højere grad i N.T. h. en objektiv realitet, ikke en subjektiv følelse eller en menneskelig »dyd». H. er en skat, som bevares i himmelen (1. Pet. 1:3—4; Kol. 1:5), et anker, som går ind bag forhænget (Hebr. 6:19). Derfor opbyder man ikke selv h., men kaldes hen til det ved evangeliet (Ef. 1:18; 4:4; Kol. 1:23). Og h. udslukkes derfor heller ikke ved trængsler og skuffelser, men bevares i udholdenhed gennem trængslerne (Rom. 5:4; 1. Tess. 1:3; Hebr. 6:11, 18). Dogmatisk-etisk. H. er ikke at opfatte som en menneskelig »dyd» blandt andre dyder. Den romersk-katolske tanke om tro, håb og kærlighed som de »teologiske» dyder medfører let, at h. bliver berøvet sit indhold og psykologisk omtydet til blot at være en menneskelig egenskab. Heller ikke er h. det samme som en tillid til menneskets materielle og åndelige (respektive moralske og religiøse) fremskridt inden for historiens rammer. H. er selve 1369 HÅB den kristne eksistens som bestemt af det eskatologiske budskab om Jesu Kristi død og opstandelse. Gennem dette budskab vendes menneskets eksistens fremad mod den fremtid, som gennem Jesu forsoningsdød er skabt for mennesket. H. er derfor ikke en egenskab, som kan stilles ved siden af andre kristne egenskaber, men h. er den ejendommelighed ved alle »kristne egenskaber», at de netop ikke er »egenskaber», ikke er besiddelser, som ejes een gang for alle, men stadig som gaver må modtages påny og påny af Guds hånd. Allerede i G. T.s dennesidige forståelse af h. træder dette frem. Thi h. betyder her dette, at den menneskelige eksistens, også i de rent jordiske forhold, er henvist til at vente på Gud, er vendt fremad mod det, der kommer fra Gud, ikke tilbage mod det, som mennesket selv har erhvervet sig eller præsteret. Bøn bliver derfor, som det træder særlig tydeligt frem i psalmerne, håbets særlige »livudtryk» (Grundtvig). I bønnen er menneske vendt fremad mod Guds fremtid. I N.T. er dette radikaliseret gennem det eskatologiske budskab om korset og opstandelsen. Korset betyder den absolutte dom over al menneskelig besiddelse og gerning. Hvor korset forkyndes, er hele frelsen forventning om opstandelse. Troen på den korsfæstede er derfor så vel som kærligheden selv håb. Tro, håb, og kærlighed er ikke tre sideordnede egenskaber, men tre aspekter af den eksistens, som er bestemt ved det eskatologiske budskab om Jesu død og opstandelse. Som budskab om en fuldendt gerning kvalificerer det menneskets eksistens som tro. Som budskab om en kommende tilregnelse af denne fuldførte gerning kvalificerer det menneskets eksistens som håb. Som budskab om en stedfortrædende fuldført og kommende gerning, som fritager mennesket for selv at fuldføre frelsens værk, kvalificerer det menneskets eksistens som kærlighed. Både troens og kærlighedens eksistens er derfor betinget af håbet, af dette at menneskets tilværelse helt er vendt mod fremtiden, mod Gud, som giver, og i denne vendthed 1370