HØFFDING Harald Høffding. hovet kalde sig efter nogen, måtte det være efter Spinoza. En ligeså varig indflydelse har K an t udøvet på ham. Af digterne følte han sig mest tiltrukket af Shakespeare. Filosofien blev for H. udtryk for en stræben efter at sammenfatte livets forskellige ytringsformer i et ledende enhedssynspunkt, og derfor betegner han sin filosofi som monisme. H.s monisme er kritisk monisme. I sit berømte værk om »Den menneskelige Tanke, dens Former og Opgaver» (1910) gør han opmærksom på, at et absolut system ikke er muligt, men det er ingen ulykke, fordi den spænding i tilværelsen, som sætter alt i bevægelse, netop beror på denne umulighed. — H. skelner i sin udvikling mellem tre perioder. Fra 1875— 1887 stod psykologi og etik i første række, fra 1887 til 1895 den nyere filosofis historie, i hvilken han særlig fremhæver sammenhængen mellem filosofien og de eksakte vi- 1387 denskaber, og fra 1895 religionsfilosofien, religionspsykologien og erkendelsesteorien. — I året 1882 udkom hans »Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaring». Metoden er erfaringsmetoden. Grundloven for sjælelivet er loven om syntesen. Begrebet syntetisk energi er det centrale udtryk for sjælelivets virksomhed. — I sin »Etik» (1887) fandt H. moralens grundlag i den universelle sympati. De menneskelige handlinger skal føre til så stor velfærd og fremgang for så mange bevidste væsener som muligt. Ud fra erkendelsesteorien, psykologien og etikken banes der vej for en forståelse af religionen (»Religionsfilosofi» 1901). Kærnen i al religion finder H. i en trang og en vilje til at holde fast ved troen på værdiernes beståen. En lige linie fører fra H.s religionsfilosofi til hans personlige verdensanskuelse, som han har nedlagt i sit værk om »Den store Humor» (1916). At værdierne helt skulle gå til grunde, ville for H. være den store tragik. Bag den store humor ligger troen på muligheden af en udløsning af stadig nye værdier. — Religionspsykologien havde i H. en kyndig og åndfuld repræsentant. (»Oplevelse og Tydning» 1918). I et af sine sidste skrifter »Bemærkninger om Erkendelsesteoriens nuværende Stilling> (1930) giver H. en vurdering af sit eget livsværk på baggrund af det af den nye fysik skabte verdensbillede. Han erkender åbent og ærligt nødvendigheden af en gennemgribende revision af væsentlige grundsynspunkter i sin egen filosofi. Litt.: Harald Høffding in memoriam. Fire talet holdt paa Københavns Universitet paa Harald Høffdings 89 aars dag 11. marts 1932 af F. Brandt, J. Jørgensen, V. Kuhr, E. Rubin (Khvn 1932). I et tillæg findes en fortegnelse over H.s samtlige skrifter og artikler omfattende 393 numre, sammenstillet af Kalle Sandelin; Harald Hoøffding (i Philosophie der Gegenwart in Selbstdarstellungen, 4, 1924); Friedrich Lipsius, Harald Høffding (i Archiv für die gesamte Psychologie, bd. 86, Leipzig 1932); H. Fuglsang-Damgaard, Harald Høffding in memoriam (i Archiv für Religionspsychologie und Seelenführung, Berlin 1936). H. F.-D. HÖGA VISAN, se Højsangen. 1388