— Finlands kyrka i d. senaste halvseklets brytningstider (Lund 1946); Vår högmässa. Föredrag och diskuss. vid mötesdagar i Helsingfors den 7—9 jan. 1941, utg. av Finlands svenska kyrkosångsutskott (Helsingfors 1941). Å. A. Danmark. Den ældste danske reformatoriske gudstjenesteordning er den såkaldte Malmømesse, »Det kristelige Messeembede paa Dansk» fra 1528, en på mange måder liturgisk righoldig gudstjeneste. Af afgørende betydning blev imidlertid Den danske Kirkeordinants 1539, hvor gudstjenesten behandledes i andet hovedstykke: »Hvorledes Messen i Almindelighed skal holdes for Folket». Her finder vi både introitus, kyrie, gloria, halleluja og credo. Nadverritualet består af en formaningstale, Fadervor og indstiftelsesord, opløftelse af nadverelementerne: messeklæderne er bibeholdt. (Se Kirkeordinansen.) 1556 udkom Peder Palladius Alterbog, hvori der foruden de gamle romerske kollekter fandtes en ny af Veit Dietrich forfattet kollektrække, der efterhånden helt erstattede de romerske. 1573 udkom Niels Jesperssøns Graduale, et stateligt værk med musik til alle gudstjenestens led, dels latinsk, dels dansk. Det næste knudepunkt i h.s historie er Christian den Femtes Kirkeritual af 1685 for Danmarks og Norges Kirker, hvor gudstjenesten nu i det væsentlige er blevet til en salme- og prædikengudstjeneste, i det nadveren føjes til i et særligt afsnit. De gamle led før prædikenen er bevarede, men i salmens form. Nadveren består af formaningstale, Fadervor og instiftelseord. Det 18. årh. betyder en yderligere nedgang for den danske h. For at gøre gudstjenesten kortere, oversprang man det ene og andet led. At forkorte prædikenen tænkte ingen på. Ofte kom folk først, når prædikenen skulle begynde. I særlig grad blev rationalismen hærgende for messen; hvad den inebar, kom frem i Christian Bastholms »Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstjeneste», 1785. Det kgl. rescript af 1802 stadfæstes opløsningen. 1401 HÖGMÄSSA Det 19. årh. kendetegnes ved en veksende interesse for h. Biskop Mynsters på mange måder dygtige arbejde »Udkast til en ny Alterbog og Kirkeritual for Danmark» (1839) blev — væsentlig på grund af Grundtvigs kritik — ikke ført ud i virkeligheden. Noget nyt skulle først bryde frem med den grundtvigske fornyelse af synet på menighed, sakramenter og gudstjeneste. Grundtvigs gudstjenestesalmer giver udtryk for et urkirkeligt, eukaristisk gudstjenestesyn, der virkede langt ud over den egentlige grundtvigske bevægelse. Nu begyndte h. igen at blive menighedens fælles nadvergudstjeneste. Det ejendommelige for dansk h.-tradition er, at den væsentlige fornyelse ikke er kommet ved nye forskrifter, men ved en udvikling indefra. Af ydre ting kan nævnes, at der 1885 indførtes en ny, anden tekstrække, ligesom der 1895 foretoges en revision af dåbs- og nadverritualet, ligesom kollekterne blev prøvet påny. Af stor betydning blev fornyelsen af dåbs- og nadverritualet, der efter forslag af de danske biskopper blev vedtaget 19. juni 1912. Her indføres for nadverens vedkommende flere af de gamle oldkirkelige led, og her indvarsles en fornyelse af h.s form som nadvergudstjeneste med en rigere liturgi, der kan blive afgørende for fremtiden. 1949 udarbejdede biskopperne » Vejledning i den danske Folkekirkes Gudstjenesteordning», i det væsentlige en kodificering af det bestående. Gangen i den danske h. er følgende: Klokkeringning, orgelpræludium, indgangsbøn, indgangssalme, salutation, kollekt, epistel, gradualsalme, evangelium, trosbekendelse (i regelen apostolicum), salme, prædiken med den almindelige kirkebøn, salme (skriftemål), nadver: forkortet præfation med sanctus, O, du Guds lam, nadverbøn, fadervor, indstiftelseord, uddeling, nadverkollekt, salutation med velsignelsen, slutningssalme, udgangsbøn og orgelpostludium. Opgaven i dag er denne: i troskab imod og i taknemmelighed overfor den gudstjeneste, vi har fået overleveret, og i stadig dybere forståelse af urkristelig og reformatorisk kristendom, forbundet med sansen for det sandt fælleskirkelige at ar- 1402