INDRE MISSION verden, stigende folkelig frihed og en hidtil ukendt bevægelighed i befolkningerne, og på det åndelige område en stigende opløsning af overleverede forestillinger. Overalt begrundes I. M. ved henvisning til en stadig mere om sig gribende sekularisation. Med hensyn til navnet I. M. i D. er der en vis forbindelse med tysk I. M., men ikke hvad bevægelsens indhold angår. I. M. i D. er opstået og udbredt ved, at enkelte personer oplever en personlig gennemgribende omvendelse. Den var og er praktisk og folkelig, ikke teoretisk og intellektuel, og fik i visse egne af Danmark en overordentlig højnende indflydelse på hele folkelivet. Den opstod som en udpræget landbobevægelse i den mest rodfæstede del af folket. I byernes arbejderbefolkning fik den mindre indflydelse, om end kirkelivet i København i det væsentlige blev og er præget af den. 1833 stiftedes en ren lægmandsforening på Sjælland, grundlagt på »den hellige almindelige Kirkes Daabspagt og Trosbekendelse» for »at vække Liv hos dem, der sover i Synden, modarbejde Partiers Opkomst og om muligt at føre de forvildede tilbage til Faderhuset, hvorfra de er udgangne», og »virke især ved at fremhjælpe og understøtte de Brødre, som paa Kirkens Trosgrund med godt Lov i den kristne Menighed og uden brud paa Kirkens Embede gaar ud for at aflægge Vidnesbyrd om Kristus og kalde Folk til levende Samfund med Herren og hans Kirke». Sammenhængen med Grundtvig* er her umiskendelig; man stod i fælles kamp mod rationalisme og død rettroenhed. Senere blev modsætningen mellem Grundtvigianerne og I. M. meget voldsom. Den første indremissionær var landsbysmeden Jens Larsen. Fra 1854 udgav I.M. »Den Indre Missions-Tidende» (I.M.T.), stadig I. M.s organ. I 1858 blev sognepræst C. F. Rønne bestyrelsens eneste præst og formand. Stærke modsætninger truede med at opløse den, men 1861 afholdtes en generalforsamling i Stenlille på Sjælland, hvor Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark blev nystiftet. Rønne blev formand 27 og bl.a. Vilh. Beck“ medlem af bestyrelsen og redaktør af I. M. T. (formand 1881). Under Becks inspirerende ledelse gik bevægelsen vældigt frem. Fra en ubetydelig begyndelse fik I. M.T. vid udbredelse, og på mgøderejser over hele landet fik Beck forbindelse med de vakte lægmandskredse, der nu endelig hørte en forkyndelse, som de ubetinget kunne fatte tillid til. Livet bredte sig, og stadig større kredse af teologer og arbejdende lægfolk sluttede sig til I.M. særlig må bemærkes de mange lægmandsarbejderer i I. M.s tjeneste, dels bogsælgere (kolportører), dels indremissionærer (den betydeligste Anders Stubkjær). I.M.s hovedarbejde var ordets forkyndelse (i modsætning til gerningsmission). Vækkelsen blev bevaret på kirkens grund. Danmark bleyv derigennem forskånet for den dybe og omfattende splittelse, som er et fremtrædende træk i andre lande. Organisatorisk har I. M. bevaret sin form fra 1861 uforandret. Bestyrelsen er selvsupplerende, består af lægfolk og præster, med overvægt for de sidste. Bestyrelsens eneste grundlag er tillid, der er ingen »missionsrigsdag». Allevegne dannede de troende »samfund» (ikke »foreninger»), som samles til samtalemøder om bibelske tekster, fællesbøn, salmesang og til missionsmøder. De arbejdede på een gang udadgående missionerende og indadvendt opbyggeligt. Hovedmidlerne var det personlige vidnesbyrd mand og mand imellem og forkyndelsen ved møder og ved blade og skrifter. Samfundene er efterhånden organiseret i I. M. - k r e d sforbund (80), der dækker hele landet. Ved genforeningen med Nordslesvig sluttedes den nordslesvigske I. M. sammen med I. M. i D. 1906 begyndte I. M. et arbejde påFærgøerneogi1945iSydslesvig. Vilh. Becks prædiken blev typedannende, om end I. M.s prædiken kunne varieres en hel del indenfor de givne rammer. Man har altid kunnet påvise to strømninger indenfor I.M., den luthersk-sakramentale, hvor det objektive betones stærkt, og den noget metodistisk prægede, hvor det subjektive kommer i forgrunden. Men den kirkelige 28