Och för Luther motsvaras förhållandet mellan Kristi naturer av förhållandet mellan tro och kärlek. Tron har sin hemvist i himlen och är så tillvida gudomlig; men den kan ej stanna och njuta salighet för egen del utan att förneka sitt väsen. Den måste »inkarneras» i kärleken, så som Kristus blivit människa andra tillgodo. Tron kan blott leva genom att ständigt förvandlas till kärlek. »Tron inkarneras och blir människa, d. ä. den är och förbliver icke overksam utan kärlek.» (Stora Galaterbrevskommentaren.) Se även Kristologi. Litt.: C. Gore, The incarnation of the Son of God (London 1891); R. Bring, Dualismen hos Luther (Sthm 1929); A. Nygren, Den kristna kärlekstanken 1—2 (3 resp. 2 ed. Sthm 1947); W. Stählin, Vom göttichen Geheimnis (Kassel 1936); Paul Blau, Die Menschwerdung Gottes als Sinn des Christentums (Gütersloh 1939); R. Hauge, Inkarnasjon og opstandelse (diss. Oslo 1942); E. S. Mascall, Christ, the Christian and the Church (London 1946); D. M. Baillie, God was in Christ (London 1948); O. Dilschneider, Gegenwart Christi (Gütersloh 1948); R. Bring, Kristendomstolkningar (Sthm 1950); B. Skard, Inkarnasjonen. En dogmehistorisk fremstilling (Oslo 1951). R. Bg INKVISITION (lat. undersøgelse) betegner især den katolske kirkes retsforfølgelse af kættere. En sådan forfølgelse fandt ikke sted i de første årh. i kirkens historie. Da krævede kirkens mænd tolerance. Anderledes troende blev blot udelukkede af menighederne. Da kejserne fra 4. årh. blev kristne, straffede disse nogle af deres modstandere i dogmestridighederne med forvisning (Athanasius). I 385 lod Maximus, der havde gjort sig til kejser i Gallien og Spanien, spanieren Priscillianus tortere og henrette som kætter, efter at han var dømt af en synode, men nogle af kirkens betydeligste mænd protesterede mod denne fremgangsmåde. Augustin hævdede imidlertid i kampen mod donatismen, at det var en kærlighedspligt at tvinge kætterne tilbage til kirken ved magt (som skriftbegrundelse anførte han Luk. 14:23: nød dem til at gå ind). Dog ønskede han hverken tortur eller dødsstraf anvendt. 37 INKVISITION I kampen mod kætterne (albigenserne) i 12. årh. foreskrev den tredje lateransynode 1179, at der om nødvendigt skulle gribes til verdslige straffe. I 1184 oprettedes der stiftsvis inkvisitionsdomstole, bestående af biskoppen og nogle bisiddere, til at efterspore og prøve kættere. Allerede samme år kom kirken overens med staten om, at de domfældte skulle overgives til statsmagten, som så ville eksekvere straffen. Således kunne det teoretisk hævdes, at kirken ikke tørstede efter blod (ecclesia non sitit sanguinem). Statens straffe overfor kættere blev formuekonfiskation, piskning, fængsling og døden (som oftest på bålet). (Det spanske ord autodafé, af actus fidei= trosakt, betegner afsigelsen af dødsdommen over kættere og bruges også om selve henrettelsen.) 1232 oprettedes desuden en pavelig i. I den pavelige i.s tjeneste anvendtes især de nye tiggermunkeordener: dominikanerne og fransiscanerne. I. bekæmpede bl. a. beginerne og begarderne og i England Wyclifs tilhængere. En af i.s rædselsperioder er slutningen af det 15. årh. i Spanien, hvor i. blev organiseret under en af kongen udnævnt og af paven anerkendt og befuldmægtiget storinkvisitor. Her ramtes især jøder og nykristne maurere. I. blev i høj grad taget i brug i modreformationens tjeneste. Allerede processen mod Luther, som gik forud for Wormserrigsdagen, var en i.-proces. I den første periode var det særlig kætterne i Nederland og Frankrig det gik udover. I overensstemmelse med erfaringer fra Spanien nyorganiseredes i 1542 ved bullen »Licet ab initio» den pavelige i. som et kampmiddel mod reformationen. Der dannedes en ny kardinalkongregation: Congregatio sanctae romanae et universalis inquisitionis (kongregationen for i. i Rom og for hele verden). Den blev en centralmyndighed for hele den katolske kirke. Denne nyorganiserede i. fik især betydning i Italien, under Filip II i Spanien og Nederland (Alba), i Frankrig og i England under Marie den Blodige. I og efter oplysningstiden afskaffedes i. i de fleste lande. Længe holdt i. sig i 38