JAKOB pare innebörd i och med att den baserades på en historisk händelse: utkorelsen och räddningen ur Egypten. Därmed hade J. blivit en historiens levande gud, en den historiska uppenbarelsens gud, som grep in i Israels öden och verkade där som en personlig vilja. Denna gudsuppfattning går ytterst tillbaka på Moses’ personliga upplevelse och i den ligger fröet till den kommande religiösa utvecklingen i Israel. Litt.: J. Lindblom, Israels religion i gammaltestamentlig tid (2 omarb. ed. Sthm 1953), H. H. Rowley, From Joseph to Joshua. Biblical traditions in the light of archaeology (London 1950); Th. C. Vriezen, `Ehje aser ehje (i Festschrift Alfred Bertholet zum 80. Geburtstag gewidmet, Tübingen 1950). G. G. JAKOB, søn af Zebedæus og fisker som denne, indtil han og broderen Johannes kaldes af Jesus (Mark. 1:19). Af en sammenligning mellem de opregnede kvinder i Mark. 15:40 og Matt. 27:56 har man sluttet, at hans moder hed Salome, af en yderligere sammenligning med Joh. 19:25, at hun var søster til Maria, Jesu moder. Sammen med broderen Johannes udgjorde J. og Peter en snæver kreds inden for apostlene, der alene var med ved opvækkelsen af Jairi datter (Mark. 5:37), ved forklarelsen på bjerget (Mark. 9:2) og i Getsemane (Mark. 14: 33, jfr. 13:3). De to brødre beder om ærespladserne ved Jesu side i den kommende verden (Mark. 10: 35—40) og vil, at ild skal falde ned fra himlen over en samaritansk landsby, der nægter at modtage Jesus (Luk. 9:54). Det er usikkert, om de på grund af denne optræden har fået navnet »Tordensønner» (Boavnpyśs, Mark. 3:17), hvis betydning er usikker. J. blev henrettet af Herodes Agrippa I (d. 44) (Ap. G. 12:2). Allerede i oldtiden har man formodet, at broderen Johannes er blevet martyr sammen med J., og i nyere tid er denne antagelse blevet hævdet af mange. Litt.: se Jakob, »Herrens broder». Johannes Munck JAKOB, »Herrens broder», er søn af Josef og Maria (Mark. 6:3). Som Jesu øvrige familie synes han at have været uforstående eller fjendtlig imod ham (Mark. 3:21, jfr. 3: 31—35; også Joh. 7:5), men efter Jesu 111 død har han modtaget en åbenbaring af den opstandne (1. Kor. 15:7) og ifølge Ap.G. har han og de andre brødre fra begyndelsen hørt med til kirken (1:14). Det er muligt men ikke sikkert, at J. er blevet leder af menigheden i Jerusalem ved Peters flugt (Ap. G. 12:7). Ved Paulus’ to første rejser til Jerusalem træffer han J. begge gange, sidste gang som leder sammen med Peter og Johannes (Gal. 1:18—19; 2:9). Også i Ap. G. fremtræder J. som leder sammen med Peter ved det såkaldte Apostelmøde (15:6 —21), ligesom han i 21:18—25 står som menighedens leder sammen med de ældste. Uden for det N. T. findes der hos Josefus, Klemens fra Alexandria og Hegesippos overleveringer om J. Den første fortæller (Antiquitates judaicæ 20, § 200), at ypperstepræsten Ananos lod J. dømme og stene efter landshøvdingen Festus’ død og inden efterfølgeren Albinus’ tiltrædelse. Mens Klemens kun kort omtaler J.s død i templet (Eusebios’ Kirkehistorie 2,1,5), har vi hos Hegesippos (Eusebios’ Kirkehistorie 2,23,4—19) en udførlig fremstilling af J.s liv som en from asket, der anerkendes og æres højt blandt jøderne, men som kastes ned fra tempeltinden og stenes, da han ikke vil vidne imod Jesus, men bekender ham som Menneskesønnen i himlen. På grund af Tübingerskolens opfattelse af urkristendommens historie som en kamp mellem Jerusalem og Paulus og på grund af en betænkelig tillid til Hegesippos’ sene og i enkeltheder tvivlsomme beretning har man antaget, at J. levede som en jøde, der kun adskilte sig fra andre jøder ved at vente Jesus som Menneskesønnen fra himlen. Der findes dog i N. T. intet, der beviser, at J. stillede sig fjendtligt imod Paulus eller ligefrem indtog et så godt som rent jødisk standpunkt. Gal. 2 og Ap.G. 15 og 21 viser tværtimod hans anerkendelse af Paulus. Kun den omstændighed, at Peter ophører med at spise sammen med de hedningekristne i Antiokia, efter at nogle er kommet fra J. (Gal. 2: 11—12) kan fremføres som begrundelse for den formodning, at J. stillede sig afvisende over for bordfællesskab mellem jødekristne og hed- 112