JAPAN Antoine Arnauld. Gravure af Edelinck efter Philippe de Champaignes maleri. gier de Hauranne (d. 1643) under studium i Louvain var kommet under påvirkning af en der rådende augustinsk teologi. Tidens herskende teologi var den jesuitiske med betoning af menneskets egen virksomhed ved frelsen; svarende hertil gjaldt den kirkelige praksis, at de krav, der stilledes ved skriftemålet, var overkommelige. Samtidig bredte der sig i overklassen en verdslig tankegang. Under et senere samvær i Frankrig besluttede studiekammeraterne fra Louvain at iværksætte en reform indenfor den katolske kirke: Duvergier, der blev kaldt St. Cyran efter det kloster, han blev abbed for, skulle tage sig af den praktiske fromhed, mens Jansen, der blev professor i Louvain og siden biskop af Yperen, skulle gøre det rent teologiske arbejde og efterlod sig en stor bog om Augustinus’ nådelære, der udkom 1640. J. blev en dybtgående bodsfromhed. Blandt forudsætningerne er renæssancens fremhævelse af individualitetens betydning og den nye antiskolastiske videnskabelighed. Erfa- 115 ringen af Guds nåde var for jansenisterne det væsentlige i religionen. Menneskets hjælpeløshed og dets afhængighed af skaberen betonedes. Overholdelse af ydre kirkelige former er ikke tilstrækkeligt, hvis Guds kærlighed mangler, men den giver Gud selv, gennem en omvendelse, som skyldes ham, og som kun er mulig indenfor den katolske kirke. J. fandt jordbund i cisterciensernonneklostret Port Royal, der 1625 blev flyttet til Paris. Under påvirkning af j. bosatte en del højt kultiverede, inderligt fromme mænd sig i 1630-årene i og ved det oprindelige Port Royalklosters forladte bygninger ved Versailles, beskæftiget med håndværk, videnskabelige, bibelske og patristiske studier. En tid lang var St. Cyran deres sjælesørger. Efter dennes død blev doktoren ved Sorbonne Antoine Arnauld den yngre leder af bevægelsen. 1643 udgav Arnauld et angreb paa den jesuitiske skriftemålspraksis, som blev udgangspunktet for den jansenistiske strid. Da paven havde taget parti mod j. og fordømt 5 jansenistiske sætninger, og der var rejst anklage mod Arnauld for at få ham ekskluderet fra Sorbonnen, påtog Blaise Pascal“ (d. 1662), der havde sluttet sig til jansenismen, sig en appel til publikums domstol ved sine »provincialbreve», hvori han blændende angreb den jesuitiske nåde- og morallære. Provincialbrevene fordømtes af paven, og j. fordømtes påny, men fra 1669 fik bevægelsen en tid ro og mulighed for at leve og udbrede sig. Snart kom der igen modgang, og i 1709 ophævedes Port Royal. 1713 udstedtes bullen »Unigenitus», hvorved j. blev endelig fordømt. J. i Frankrig gik nu sin opløsning i møde. I Nederlandene levede den videre i dengammelkatolske kirke*. Litt.: C. A. Sainte-Beuve, Port-Royal 1—6 (seneste ed. Paris 1937); A. Gazier, Histoire générale du mouvement janséniste depuis ses origines jusqu'à nos jours (3. ed. Paris 1922—24); G. Schnicker-Pedersen, Pascals kamp mod jesuitterne (Khvn 1927); J. Chaix-Ruy, Le jansenisme (Paris 1930); J. Laporte, Pascal et la doctrine de Port-Royal (i dens., Études d'histoire de la philosophie française au XVII°® siècle, Paris 1951). K. B. 116